Post by Talija Cisana Maria Ignatio on Apr 27, 2012 18:46:38 GMT 1
Alt havde været normalt på slottet. eller næsten, Talija havde haft meget mere grund til at ville forlade slottet ind normalt. hendes tænker var et helt andet sted. hendes smil var meget mere varmt og hun havde lyst til at stikke af. finde ham. finde den person som havde gjort hun følte sig... normal. hun så rundt. det var tidligt morgen. hun skyndte sig over til sit vindue med den samme kjole på men med en sløjfe i håret.. hun åbnede vinduet og så ned. hun hoppede ned og ønskede vinger hvilket hun fik. hun baskede og begyndte at flyve afsted. Talija kom over til træet og landte stille på en gren da det begyndte at regne men solen var der stadig. hun så op på himlen og smilte stille. hun satte sig ned på grenen og så der ikke var nogle. hun begyndte at senge og lukkede øjnene da hun ikke ville vækkes fra sine drømme om at møde Cale igen. han var bare så... så... så sød. hans øjne mindede om ciel men hans var fyldt med venlighed og kærlighed. hun savnede han faktisk
Post by Caleb Dé Ricéy on Apr 27, 2012 19:17:53 GMT 1
Caleb havde haft svært ved at fokusere på det sidste, da hans tanker var begyndte at flyde fra ham. Han kunne ikke glemme hans møde med Cisana. Han vidste at hun boede i Nordøst og han havde lyst til at tage derhen igen for at gense hende. Han var ikke sikker om det var muligt at finde hende, men der var ikke noget, som holdte ham tilbage på palæet. Han var fri til at tage ud, hvis han ville.. Dog skulle han også forberede sig psykisk på at tage afsted, da det ville hurtigst på hest, men det store dyr var jo ikke til at stole på! Det var jo ved at spise hans hætte sidst! Selvom det så var takket den at han var kommet til at møde Cisana og var kommet sikkert hjem igen.. Han besluttede at tage af sted, selv og havde haft givet besked til personalet efter morgenmaden. Om de så ville give besked videre til Ciel var han egentlig ligeglad med, for han havde fået lov. Godt nok fortræk Ciel hvis Caleb tog en med sig, men det var jo ikke noget, som han bestemte.. Caleb træk sin kappe over hans rigsmands tøj og havde trukket hætten over hovedet, før hesten trådte ud fra palæet. Han havde ikke taget noget med sig, da det ikke var sikkert at han ville finde Cisana. Han håbede kun.. Hvis han ikke kunne finde hende kunne han lige så godt tage tilbage igen..
------------------------------------
Regnen havde ikke været forventet og Caleb mente at det nok var bedst at søge tilflugt et tørt sted. Han så det store træ og red forsigtigt derovre. Det var først da han kom nærmere at han bemærkede at der var en, som sang. Stemmen lød bekendt og Caleb steg af hesten, da de var kommet i ly. Så længe det ikke tordnede også, så var træet ganske sikkert. Det var utroligt hvordan det kunne regne på sådan en solrig dag, men det var ikke det, som havde Calebs opmærksomhed.. Han bevægede sig hen til træet og lagde en hånd på stammen og så op i træet, hvorpå hans hætte faldt bag ud. Han kunne rigtig se hvem det var, så han satte sig opgivende op af træstammen. Han ville afbryde sangen, da han fandt den spændende at lytte til..
Last Edit: Apr 27, 2012 19:18:17 GMT 1 by Caleb Dé Ricéy
[ Maturing ]
15 år ~ Søn Af Greve Ciel Dé Ricéy & Yaya Dé Ricéy
So wake me up when it's all over
When I'm wiser and I'm older
All this time I was finding myself
And I didn't know I was lost
Post by Talija Cisana Maria Ignatio on Apr 27, 2012 19:37:47 GMT 1
Talija havde håbet at se cale idag. hun havde savnet ham. det var kun en uge siden de havde mødtes men han var bare printet ind i hendes hjerne. hun lagde hovedet mod stammen da hun sagd det sidste og lukkede øjnene. hun mærkede sit hår flyve med vinden og hendes kjole med. hun sad to grene over jorden og kunne komme lettere tilskade vis hun faldt. Talija ønskede at spørger cale om så meget. fortælle om sig selv. og dig skjulde sig. "oh... hvor er De Kære Cale." hun anede ikke at han var under hende. hun havde ikke hørt ham og ikke et ham pga hendes lukkede øjne. hun havde sådn glædet sig til en dag med cale. den søde venlige cale der ikke dømte hende for at være mutant ellr kongelig
Post by Caleb Dé Ricéy on Apr 27, 2012 19:54:35 GMT 1
Sangen stoppede og kun lyden af træets blade rasle i vinden var til at høre. Caleb lyttede opmærksomt om der ville komme andre lyde. Han ville være sikker før han sagde noget. Godt nok havde der været sunget og stemmen havde virkelig lydt som Cisana, men om det var hende havde han ikke haft kunne se nogen oppe i træet. Der var nogen der oppe.. Han endte med at holde sit vejr til sidst for lytte rigtig godt efter, hvilket gjorder at han hørte hendes ord, som vinden og regnen ellers prøvede at skjule for ham. Han blev dybt rød i ansigtet. Det havde været Cisanas stemme og hun havde sagt hans kaldenavn.. Han bed sin underlæbe, mens han træk vejret igen. Havde hun længtes efter at se ham igen? Caleb rystede rødmen af kinderne og rejste sig med hånden imod stammen igen og begyndte at kigge op igen, men det var stadig ikke til at se noget.. "Cisana?" spurgte han en smule højt for at være sikker på at hun kunne høre ham. Han vidste ikke hvor højt hun var oppe, men han var helt sikker på at hun var der.. Det kunne ikke være andre..
[ Maturing ]
15 år ~ Søn Af Greve Ciel Dé Ricéy & Yaya Dé Ricéy
So wake me up when it's all over
When I'm wiser and I'm older
All this time I was finding myself
And I didn't know I was lost
Post by Talija Cisana Maria Ignatio on Apr 27, 2012 20:09:47 GMT 1
Cisana? nogle kaldte på hende. det lød som... kunne det være?. hun så ned og kunne ikke se nogle. hun gik over på en anden gren og så ned fra den. hun så en kappe blæse med vinden. det lignede den samme som cale havde. hun smilte stort og tog fat i grennen. hun ville ned. hun så ned på grenen under sig. der var langt ned. hun bed sig i læben og ville gøre et forsøg på at ramme ned på den hun slap grenen og faldt men missede grenen og landte med et ordenligt bumt på jorden med sit ene ben under sig. et knæk lød. hendes knæ var brækket. hun log ned på jorden med det ene ben liggende helt forkert under sig. ´hun log bare på jorden uden at bevæge sig med lukkede øjne. hn var helt stille. hun var lige nu en jomfru i nød
Post by Caleb Dé Ricéy on Apr 27, 2012 20:20:22 GMT 1
Han kunne mærke på træet at der blev bevæget rundt oppe i træet. Var det virkelig hende? Det var svært at se, han afventede et form for svar tilbage. Han blev helt stille, men slog chokket øjnene op, da der kom en dumpede fra træet. Han hørte knækket og fik en bange anelse. Det var Cisana, som sad på jorden, men hendes ben.. Det var helt.. forkert.. Caleb sank en klump og gik over ved hendes side, hvor han satte sig på knæ ved siden af hende. Hun havde lukket øjne, men var hun ved bevidstheden? "Cisana?" kaldte han stille, meget bekymret og strøg hendes hår væk fra hendes ansigt. Hun kunne vel ikke været kommet til at slå hovedet også? Caleb følte en mindre panik stige i ham. Hvad gjorder man i sådan en situation?..
[ Maturing ]
15 år ~ Søn Af Greve Ciel Dé Ricéy & Yaya Dé Ricéy
So wake me up when it's all over
When I'm wiser and I'm older
All this time I was finding myself
And I didn't know I was lost
Post by Talija Cisana Maria Ignatio on Apr 27, 2012 20:31:01 GMT 1
smerten. chokket. frygten. hun turde ikke åbne øjnene. ikke fordi hun var bange for at dø men fordi hun var bange for at det som var sket ville være noget nogle ville opdage. hun hørte pludselig hans stemme. hun mærkede hans hånd mod hendes hår. hun åbnede øjnene lige så stille og så op i hans øjne. det var tydeligt at hun var noget bekymret. "er det..... er det slemt?" det var tydelgit at se på hende at hun ikke tyrde at se ned af sig selv. hun havde heldigvis landet med hovedet tilsidst så resten af kroppen havde taget faldet for hende. hun så på ham og sank en klumb. vis ikke det var fordi hun havde smerter havde hun nok bare drillet ham lidt lige nu. men dt gjorde ondt. faktisk meget.
Post by Caleb Dé Ricéy on Apr 27, 2012 20:41:06 GMT 1
Han smilede svagt, da hun åbnede øjnene. Hun var altså ved bevidsthed, men det gjorder også at han var bange for at flytte på hende, så hendes ben kunne komme fri fra den ubehagelige stilling. Caleb hørte hendes spørgsmål, men var bange for at give hende et svar.. Han kunne ikke rigtig få sig selv til at lyve for hende.. Men ville hun ikke gå i panik, hvis han fortalte hvordan det så ud? "Jeg er ikke læge og har ikke nogen forstand på menneskekroppe.." begyndte han og bed sin underlæbe, inden han fortalte hvordan det så ud. ".. det ser ikke godt ud, jeg tror det er bedst, hvis jeg henter hjælp" sagde han og skulle til at rejse sig. Han tvivlede på at han ville kunne klare det her selv.. Han gik kvalme bare ved synet af knæet..
Last Edit: Apr 27, 2012 20:41:31 GMT 1 by Caleb Dé Ricéy
[ Maturing ]
15 år ~ Søn Af Greve Ciel Dé Ricéy & Yaya Dé Ricéy
So wake me up when it's all over
When I'm wiser and I'm older
All this time I was finding myself
And I didn't know I was lost
Post by Talija Cisana Maria Ignatio on Apr 27, 2012 20:50:54 GMT 1
Talija rystede da han fortalte om hvordan knæet så ud. det var bare tybisk. da han skulle til at rejse sig tog hun fat i hans hånd og holdte ham nede. hun var bange. hun så på ham og sank en klumb. "plase du må ikke gå fra mig. jeg... jeg tør ikke være alene" hun så ned mod jorden og ønskede at han blev hos hende. hun ønskede at han forblev hos hende. hun prøvede at sætte sig lidt op og så ned af sig selv og kunne se set ben. mon det var best at få hjælp eller vende benet om så det lignede det var normalt. hun kunne altid be Kath om at hente lægen til hende når hun kom hjem. hun så ned af sin kjole og kom i tænke om den store sløjfe hun havde i håret. den kunne måskes bruges til at binde knæet ind i så den ihvert fald forblev hvor den var nu.
Post by Caleb Dé Ricéy on Apr 27, 2012 21:00:37 GMT 1
Caleb mærkede hun tog hans hånd og prøvede at holde ham nede. Han sukkede stille, men valgte at blive hos hende istedet. Hun havde brug for at han blev hos hende. Regnen begyndte at tage en smule mere til omkring dem.. Selvom han ikke var meget for at hun satte sig op, så hjalp han hende med at holde sig oppe.. Han var overrasket over hvor rolig hun virkede ud af til.. "Vi skal ha' knæet tilbage igen, så det ender med gro forkert sammen igen.." sagde han så, da han før havde prøvet at ha' en brækket arm, men den havde ikke siddet så forkert, som hendes knæ gjorder.. Han tog stille om hendes lår. "Det kommer nok til at gøre ondt.." sagde han advarende, men var faktisk ikke sikker på om det ville gøre ondt og skubbede hende en smule væk, så vægten blev lagt i den anden side af hendes krop og det var ham muligt at tage knæet væk under hende og lagde det ud i strakt tilstand.. Knæet.. Caleb var nødt til at se væk for ikke at ende med at kaste op.. Det var hævet, stærkt blåt og så virkelig ikke godt ud..
[ Maturing ]
15 år ~ Søn Af Greve Ciel Dé Ricéy & Yaya Dé Ricéy
So wake me up when it's all over
When I'm wiser and I'm older
All this time I was finding myself
And I didn't know I was lost
Post by Talija Cisana Maria Ignatio on Apr 27, 2012 21:15:07 GMT 1
Talija tog om ham da han talte om at få knæet på plads og han rokkede hende. hun var bange. hun lagde hurtigt hovedet ind til ham og da han tog fat i benet for at rette det ud skreg hun ind i hans byst så det blev dæmpet. hun rystede og knugede sig ind til ham. det gjorde virkelig ondt og nok så hun rolig ud men hun var i dyb panik inden i hun havde bare lært at være i kontrol med det ydre. hun rystede og begyndte at mærke tårene falde ned af kinderne af ren smerte. hun holdte bare fast til ham og da hun kom ned at sige helt igen rystede hun og så lidt op på ham. "det gjorde ondt" sagde hun for at han vidste at det faktisk havde gjort ondt. hun kørte en hånd over sit hår og mærkede sløjfen som hun tog ud og så på. den var 6 cm tyk så den så stor og flot ud i håret. hun så mod det uhyggelige knæ og slap ham stille og rystende bøjede sig ned mod knæet for at ligge sløjfen om benet og nærmest binde det ind sådan at det lige blev støttet og man ikke så hvor slemt det så ud. hun så på cale og smilte til ham. hun var glad for at han ville hjælpe.
Post by Caleb Dé Ricéy on Apr 27, 2012 21:23:48 GMT 1
Caleb havde haft lagt en hånd på hendes ryg, mens den anden hjalp knæet tilbage. Han havde mærket hvordan hun gemte sig ind til ham og havde skreget imod hans bryst. Selvom der ikke havde været en lyd, så kunne han mærke det. Han nikkede stille, da hun sagde at det gjorder ondt. Det var forståligt, men holdte sit blik væk fra hendes knæ og så på hende igen.. Han bemærkede hendes hånd gøre igennem hendes hår og tog om sløjfen. Han gættede sig til hvad hun ville med den, da hun lænede sig frem. Han så væk fra hende og over skulderen for at se om der kom nogen, men der var ikke rigtig nogen at få øje på, men det var typisk når regnen faldt, som den gjorde. Han kiggede på hende igen lidt efter og smilede svagt venligt til hende. ”Hvad med at blive her indtil regnen holder op og så kan jeg hjælpe dig hjem? Der skal en læge til at kigge på knæet..” sagde han og tog forsigtigt om hendes hånd og strøg hende trøstende med hans tommelfinger over hånden..
[ Maturing ]
15 år ~ Søn Af Greve Ciel Dé Ricéy & Yaya Dé Ricéy
So wake me up when it's all over
When I'm wiser and I'm older
All this time I was finding myself
And I didn't know I was lost
Post by Talija Cisana Maria Ignatio on Apr 27, 2012 21:38:50 GMT 1
at han trøstede hende da han satte knæet på plads havde været godt. det havde givet hende noget ro i sig. hun hørte hvad han sagde og så op på ham. hvad skulle huun gøre hun kunne jo ikke få ham til at tage hende hjem. men hun kune ikke gå selv. hun havde aldrig prøvet at flyve uden at sætte af med benene. hun så på ham da han tog hendes hånd. hun lagde hovedet stille ind mod ham og trak verjet mere roligt.. hun håbede det var okey at hun lagde sig ind til ham. "ja det tror jeg er en god ide. så bliver ingen af os syge, men ... ved ikke hvor smart det er at De følger mig hjem, mine forældre kan være meget... stride" det var alt løgn. de var kun stride over for hende
Post by Caleb Dé Ricéy on Apr 27, 2012 21:56:22 GMT 1
Caleb havde intet imod at hun lænede sig imod ham. Det virkede tydeligt beroligende på hende. Han strøg hende forsigtig på ryggen med den anden hånd.. Han smilede dog en smule mere, da hun sagde at hendes forældre var stride. Det kendte han selv, men de kunne vel ikke forstille sig at hun bare sådan kunne gå selv hjem uden hjælp. Han bemærkede at hun havde forældre, så var hun altså ikke forældreløs, som han tidligere havde troet.. Han bemærkede hvordan hun var slået over i den mere høflige tone ved at sige De og ikke dig til ham. Det gik op for ham at han faktisk havde snakket med hende, som var de dus under hele episoden med knæet. "Deres forældre er nok forstående når de ser skaden på Deres knæ.. Der er ingen som bare kan rejse sig og gå efter sådan et fald" sagde han beroligende..
Last Edit: Apr 27, 2012 21:56:57 GMT 1 by Caleb Dé Ricéy
[ Maturing ]
15 år ~ Søn Af Greve Ciel Dé Ricéy & Yaya Dé Ricéy
So wake me up when it's all over
When I'm wiser and I'm older
All this time I was finding myself
And I didn't know I was lost
Post by Talija Cisana Maria Ignatio on Apr 27, 2012 22:06:47 GMT 1
hun havde ikke vidst at han havde troet hun var forældreløs. men hun kunne ikke sige at hendes forældre afviste hende og hadede hende. hun så op på ham og smilte blidt til ham. hvor var hun glad lige nu. selv om hun var skadet var hun glad for han var hos hende. hun så på ham og rystede på hovedet da han sagde det med hendes forældre. "de er desværre ikke så søde. de vil nok slå mig ihjel vis de ser mig" det var ingen overdrivelse men det måtte han gerne se. og at han havde sagt du til hende var okey med hende. hun havde bare svært ved at sige du til folk. men nok fordi at hun altid var opdraget til De. hun så op på hans øjne og blev lettere rød i kinderne.
Hvilken årstid befinder vi os i? Det afgør ugerne:
The List:Uge 19 - 46: 5. år- 19-25: Forår -
26-32: Sommer
33-39: Efterår
40-46: Vinter
!Population!
Hvor mange mutanter og mennesker er der i landene?
Talian:
Nord:
8 Mutanter / 5 Mennesker
Øst:
9 Mutanter / 10 Mennesker
Syd:
11 Mutanter / 1 Menneske
Vest:
8 Mutanter / 1 Mennesker
Kongelige:
1 Mutant / 1 MenneskeMeRosal:
14 Mutanter / 3 Mennesker
Kongelige:
1 Mutant / 0 Mennesker