En følelse af frihed.

[Olive Phanthes]

Olive var… ja man kunne vidst godt kalde det at være stukket af. Ikke at han ikke måtte rende rundt trods status, men han havde jo nok glemt at fortælle sin onkel hvor han tog hen. Denne havde sikkert nok allerede regnet det ud, og derfor var Olive ikke specielt bekymret for, om hans onkel skulle være bekymret. Med tiden havde folk forstået at Onkel havde fået familien titel og delvist herkomst, idet Olive ikke ønskede arbejdet. Det var for meget for ham, i den unge alder. Med andre ord var han intet værd foruden sin status som en person i den bedre klasse. Noget man så let kunne se på tøjet.
Olive var ”stukket af” til Lan Søen. Et sted han det seneste år havde fundet beroligende og afslappende, på trods af at folk kom til søen for at hente vand. Ja eller familie der kom for at lege osv. Kun disse var lidt deprimerende. Men det bedste ved stedet var jo pladsen. Det var ingen smal gade, tætpakket af mennesker. I stedet kunne han sidde på jorden, og stirre ned i det lyse vand ved bredden, uden at bekymre sig om at nogle kom til at støde ind i ham.
De lyse læber var skilt i et bredt smil, der blev genspejlet i vandet. Olive grinte lidt af sin spejlbillede, der grinte tilbage til ham af udseende. Det mørklillae hår gled let indforan øjnene, men generede ham dog ikke. Det eneste der selvfølgelig generede kort - som altid når han så sin refleksion - var klappen der skjulte det blinde hvide øje.
Kort var en form for tristhed ved at snige sig ind over ham, men han slog det væk, og valgte i stedet at dyppe hænderne i det kølige vand, ligeglad med at det gjorde ærmerne våde.
Tøjet var simpelt, men bestemt ikke noget billigt og slidt stads. Blusen var hvid, hang løst om hans slanke krop, og afslørede den ene skulder, og navleregionen af maven. Ærmerne var lange, men igen løse, og rørte knap nok hans hud foruden når tyngdekraften tvang den. Bukserne var knælange, brune, og ellers havde han nogle sorte sko på, der var lette at løbe rundt i.

[connor mitchell]

Connor sad under et træ med sin shamisen små sang det lydt sådan for folk som ikke havde meget med musik af gøre med men faktisk prøvede han at lave en sang men han kunne ikke rigtig finde på mere så han sagde en smule højt "hvorfor er det kun go go kamen rider det eneste jeg kan komme på" han havde sit eneste sæt tøj sin røde jakke en sort t-shirt sorte bukser og til slut sorte sko alt sammen meget slidt

[Olive Phanthes]

Olive blev meget hurtigt trukket væk fra vandet med en anden interesse der voksede i ham da han hørte musikken. Blikket forlod vandet som han ligeså trak de nu våde hænder til sig. Han så undrende, nysgerrigt, hen på den fremmede der sad under træet.
Olive vidste godt han ikke måtte gå hen til fremmede. Ja eller snakke med dem. Men musikken var interessant, og han elskede jo musik, og ønskede kun at høre mere af det end den musik han havde ladet sin Onkel lade ham lytte til. Derfor kom han også på benene, og gik med hovedet let på sned hen imod manden. Han holdt en passende afstand som han stoppede. Godt 2 meter. ”Kan De ikke finde ud af hvad De vil spille?” spurgte Olive, som han jo ikke kunne lade være med at blande sig grundet sin nysgerrighed.

[connor mitchell]

Connor var så koncentreret sig så meget om at lave sin sang så da nogle talte til ham så han op og så vild efter hvem som talte til ham og sagde en smule højt "hvem er det som taler til en stakkels blind mand" det var et lille nummer for hvis personen ville gøre ham ondt ville han ikke sige noget men hvis personen ikke ville gøre ham noget så ville han jo tale til ham

[Olive Phanthes]

Olive selv blev ganske forskrækket, og valgte det første sekundt ved den høje stemme at træde et skridt tilbage. Han havde ikke tænkt på at andre som ham måske kunne have haft en uheldig skæbne og have mistet synet på enten ene eller begge øjne. Det havde faktisk aldrig slået ham, ikke før nu i hvert fald. Sikkert kun fordi han ikke havde haft mulighed for at vandre rundt som friheden jo gjorde han kunne nu. ”ÅH! Undskyld! Det… Jeg tænkte mig ikke om… Det… Altså… Mit navn er Olive Phanthes…” kom der lidt flustreret fra den unge mand, der endte med at bukke som det var ham lært… kun for bagefter at indse at hvis manden virkelig var blind ville dette ikke have kunne se gestussen.
Olive tog en dyb indånding, og fik hjertet til at stoppe sin hurtige, forskrækkede, banken. Der faldt igen en ro over ham, og selvom han holdt samme sikre afstand til manden, fandt nysgerrigheden frem igen. Han kunne ikke huske hvad instrumentet hed, men det betød intet når bare det kunne frembringe dejlige toner. ”Det må De altså undskylde Hr.”.

[connor mitchell]

Connor blev overrasket af personen gjorde det så han sagde helt normalt "tage det roligt mit navn er Auron Cooper og kaldt mig ikke hr jeg er bare en musiker og jeg prøver ikke at finde ud af hvad jeg skal spille men hvad der skal være i en sang jeg var i gang med at lave" han rejste sig og sagde "men hvis du vil gerne hører en sang så kan jeg godt spille lidt"

[Olive Phanthes]

Olive lyttede interesseret. En sang? Nårh jah… folk lavede jo selv sange. De dukke ikke bare op af det blå. Selvom han som alt andet ikke havde tænkt så meget over hvor musikken kom fra. Eller sangene.
At Auron, som han sagde han hed, sagde at han ikke skulle kalde ham hr, smilte Olive automatisk. I det finere kræse skulle han af almindelig høflighed kalde de andre for hr og frue. Kun hans onkel tiltalte han ikke på sådanne en måde. ”Gider De? Det ville være fantastisk! Jeg elsker musik” kommenterede drengen, ivrigt tydeligt på stemmen.

[connor mitchell]

Connor smilede og sagde lidt venlig "du ved godt det spørgsmål er lidt dum efter som jeg har sagt er jeg en musiker så jeg er nødt til at spille for at få mad på bordet" og han begyndte at spille og lidt efter begyndte han at synge "kirsebær blomster kirsebær blomster, På marker og landsbyer Så vidt man kan se. Er det en tåge eller skyer? Duftende i morgensolen. Cherry blomster, kirsebær blomster, Blomster i fuldt flor. kirsebær blomster kirsebær blomster, Over foråret himlen, Så vidt man kan se. Er det en tåge eller skyer? Duftende i luften. Kom nu, kom nu, Lad os se, endelig!" og da han var færdig med at spille bukkede han

[Olive Phanthes]

Som sangen blev afsluttet, var Olives ansigt bredt i et smil. Han klappede hurtigt begejstret i hænderne, som han af en barns sind, heller ikke kunne lade være med at hoppe en anelse. Det var vidunderligt. I hvert fald for ham. Jo, han havde hørt musik mange gange før. Hans onkel kendte til hans nysgerrighed, for musik og andet, og arrangerede til tider sådan at Olive fik lov til at høre nogle bestemte musikere, eller fik lov til at gøre visse ting. I dag var det lige så sjovt og dejligt at høre på, også selvom han ikke kendte sangen, eller for den sags skyld musikeren. ”De er virkelig god!” udbrød Olive, der nok egentlig ikke var den bedste til at bedømme. Han havde hørt om folk der gik super meget op i sådan noget med hvem der sang bedst. Han kunne bare ikke se hvorfor. Alt der lød godt, burde høres på.

[connor mitchell]

Connor smilede og sagde "mange tak men desværre kan ros ikke fylde en tom mave eller give en varm sted om vinteren" og da han lige havde sagt det valgte hans mave at lave en høj lyd så personen ikke kunne være i tvivl om han var sulten han havde faktisk ikke fået noget at spise hele dagen mest fordi han havde glemt tiden men også fordi han ikke havde råd til det

[Olive Phanthes]

Olive selv kunne næppe forstå følelsen af ikke at være mæt. Han havde jo hjemmet, sin onkel, og tjenestefolket. Køkkenet, der lavede lækkert mad til ham og hans onkel. Han tænkte aldrig videre på hvor pengene til maden kom fra, eller hvor selve maden kom fra. Han vidste kun det smagte godt.
Ved kommentaren, følte Olive nok for første gang undren over det med maden. Han følte sig selv mæt, idet han jo næsten lige havde spist. Den rumlende mave, bragte et bekymrende udtryk op i det unge ansigt, og han søgte hurtigt i lommerne, hvor der dog intet mad var. I stedet kunne han skabe nogle sølvmønter sammen. Lommepengene. ”Jeg har nogle penge… men…” Olive så fra pengene i sine hænder, til mandens. Tøveriet kom ikke fordi han ikke ville give sine penge væk. Nej. Det var fordi han var bange for kontakten mellem deres hænder hvis han skulle ligge dem i mandens.

[connor mitchell]

Connor tog sjældent mod mad at folk mest fordi nogle fandt det sjovt at give en blind dårligt mad for det meste var det folk som havde den opfattelse at bare man havde et titel var man bedre end folk uden titel han havde faktisk en titel men han var ikke interesseret i den og han sagde "du behøver ikke at give noget hvis du ikke har så mange penge"

[Olive Phanthes]

Olive kunne kun smilte lidt ved ordene. Han havde i teorien masser af penge. Selvom Onklen havde overtaget titlen og arbejdet, var pengene stadig Olives hvis han ville have dem. For nu, hvor han blot ønskede at ydforske verdenen, fik han jo penge i form af lommepenge der skam kom fra rigdommen der lå klar til ham når han, følte han kunne udføre jobbet.
”Det her er ikke ret mange penge nej. Men det er ikke mine eneste penge” forklarede Olive en anelse flov og utryg i stemmen, der afspejlede hans følelser. Dette lå dog mere i at han vidste at den eneste grund til at drengene fra de lavere klasse ville være ven med ham var for pengenes skyld. Nu ønskede han ikke at Auron skulle tro han var en snob. Selvom hele hans udtryk, for ikke at sige holdning og ord, selvfølgelig sagde at på trods af at han var rigmandssøn, var han ikke overforkælet og ligeglad.

[connor mitchell]

Connor smilede venligt og sagde "hvad er så problemet" lige da han havde sagt det sagde en mand oppe i træet som havde en demon maske på ansigtet og sagde "jaaaa hvorfor ikke er du måske en mutant" og tog en kniv frem og samtidig kom der fem andre mænd med masker på ansigtet med forskellige uhyret på dem og alle sammen havde en eller to knive klar til at bruge dem og manden hoppede ned fra træet og sagde meget koldt "for vi kan ikke lide mutanter dreng"

[Olive Phanthes]

Olive havde knap nok løftet blikket for at smile til Auron, idet at en anden stemme lød. Blikket søgte forstrækket op i træet, til skikkelsen, hvis ord hurtigt fik Olives hjerte til at synke i livet på ham. Mutant. Kendte de sandheden? Men… hvordan?! Eller… måske… De følgende ord fik Olive til at indse at han ikke havde afsløret sig selv. Bare at mændene antog han måske var mutant.
Efter at have fokuseret kort på hver af mændende, så han tilbage til Auron. Var han med i dette? Havde det været en fælde? Det ville bestemt ikke være pænt så! Olive vendte opmærksomheden mod manden med masken, ham fra træet. Udtrykket i Olives ansigt var fuldstændig ændret, der var ingen lille drengs naivitet tilbage at spore, heller ikke i de hadende øjne. Selv hvis han ikke havde været mutant, kunne han ikke klare folk det automatisk ikke kunne lide mutanter. De havde bestemt ikke gjort noget. ”… Mig? Mutant?... Tag lige og brug øjnene…” Kommenterede Olive, med en stemme der var, som af en fin, snobbet knægt, i de rigere kræse. Han pegede autmatisk på det tydeligt velhavende tøj. ”Mutanter findes slet ikke i mine kræse… Vi er for fine til at ende med sådan nogle…”. Den eneste grund til at han gik imod sin egen personlighed, var fordi hans Onkel udtrykkeligt havde sagt til ham at han skulle spille sådan når nogle anklagede ham. Ordene sårede dog ham selv. Gik imod ham selv, og et sted havde han mest af alt lyst til at indrømme hvad han var og lære dem en lærestreg. Men han ønskede ikke at såre dem. Han vidste dog også at han ikke var nogen god skuespiller, og alt efter hvordan mændene reagerede, kunne selvsikkerheden let krakelere.