Post by Caleb Dé Ricéy on Apr 14, 2012 13:05:32 GMT 1
Ikke alene handlede det om at stå tidligt op, men at nærmest liste sig ned af gangen og håbe. Efter flere år havde man også lært at man kom hurtigere ned af trappen ved at glide ned af galærneret. Det virkede til at i dag var en af de heldige dage hvor Caleb havde kunne snige sig ud fra værelset og ned af gangen uden problemer. Han tøvede dog, da han nåede trappen og så i retningen af hans fars værelse. Intet. Han satte sig forsigtigt på galærneret, mens hans øjne forkusede på døren og lod sig glide ned. Selvfølgelig gav galærnets træ en lyd fra sig, da hans tøj gned over det glatte træ, men han kom nu hurtigere ned end hvis han skulle tage trinene, som allerede kunne afsløre ham ved det første trin.. Dog vidste han aldrig hvornår hans far så endelig var på palæettet, men han tog ikke nogen chancer..
Han hoppede ned, da han nåede enden og skyndte sig at løbe imod køkkenet, den tætteste dør, samt den hurtigste måde at gemme sig på, hvis han skulle være blevet hørt.. Der var gang i morgenmaden og han blev ignoret af køkkenpersonalet, som var blevet for vant til hans daglige morgenflugt, at de ikke længere sagde noget når han løb igennem for at komme ud til den bagerste dør, som førte ud til en mindre tunnel, som der var mellem haven og gården. Han træk sin sko på, som havde en mindre hæl, inden han trådte ud af døren. Det havde larmet for meget, hvis han haft dem på under hans flugt..
Han lukkede forsigtigt døren bag sig og begav sig ud imod haven, mens han sukkede lettet. Hans flugtforsøg havde lykkes. Han satte sig på bænk, som lå en smule skjult mellem nogle høje bukse og åbnede den bog, som han havde haft med sig. Bogen var mere eller mindre en eventyr bog, da den fortalte om mærkelig væsner, som både gjorde onde og gode ting. Selvom han burde forlængst ha' været stoppet med at læse sådanne bøger, så kunne han ikke lade vær med at finde dem beroligende og de gav ham en smule af den barndom, som var blevet gemt væk bag hans opdragelse.. Dog havde han ikke haft noget mad med sig ud, så han kunne mærke sulten melde sig efter han havde nået de første par sider, men han lagde en arm om hans mave og nægtede at gå tilbage for noget så åndssvagt, som sult.
Hans hår var mere pjusket end normalt og slet ikke blevet redet, da Caleb havde opgivet sit hår på det punkt. Han nød dog når vinden gav liv til selv de mindste hår i hans hovedbund, men det var dog irriterende når man prøvede at læse, da håret endte med at gå foran hans øjne. Løsningen var at holde det i den ene side når det var alt for slemt. Hans tøj var et typiske sortsæt, som han vidste at ikke var noget galt at gå i og at det passede sammen, men hans krave var krøllet og hans slips hang skævt..
Han hoppede ned, da han nåede enden og skyndte sig at løbe imod køkkenet, den tætteste dør, samt den hurtigste måde at gemme sig på, hvis han skulle være blevet hørt.. Der var gang i morgenmaden og han blev ignoret af køkkenpersonalet, som var blevet for vant til hans daglige morgenflugt, at de ikke længere sagde noget når han løb igennem for at komme ud til den bagerste dør, som førte ud til en mindre tunnel, som der var mellem haven og gården. Han træk sin sko på, som havde en mindre hæl, inden han trådte ud af døren. Det havde larmet for meget, hvis han haft dem på under hans flugt..
Han lukkede forsigtigt døren bag sig og begav sig ud imod haven, mens han sukkede lettet. Hans flugtforsøg havde lykkes. Han satte sig på bænk, som lå en smule skjult mellem nogle høje bukse og åbnede den bog, som han havde haft med sig. Bogen var mere eller mindre en eventyr bog, da den fortalte om mærkelig væsner, som både gjorde onde og gode ting. Selvom han burde forlængst ha' været stoppet med at læse sådanne bøger, så kunne han ikke lade vær med at finde dem beroligende og de gav ham en smule af den barndom, som var blevet gemt væk bag hans opdragelse.. Dog havde han ikke haft noget mad med sig ud, så han kunne mærke sulten melde sig efter han havde nået de første par sider, men han lagde en arm om hans mave og nægtede at gå tilbage for noget så åndssvagt, som sult.
Hans hår var mere pjusket end normalt og slet ikke blevet redet, da Caleb havde opgivet sit hår på det punkt. Han nød dog når vinden gav liv til selv de mindste hår i hans hovedbund, men det var dog irriterende når man prøvede at læse, da håret endte med at gå foran hans øjne. Løsningen var at holde det i den ene side når det var alt for slemt. Hans tøj var et typiske sortsæt, som han vidste at ikke var noget galt at gå i og at det passede sammen, men hans krave var krøllet og hans slips hang skævt..