Post by connor mitchell on May 3, 2012 23:01:57 GMT 1
Manden med dæmon masken sagde og man kunne næsten fornemme at han smilede under masken og sagde "vores prinsesse er en så du er nok også" da manden havde sagt det gik Connor frem og tog en maske frem fra en pose den lignede en mellem ting at en grasshoppe og en ridders hjelm og mens han tog den på sagen han "i tror alle er mutanter hvis de ikke er som jer ikke" og han lagde sin shamisen ned på jorden og mens han var ve at tage sin jakke at prøvede manden at slå Connor i maven men Connor hørte det så tog fat hans hånd og gav slip på jakken så alle kunne se hans muskler
Post by Olive Phanthes on May 4, 2012 7:11:35 GMT 1
Olive følte en lettelse stryge gennem sig idet at Auron stod op for ham. Mandens første ord havde han personligt slet ikke tid til at tænke på, det med prinsessen, for han vidste jo hvad han selv var. Og han havde bestemt ikke lyst til at skulle dø på grund af det. Olive trådte lidt tilbage fra de to mænd foran sig. Ikke meget, for ud af øjenkrogen kunne han se hvordan de andre skræmmende mænd syntes at rykke nærmere. Hvad skulle han gøre? Han ville gerne forsvare sig selv. Og hjælpe Auron der jo tydeligt stod op for dem. At Auron var mutant havde jo ikke krydset Olives tanker. Han tænkte blot at den blinde mand var af godt hjerte. Og forstod at mutanter ikke selv bestemte at være hvad de var. Det var netop af samme tanke at han ønskede at hjælpe Auron. Og i sidste ende ville han nok ikke fortryde at skade mænd som disse her. Da deres antagelige leder valgte at angribe Auron, gik en af følgende mænd også på Olive. Dette med den kniv denne havde i hånden. Det var ikke angrebet som sådan… men glimtet fra kniven, udsigten til hvad der ville ske, sendte kort Olive tilbage til sin fortid. Med dette, undveg han i pludselig had til denne fremmed med kniven, og lod så sin bare hånd, gribe og strammes om mandens. Denne havde heldigvis ingen handsker på, så for Olive var et let nok. Først skete der ikke noget, foruden at manden syntes at være gået i stå. Men så kom der et smertesudbrud fra ham. Kniven tabte han, som han også gled på knæ. Med sin frie hånd tog han sig til brystet, og forsøgte trods smerten at forbedre den uforbedrede vejrtrækning. Det hårde, kolde udtryk var endnu over Olive, i hvert fald ind til at han fornemmede manden tigge ham om at slippe ham. Ved lyden af disse ord, blev Olive sig selv, helt forfjamsket og overrasket, så han automatisk og skræmt over sig selv slap manden. Forbandet.
Post by connor mitchell on May 14, 2012 14:23:39 GMT 1
Connor lavet et slag mandens arm så der var brækket og gav slip på armen fordi de andre udover ham som koncentrerede sig om Olive gik mod ham og satte begge hænder på jorden så han havde på fornemmelse hvor de var og lavede en cirkel spark så mændene faldt og da de begyndte at rejse sig op og lavede et slag så de faldt ned igen men også slået ud og til sidst han lederen ned og sagde "er du okay"
Post by Olive Phanthes on May 14, 2012 20:10:22 GMT 1
Olive var for skræmt, overrasket, over sig selv, til at registrere hvordan de andre gik på Auron. Han bemærkede ej heller hvordan den blinde mand fik dem alle i jorden, ikke før at der blev spurt om Olive var okay. Blikket så op på ham. Et sted var olive lidt glad for at manden var blind. På denne måde ville han ikke kunne se hvordan Olive rystede, skræmt og af frygt, både over situationen, men lige så meget over sig selv. Han burde have handsker på… altid. Det var det eneste han kunne sige til sig selv. For et sted fortrød han jo ikke at have fået manden i knæ. Denne havde selv overfaldt ham. ”… Jah… Det tror jeg..” mumlede han svarende, med en usikker, rystende stemme. Hans blik faldt til den mand der havde overfaldt ham. Som hans kammerater var han ikke slået ud. Men han lå tydeligt der på jorden og frygtede Olive. Endda så meget at han var bange for at stikke af uden ”at få lov”. Dette gjorde kun Olive trist når det kom til stykket. Fik ham til at omfavne sig selv, som for at gøre sig mindre… for at forsvinde. ”Undskyld… Du blev trukket ind i dette… og jeg…” Olive så igen på Auron. Blikket var undskyldende, nærmest bedende om tilgivelse. Han ville ikke dømmes for noget… Ikke når han jo ikke kunne gøre for det.
Post by connor mitchell on May 14, 2012 20:33:06 GMT 1
"du skal ikke undskylde de her mennesker tror at alle som ikke er som dem selv" sagde han roligt han kunne høre på ham at han ikke var helt okay så han lagde en hånd på hans bare skulder og mærkede en kraftig smerte i brystet men lod som ingen ting og sagde "du er stærk men du må lære at styre den styrke og jeg kender det sværere at lære at styre den styrke" han lavede et lille spark så noget jord ramte manden som var stadig vågen og slog ham ud og sagde "vil du give mig min jakke" og fjernede sin hånd fra hans skulder
Post by Olive Phanthes on May 14, 2012 21:09:22 GMT 1
Olive forstod det ikke. Men et sted nød han at blive rørt ved. Ingen havde turde kærtegne eller kramme, eller for den sags skyld som her, ligge hånden på hans skulder og komme med et godt råd. Alligevel følte Olive en egen stikkende smerte, sorgen, vel vidne om at på trods af udtryk, så følte manden også smerten lige nu. Mest af alt gav denne tanke, Olive mest lyst til at trække sig væk fra ham. Han ønskede ikke at gøre skade på andre. Specielt ikke Auron som jo havde hjulpet ham. Men netop fordi Auron udholdt smerten, betød det kun at ordene trængte yderligere ind. Auron fik endda et lille smil til at vise sig i det ellers usikre udtryk Olive bar. Han gjorde ikke notis af manden Auron slog ud. Mest fordi han helst ville glemme hvad der var sket. I stedet nikkede han, som han gik hen og samlede jakken op. ”… Auron? Hvordan kan det være du er så stærk? Jeg mener… når du er blind?” spurgte Olive forsigtigt. Han vidste ikke om det var et tabu emne at snakke om. Men oprigtig var han nysgerrig. Hvis Olive kunne, ville han gerne være stærkere. Fysisk. Han ville gerne kunne leve op til sin onkels forventninger, og ikke mindst forsvare dem han holdt af. Men det virkede bare næsten umuligt.
Post by connor mitchell on May 15, 2012 7:13:28 GMT 1
Auron smilede mod Olives stemme og sagde "hård træning så kan man blive stærk uanset hvad for nogle problemer du har" det var sådan han var blevet så stærk og samtidig lærte han at styre hans evner og sagde "men skulle vi ikke gå før de vågner igen og for en sikkerheds skyld tage deres våben fra dem
Post by Olive Phanthes on May 15, 2012 10:30:29 GMT 1
Olive undlod at sukke tungt ved svaret. Han havde forventet det, selvfølgelig, men alligevel håbet svaret ville være noget andet. Han brød sig ikke om at træne, eller arbejde. Han ville hellere ud og opleve verdenen og lære nye ting. Det virkede nemlig sjovere. Dels frygtede han det jo også lidt, og derfor havde han håbet på en anden løsning. Han ønskede ikke at træne og blive stærkere… Ikke i forhold til sin evne i hvert fald. Tanken skræmte ham fra vid og sans. Tankerne blev afbrudt da Auron hentydede til at de måske burde smutte før mændene vågnede op igen. God ide. Olive tænkte ikek over han endnu havde Aurons jakke. I stedet smuttede han hen til selv samme kniv der var blevet svunget efter ham. Denne lå nu på jorden. Han tøvede, som han samlede den op. Som om han frygtede den ville hoppe på ham af sig selv. Det var dog mere fordi han så ofte havde fået af vide at han ikke burde holde nogle skarpe eller skadelige genstande i hænderne. Hans onkel havde vidst ment det ville føre til en katastrofe i sig selv.
Post by connor mitchell on May 19, 2012 11:21:46 GMT 1
Auron kunne fornemme at personen ikke var helt glad for hans svar så han sagde venlig "du vil have en fordel i forholdet da jeg skulle lære det men hvor er min jakke" han ville helst ikke mærke efter den eftersom mændene havde knive så han kunne meget nemt komme til skade på en af dem så han håbede på personen ville give den eftersom det betød meget for ham
Post by Olive Phanthes on May 19, 2012 19:47:15 GMT 1
Olive indså så snart der blev spurgt at han bar på jakken. Han havde noget et sted ikke ønsket at give den. Kun fordi han frygtede kontakten. På Trods af at Auron allerede havde villigt rørt ham, betød det jo langt fra at det havde været behageligt. Noget der et sted kun gjorde den unge Olive trist. Der lød et stille mildt undskyld, som Olive nærmede sig Auron. Han satte kniven han havde samlet op, forsigtigt i bæltet, og tog derefter Aurons hånd med en tøven og rakte i samme bevægelse jakken hen til hånden. Sådan at den blinde mand ville kunne gribe om den uden at blive misguided. Dog, det sekundt Auron havde fast i jakken, slap Olive ham igen. Vendte sig hurtigt væk for at samle de andre knive op.
Post by connor mitchell on May 21, 2012 17:00:58 GMT 1
Auron lavede en lille bevægelse med det ene øje og sagde "mange tak" og tog sin jakke på og sagde "du behøver ikke at undskylde husk ingen er perfekte" gik hen til træet og tog sin shamisen og sagde "lad os komme væk her fra den hr" og han begyndte at gå mens han begyndte at spille og synge
Hvilken årstid befinder vi os i? Det afgør ugerne:
The List:Uge 19 - 46: 5. år- 19-25: Forår -
26-32: Sommer
33-39: Efterår
40-46: Vinter
!Population!
Hvor mange mutanter og mennesker er der i landene?
Talian:
Nord:
8 Mutanter / 5 Mennesker
Øst:
9 Mutanter / 10 Mennesker
Syd:
11 Mutanter / 1 Menneske
Vest:
8 Mutanter / 1 Mennesker
Kongelige:
1 Mutant / 1 MenneskeMeRosal:
14 Mutanter / 3 Mennesker
Kongelige:
1 Mutant / 0 Mennesker