Made in the Shade

[Victor Emile Laurent]

"Her er deres ring, Fru Nimlot," Victor holdte ringen frem mellem to fingre. Fire dybblå ædelstene, skåret til i formene af hjerter, spar, ruder og klør, hvilede på en firkløver af silke der var nedsænket i en sølvpude på ringen. Victor var stolt af hans arbejde, og selvom materialerne ikke var de dyreste eller fineste han havde arbejdet med, mente han selv, at ringen var blandt hans bedste værker. "Hvis den ikke bringer deres søn held, vil den uden tvivl bringe ham beundrende blikke."
Fru Nimlot forlod den lille butik der lå side om side med Klæder af Karat, Victors fars forretning, med Victor selv lige efter hende. Han åbnede døren for hans kunde, bød hende en dejlig dag, og listede så selv ud for at nyde det dejlige vejr.
Udenfor bagte solen dejligt og det havde fået folk på gaden. Sydbyens marked var livligt og for en stund overvejede Victor, at snuppe nogle af hans billigere ringe med i lommen og se om der var nogen der bed på. Tanken forsvandt hurtigt, da han hørte hans far til højre for ham. "Kom du bare igen om et par dage, Douglas, så har jeg den jakke klar til dig." Han vendte sig halvt og vinkede Victor hen til sig. "Goddag min dreng, hvordan har salget det i dag?" Victor rullede nogle mønter rundt i hans skjortelomme og trak på skulderen, "Ingen klager herfra, Fader. Familien Nimlot betaler godt, som du ved, og fruen var yderst tilfreds med arbejdet denne gang." Han blinkede med det ene øje til hans far, Gerard. Når man så på dem kunne det være svært at se, at de var far og søn. Men hørte man dem først... Ja, så blev det endnu sværre. Hvor Gerard havde en næsten grov, dyb stemme, var Victors silkeblød. Hvor far kunne lyde brysk, lød hans søn velovervejet, rolig og venlig. Ville man genkende dem helt og fuldt, skulle man tale med dem om deres arbejde, for i det henseende var de begge lige stolte, ligesom de begge satte en stor ære i at udføre deres job.
Gerard fnøs og viftede sin hånd ligegyldigt til siden. "Ja der er sgu nogen der kan, din heldige rad. Vi andre, vi må arbejde for hver enkel jernmønt, så løb du bare ud og leg i det gode vejr, mens din gamle far knokler." Gerards grin var dybt og rumlende, som lyden af mørkt brød der blev skåret med en let sløv kniv. Victor tog gladeligt imod det tilbud og skyndte sig væk mens han vinkede roligt over skulderen mod hans far. "Når du nu ligefrem jager med mig. Jeg ville have tilbudt hjælp, men du er tydeligvis langt bedre end som så, at bede din søn om hjælp." Victors grin, let og afmålt, ramte Gerards nakke som han gik ind i sin butik igen. Arbejdsbordet kaldte, og han lod det sjældent vente længe ad gangen.
Victor fandt sig et sted med skygge, lænte sig mod en pæl og lod blikket glide over markedspladsen. De handlede gik fra bod til bod, butik til butik, og dog var der en naturlig ro over det. Af de mange mennesker, og mulige mutanter, var få interessante i hans øjne, men dog var der enkelte han pausede ved. Smykkemageren tog sjældent initiativ til samtaler, ikke fordi han var genert eller manglede modet, han havde bare fundet at mennesker som regel skuffede, eller irriterede ham. Denne dag følte han sig dog social, så han var ekstra opmærksom på mulighederne for, at der var en spændende person i blandt de mange handlende.


(Jeg er brand new i det hér Forum RPG, så jeg er ikke heeeelt klar på, hvordan tråderiet fungerer. Hvis du/i har lyst, springer i bare ind. Hvis det er den helt forkerte måde at gøre tingene på, må i møj't gerne gi' mig et par tips da. )

[Abby Kashima Entolasia]

Dagene var efterhånden ved at blive ens, der var ikke så meget andet at gøre end blot at lede videre. Lede videre efter hende der var gået tabt for mange år siden, en pige, der betød virkelig meget for hendes familie, men alligevel var pigen endnu ikke vendt hjem også selvom der var gået 7 år.. I 7 lange år havde hendes tvillingesøster forsøgt at finde frem til den fortabte søster, som en dag bare var forsvundet i søen. Men alligevel var hendes søster, den eneste der faktisk troede på at Alita, tvillingen, stadig var i live. Hun gik ofte blot rundt i gaderne med et håbningsfuldt blik i øjnene, som hun forsøgte at skabe sig et større overblik over Talian, men uanset hvor meget hun ledte, så kunne hun ikke finde Alita. Abby var efterhånden udmattet, men denne dag, denne varme dag, havde hun ikke mulighed for at slappe af.
Den lille hvide skikkelse løb igennem gaderne og var til sidst endt i den sydlige del af Talian. Noget der ikke havde været meningen fra start af, men alligevel var det kommet så langt, at hun havde været nødsaget til at flygte.. Flygte fra nogle vagter, der mente at hun måske var en ånd, der vandrede rundt i gaderne. Og hvorfor? Fordi den stakkelse pige var iført en lang hvide kjole, med tilhørende blå roser, sammen med det blege ansigt havde hun skræmt nogle mænd fra vid og sans, som hun havde henvendt sig til dem i et forsøg på at finde hendes søster. De hvide lange hår hang løst, men flagrede rundt omkring hendes ryg, som hun løb igennem gaderne i bare tæer.
"Fang den ånd!"
lød en hæs stemme, som beordrede de andre vagter til at følge efter den stakkels pige, som i bund og grund ikke havde gjort noget. Abby var efterhånden ved at være en anelse ophidset, men også skræmt på samme tid. Midt i al kaosset forsøgte hun at holde sig selv nede.. Hun vidste udmærket godt, at hun tidligere i nord havde fået skylden for at have dræbt en mand blot ved hendes udseende. Hun lignede måske i virkeligheden en ånd eller døden? Men var døden ikke klædt i sort? Havde hun måske forstået det hele forkert? Den stakkels pige strøg igennem benene på folk, imens at vagterne valgte at bevæge sig mere lydløst igennem de forskellige personer. De havde knap så travlt. De blev jo lønnet på timebasis.. Abby stoppede lige pludselig op og lænede sig op af en pæl, hvor hun havde mulighed for at få noget luft. En tåre trillede ned af hendes kind, hvorefter hun kunne fornemme vagterne, de havde fået øje på hende, men kiggede dog på den anden side af pælen.
"I kongens navn, stop den pige!"
blev der nærmest beordret, som de ville have Victor til at gribe pigen, eftersom at hun tydeligvis var hurtig på sine ben. Hun gispede dog stadig efter vejret og rystede på hovedet. Man kunne fornemme på hende at hun var skræmt og ikke vidste hvor hun skulle gøre af sig selv. Abby trak sig en smule væk fra pælen og lod øjnene hvile på den høje mand. Hun så bedende på ham og forsøgte igen at løbe videre. Hendes ben gjorde efterhånden virkelig ondt og det var svært at blive ved med at bevæge sig. Nu havde Abby jo efterhånden også løbet fra nord-øst til syd, så hun havde vel lov til at være træt?

//Håber det er i orden, at jeg bare sprang ind. Jeg synes personligt, at det var en ganske god start, der var i hvert fald noget at arbejde med for os som skal svare

[Victor Emile Laurent]

Der var ikke gået længe før Victors søgen blev afbrudt af en råbende vagt. Til at starte med anede Victor ikke hvem de ville have stoppet, men så lagde han mærke til den lille pige ved hans side. Hun var næsten unaturligt smuk, i hans øjne, lille og hjælpeløs som hun stod dér og kiggede op på ham. Hendes røde øjne, hvide hår og spøgelsesagtigt blege hud gjorde hende til noget helt specielt, og Victor kunne godt lide specielt. Hans betagelse af hende kunne næsten have kostet hendes tilfangetagelse, men som vagterne kom tættere på hviskede han stille til den lille pige. "Løb om bag butikken her, der er en låge med et græsareal bagved, der vil de tro du er løbet igennem. Istedet kan du kravle gennem det åbne vindue til mit arbejdsrum, bare husk at lukke det efter dig. Jeg opholder dem så længe jeg kan, Frøken." Inden han rejste sig sendte han hende et blink fra hans ene øje, og bredte hans smil ud så det fik et varmere udseende.

Da vagterne kom tættere på, løftede han armene op og ud til siderne, prøvede at berolige dem. Han genkendte den ene, Garet, som en ellers høflig og rolig mand, men lige i øjeblikket så han mindre venligsindet ud end sædvanligt. "Garet... Undskyld mig, de herrer vagter, hvad jager i dog det lille barn for? Er det en fattig tyvetøs fra Vest?" Han havde det ikke let med, at holde et lille grin tilbage da en af de andre vagter svarede. Barn? Ha! Det er en ånd, Laurent! Hun skræmte nær livet af os alle. Det må stoppes, så med mindre du har tænkt dig at hjælpe, må du hellere træde til side hvis ikke du vil jages lige så!
*Uhøflige lille mandsling,* tænkte Victor, *hvis han vidste hvad han stod overfor, ville hans tunge næppe være så skarp.* Han trak armene ned langs siden og vendte blikket mod Garet, talte til ham et par sekunder før hans blik vendtes mod den vrede lille vagt. De herrer vagter må undskylde min indblanding, men er det ikke sandt, at ånder går gennem vægge og oftest er halvt, om ikke helt gennemsigtige? Den lille frøken var ganske vist bleg, og havde vidt hår, men en ånd var hun ikke, så meget er jeg sikker på. Han smilte høfligt, bøjede hovedet lidt og trådte så til side, en arm pegende i den retning hun løb. Men lad ikke mig opholde de herrer vagter. Pigen løb den vej, muligvis mod en af de små gyder og plænerne bagved. Vær nu blide ved hende, Herre Zion har næppe udset hende til at dø ved jeres hænder. Han bukkede let og lod dem løbe videre. Hans indblanden ville formentlig koste ham et besøg fra en vagt eller to senere, men det generede ham ikke. Han havde lært med tiden, at små tilfælde som disse sjældent kostede mere end en bøde, og i de tilfælde de gjorde, kunne bøden tillægges en lille bonus til vagten der kom på besøg.

Han vendte sig nu mod hans butik, håbende at hun var kommet ind uden problemer. Så fin hun var, hvid med blå roser, røde øjne. Victor passede sjældent på andre end ham selv og hans far, men denne skrøbelige lille nipsting var allerede på vej ind under hans vinge, og han havde endnu ikke hørt hendes stemme. Den måtte være som lyrelyden fra himlende over ham, tænkte han, uskyldig og smuk som kun mystik kan være. Med rolige skridt gik han hen til hans dør, åbnede den og trådte ind. Han gik mod det bagerste rum, hans arbejdsrum, og skannede hele tiden omkring sig, i håb om at hun sad og ventede.



//Du må undskylde den tid det tog, påsken har været over mig. Og jo tak, det var lidt nervepirrende men det mindede mig lidt om kort-historie skriverier, så det gik lige. Helt i orden du hoppede ind, jeg håbede på selskab. ;P//

[Abby Kashima Entolasia]

Pauserne imellem de forskellige løb var blevet brugt på at samle kræfter igen, men samtidig også blevet brugt til at skabe sig et overblik over hvor mange der egentlig var efter hende. Hun havde yderst svært ved at skabe sig et overblik og rystede en smule, da hun så at manden bevægede sig mod hende. Hun så sig en smule omkring for at sted at gemme sig, dog så Abby undrende på ham, da hun havde hørt hans ord. Forsigtigt valgte hun at nikke til ham, hvorefter hun kiggede mod vagterne, der ikke virkede særlig glade for at manden blandede sig i deres planer. Abby rejste sig roligt op på benene igen, også selvom hun ikke var helt stabil, så forsøgte hun at forsvinde, imens at hun fulgte hans anvisning.
*Først om bagved butikken.. ikke ind igennem lågen.. Men ind igennem et vindue*
tænkte hun roligt og stoppede op for at kigge tilbage mod manden. En tåre trillede ned af hendes kind, som hun var bange for at det ville gå ud over ham, dog valgte hun at liste langs med muren. Den var kølig, men det havde noget at gøre med, at gyden ikke blev varmet op af varmen, eftersom at husene stod så tæt, at der kun ville kunne komme en svag solstråle igennem. Abbys hår hang ned langs med hendes ryg, da hun valgte at fortsætte, hun stoppede op foran lågen og valgte at skubbe den op på klem, så de ville have en større mistanke til at hun var gået den vej.

Hun havde yderst svært ved at finde frem til vinduet, men da hun endelig fandt vinduet, viste der sig en smil på hendes læber. Hun havde dog ikke tid til at overveje mulighederne med omkring hvilken type manden var, lige nu skulle hun jo bare væk fra vagterne? Abby nåede ikke at høre stemmerne ude fra gaden, før at hun forsvandt ind i arbejdsværelset og hurtigt lukkede vinduet efter sig. Hun havde i det mindste gjort, hvad hun havde fået besked på. Men hvad manden ikke vidste var, at Abby til tider godt kunne være gennemsigtig, når hendes sjæl forlod hendes krop - ofte ved uheld, så lignede hun faktisk en ånd. Men på den anden side, så brugte hun sjældent sine evne, eftersom at det skræmte hende, ligesom hun havde mulighed for at betragte de sjæle, der skulle til at forlade Talian mod himlen. Dog kunne kun se sjæle der næsten lige havde forladt deres kroppe, men det var også nok til at skræmme hende.
Der gik ikke lang tid før at Abby valgte at krybe sammen i et hjørne af arbejdsværelset, hvorefter hun kunne høre vagterne storme forbi vinduet. Hendes hjerte hamrede derud af, og hun kunne slet ikke styre sin puls, som hun var bange for at de ville finde hende. Man kunne vel godt sige at den stakkels pige var lammet af frygt, som hun valgte at ligge armene om sine ben og trække dem helt op til sig, hvorefter hun skjulte sit ansigt mod hendes knæ. Hendes krop rystede, imens at hendes kinder var røde og fyldt med tårer.
"Hvorfor tror alle at jeg er en ånd.."
mumlede hun stille til sig selv, selvom hun havde yderst svært ved at bilde folk andet ind, så gjorde hun ofte et forsøg, før at vagterne blev sendt efter hende. Måske hun virkelig skulle til at overveje en anden tøjstil? Dog ville hun ikke af med de blå roser. Abby trak sig sammen i det at hun kunne høre nogle bevæge sig ind i huset, hun forsøgte at gemme sig længere ind i hjørnet, selvom hun allerede sad klistret op imod væggen. Hun trak vejret tungt og lod de røde øjne hvile mod døren til værelset.
*Ikke flere vagter.. Ikke flere vagter*
tænkte hun for sig selv, som hun forsøgte at opretholde den mindre ro hun stadig havde tilbage i sin krop. Af ren og skær refleks valgte hun at tage dolken fra hendes inderlår frem og holde den frem for sig. Dolken var blevet smedet af hendes far, men hun havde dog selv sørget for at udsmykke den, imens at hun havde betragtet hendes fars arbejde. Skeden til dolken havde hun også lavet, men den var først kommet til senere.

Dolken - link

//Du klarer det bedre end de fleste, som lige er begyndt på tekstbaseret RPG

[Victor Emile Laurent]

Da Victor nåede til det bagerste rum, stoppede han et øjeblik op, tænksom, inden han med let hævet stemme talte i håb om, at pigen ville høre ham hvis hun var kravlet ind. "Vagterne er væk, tror jeg." Han åbnede døren og trådte roligt ind i værelset. Langs en enkelt væg hang tråde af forskellige metaller og af forskellig tykkelse, på en anden hang små kasser hvori han gemte diverse ædelstene og små kuriositeter der osse kunne bruges til smykker. Mod en tredje væg stod et arbejdsbord, større end det i hans butik, og med blandede redskaber hængende over det. Der var to stole ved bordet, en lige ud for og en ved siden af. Efter at have taget et kig rundt, gik Victor stille over til bordet, trak hans arbejdsstol ud og satte sig, og skubbede den anden længere ud på gulvet. Unge Frøken, de bør ikke sidde på det kolde gulv, de kunne blive syg. Hans læber trak sig tilbage i et stille grin, da han kiggede hen på hende, og med en hånd mod stolen indikerede at hun var velkommen til, at sætte sig på den istedet. "Det er efterhånden sjældent jeg har gæster i mit inderste kammer, så tilgiv mig dets uordenlige stand." Rummet var ganske vist rent og pænt, men hans far havde lært ham, at ydmyghed gavner når man har fine gæster.

//Jo tak, jo tak. Jeg morer mig i den grad indtil videre. Før i tiden skrev jeg en hel del, mest på engelsk, men på det seneste har jeg haft noget af en blokade, så jeg håber dette kan få mig lidt i gang igen. //

[Abby Kashima Entolasia]

Idet at Abby hørte hans stemme, gav hun sig til at undersøgen dolken i stedet, dog valgte hun ikke at sætte den tilbage på sin plads, eftersom at hun endnu ikke vidste hvem denne mand var, hvad nu hvis han var værre end vagterne? Hun sank en mindre klump, da han bevægede sig ind i rummet, hvorefter hun langsomt rejste sig op fra hjørnet og betragtede rummet. Det gik først op for hende nu hvor hun befandt sig henne. Det lignede et værksted, men ikke nær så rodet som hos hendes far. Hun kiggede rundt på trådene og blev næsten helt betaget af det hun kunne se. Dog vendte hun blikket mod ham med et venligt og taknemmeligt smil på læben.
"Jeg.. Jeg takker Dem. Det kunne hurtigt være gået galt."
sagde hun med en mild og ydmyg stemme, som hun lod sit blik glide ned mod stolen. Ville han ikke bare af med hende hurtigt eller? Hun forstod ikke rigtig hvorfor han valgte at være så venlig overfor hende, nu hvor de fleste i syd var blevet bange for hende. Hun lod blikket glide rundt en sidste gang og endte med at stirre ud af vinduet, før hun forsigtigt satte sig til rette ved stolen. Hun lod sit blik glide ned i hendes skød, hvor hun blot holdt sine hænder sammen med dolken. Abby endte med at ligge sine hænder op på bordet, men lod dolken hvile i hendes skød.
"Jeg vil helst ikke være til besvær"
sagde hun med et sødt smil på læben og lod sit blik glide op på manden. Gad vide hvem han var? Hun havde ikke rigtig hørt om dette sted før, men det kunne jo være, at han var ret kendt i syd? Men ikke i nord, der hvor hun kom fra.

[Victor Emile Laurent]

For Victor var dolken et tegn på, at den lille frøken kunne passe på sig selv, om end hun kun nødigt ville gøre det på så dramatisk vis. Hans øjne faldt på den et kort øjeblik, nærmest vurderende, før han igen kiggede på hende. "Tænk de ikke på vagterne, unge Frøken, de skræmmes blot alt for let," sagde han med et grin i stemmen og blinkede til hende med hans højre øje.
Fra rækken af værktøjer fandt han nu en lille tang med et fladt næb hvis éne kant var let skarp, han rejste sig, tog et par skridt hen mod hans tråde og klippede et stykke af så han havde tråd af længden af hans underarm. Han satte sig så igen, og gav sig til at folde det mens han talte videre.
"Åh, men du er skam ikke til besvær. Vagterne, de var til besvær, med deres pusten og prusten, så mandige de er at jage en ung dame med beskyldninger om, at hun er en ånd." Han kneb øjnene en smule sammen, lænte sig lidt tilbage, og så på hende med humoristisk, falsk skepsis. "Sig mig... De er da ikke en ånd, er de, Frøken?" Hans smil bredte sig igen, han ville gerne være sikker på, at hun forstod det var en spøg.

[Abby Kashima Entolasia]

Abby så en anelse nervøst ned på dolken, hvorefter hun langsomt tog sig sammen til at sætte den tilbage i sin skede ved inderlåret, der ville den være let nok at få fat i. De røde og klare øjne betragtede ham roligt, hun forsøgte at danne sig et indtryk af ham, men hun vidste ikke rigtig hvor hun skulle starte henne.
"Men det er ikke første gang"
sagde hun en anelse lavt og lod sin pegefinger tage fat i noget af det hvide hår, hvorefter hun roligt viklede det rundt om sin finger og blot betragtede ham, idet at han rejste sig op. Hun lagde hovedet en anelse på skrå, da han tog fat i en tang for at klippe et stykke af en af de mange tråde over. Hvad havde han mon gang i? Hun så en anelse nysgerrig på ham, da han valgte at sætte sig ned igen.
"Neej.."
sagde hun en anelse eftertænksomt, selvom hun muligvis burde have svaret en anelse mere bestemt. Men hun var jo selv i tvivl om hvem hun var, udover Abby, hvis tvillingesøster var forsvundet for 7 år siden. Nu var hun jo også bare smedens assistent, hvilket hun ikke havde så meget imod. Hun så en anelse undskyldende på ham.
"Undskyld, navnet er Abby"
sagde hun med en anelse forlegenhed over sin stemme, da hun godt vidste at det var uhøflig ikke at præsentere sig overfor andre, specielt ikke nu hvor han havde reddet hende fra vagterne.

[Victor Emile Laurent]

Med tråden konstant arbejdende mellem hans fingre, iagtog Victor Abby. De røde øjne slog ham igen og igen bagover i hans tanker. Den særhed de var, i en verden hvor særheder var grund for megen had, vrede og frygt. Var hun mon ensom? Havde hendes blege hud og hvide hår, skræmt de andre børn væk fra hende? Han funderede over disse ting, mens sølvtråden af hans fingre blev formet, langsomt men sikkert, til dens endeligt som sæde til en sten.
"Nej, det overrasker mig ikke. Med frygt og lede iagtager den almindelige de som er anderledes. Frøken, om de så var spektakulær, flyvende og med magt som en gudinde, ville der være de der frygtede, ja endog hadede dem." Han rakte over bordet igen, tog en lille, flad metalpind, og trykkede trådene sammen hvor de var foldet. Et kort øjeblik pausede han eftertænksomt. "Vi har alle vore særheder, og når vi lærer at se dem som skønheder istedet for pletter på perfektion, forstår vi at det er de som har flest af dem, der er de skønneste væsener i vor verden. Der er ingen skam i at være anderledes, det må de aldrig glemme."
Victor lagde dermed metalpinden på bordet og foldede videre mens han talte. "Det er dog godt de ikke er en ånd, Frøken, man hører jo skræmmende fortællinger om gespenster. Og jeg tror dem helt og fuldt, for hvem har da nogen sinde hørt om en ånd ved navn Abby?" Han lo, fejede en hånd afvisende til siden, som for at afvise idéen helt og aldeles. "Næ, ånder er altid hæslige, med navne som Hortencia eller Gertrude, så man rigtig forstår, at løbe fra dem når de kommer svævende." Han grinte en næstende fnisende latter af hans egen, efter hans mening ganske glimrende morsomhed, uden så meget som et kort forventningsfyldt blik rettet mod hende.
Da han igen faldt til ro, ledt på vej af et smilens suk, bukkede han hovedet ned, endnu en ydmyg gestus lært af hans far. "Fornøjelsen er så absolut min, Frøken Abby. Mit navn er Victor Laurent, smykkemager af syden og bekæmper af uvidende uretfærdigheder." Han grinte smøret og rettede sig op.
"Jeg husker ikke at have set dem før, Frøken Abby, og deres tøj er for fint til Vestbyen. Hvor i Talian er de fra?"

[Abby Kashima Entolasia]

Man kunne vel godt sige, at det at han arbejdede med sine fingre fangede Abbys opmærksomhed, eftersom at hun var ret så nysgerrig efter at se hvad han lavede. Det virkede yderst interessant, men slet ikke så let igen, der var sikkert også mulighed for at komme galt afsted, hvis man ikke vidste hvordan man skulle begå sig i rummet. Noget af det hvide hår gled ned foran hendes øjne, og der gik også et kort øjeblik før at hun rent faktisk fik det fjernet med den ene hånd. Hun var mere betaget af hans arbejde, som at fjerne håret fra hendes ansigt.
"Hade mig?"
gentog hun lavt og huskede den gang, hvor hun var stødt på en forfærdelig mand, som tydeligvis ikke brød sig om fremmede. Hendes krop begyndt langsomt at ryste en anelse, blot ved tanken, men efterfølgende valgte hun at ryste på hovedet for at falde til ro igen. Hun kunne ikke leve i fortiden, hvis hun skulle finde hendes søster. Abby gav sig igen til at betragte trådene og redskabet, som han benyttede sig af. Selvfølgelig var hun nysgerrig, det var vel kun helt naturligt, når hun ikke var ældre end hun nu var.
"Jeg ønsker ikke at være anderledes, hr."
sagde hun med en lav stemme og lagde begge hænder op på bordet, hvorefter hun blot valgte at gnide sine hænder imod hinanden. Dog lod hun blikket glide op på ham, da han ikke mente at en ånd kunne hedde Abby, i takt med at han lo, smilte hun blot en anelse til ham, eftersom at det da var en smule sjov, da hun heller ikke selv havde hørt om en ånd ved navn Abby, på den anden side, så kunne hun godt selv ligne en? Hun sank en klump og lod blikket glide rundt i rummet. Da han sagde at han var smykkemager, vendte hun straks blikket mod ham, det var ikke ligefrem noget hun havde regnet med, men det måtte da være et fantastisk job eller ikke? Som smykkemager havde man da mulighed for at kunne glæde andre med et smykke, der kunne betyde noget for dem resten af deres liv?
"Laver De så også et smykke nu, hr. Laurent?"
spurgte hun med et sødt smil på læben. Hendes blik gled ned på hans hænder, ligesom for at spørge ind til det han havde i hånden. Hun så dog en smule ned af sig selv, for at ligge hovedet på skrå, hun nikkede til hans ord og pillede lidt ved den ene rose, der sad ved hendes hofte.
"Jeg kommer fra Nord, hr. Laurent"
Svarede hun ganske høfligt og lod blikket hvile mod det han havde i hånden. Hun var virkelig begyndt at blive nysgerrig, sådan som han blev ved med at arbejde med tråden.

[Victor Emile Laurent]

Victor nikkede sukkende og hans blik faldt på gulvet for en stund, således at endda hans fingre stoppede arbejdet ganske kort."Ja, desværre. Had er den eneste udvej for mange, når de står overfor én person, eller en ting der er helt anderledes. De, med deres blege hud, hvide hår, og deres flotte, røde øjne... Frøken Abby, for nogen er de så anderledes, at de bliver bange for dem, ligesom vagterne, og desværre vil den frygt til tider ende i had. Det er sørgeligt og forkert, men sådan er mennesker, desværre." Han fangede sig selv i, at lægge en smule tryk på order 'mennesker', og så diskret, men forholdsvis hurtigt på hende for, at se om hun havde opfanget det.
Snorene var godt i gang med deres arbejde igen, og de havde nu fået formet en lille tallerkenformet pude til den sten der en dag skulle på. Han behøvede ikke megen koncentration om opgaven, da det var et meget almindeligt smykke han havde udset sig, at skulle bruge den til. En billig forlovelsesring eller detslige. Ved Abbys næste ord så han uforstående på hende. "Såh? Det klæder dem ellers sådan, Frøken Abby, og det tror jeg nu nok også, at folk vil give mig ret i når de bliver en smule ældre. En bleg lille pige kan måske skræmme en voksen mand, men en fint bleg hud vil få hans unge søn til, at lade blomsterblade falde hvor de går." Han trak let på smilebåndet. På trods af, at han hverken følte legemlig eller sjælelig trang til noget andet væsen, forstod han så udmærket hvordan kærlighed kunne eksistere, og han mente at forstå hvordan det fungerede ligeså, og i Abbys fremtid var han sikker på, at hun ville opleve rigeligt af det. *Men husk nu, Victor, de almindelige drenge og mænd, vil ikke nødvendigvis se hende som den smukt sære skabning hun er.* Han nikkede roligt til sig selv, så så på hende igen.
"En del af et smykke, Frøken Abby. Ser de denne lille flade, med fire tynde tråde i hvert hjørne? Der skal lægge en sten; rubin, smaragd, eller endda et stykke knogle, hvis en kunde ønsker det således. Når det er gjort, låser jeg den fast med de fire tråde, og så er den klar." Han smilede og begyndte, at rette de fire små tråde, der egentlig var trådesamlinger af et par foldninger. "Skulle det sidde en sten eller lignende til et halssmykke, ville den være større, mere som en skål, og låst med en kant rundt, istedet for med tråde som disse." Igen nikkede roligt til hende, stadig smilende sit rolige smil, og indikerede med en hånd mod hendes nu skjulte dolk. "Den er mægtig fin, deres dolk. Selv holder jeg mig fra dem, jeg skær mig så let ser de, men et godt håndværk kan jeg altid genkende. Hvem har lavet den, hvis jeg må spørge?"
Med emnet nu på Abbys hjem, smilede Victor en tand bredere. Han kendte så udmærket til Nordbyen, og han nød især, at besøge det store marked. "Nord? Så må de leve et spændende liv, unge Frøken Abby. Der er dygtige folk deroppe, og markedet er en fryd for sjæl og øje hver gang det bliver åbnet op. Jeg har selv overvejet, at få mig en stand deroppe, men det har hidtil været for interessant blot, at vandre rundt og se på al det andet godt der sælges." Han grinte, et grin med en glad, varm klang. Det var tydeligt, at han nød tanken om den fornøjelse det var, at se på de mange varer folk havde lavet. med et stoppede han dog, undrende og nysgerrig i det blik han sendte hende. "Sig mig... Er deres forældrer handelsfolk?"

[Abby Kashima Entolasia]

Det vækkede på en måde Abby, at han stoppede med at arbejde med sine hænder, derfor valgte hun at søge hans øjenkontakt, imens at hendes røde øjne virkede uforstående for at han var stoppet med det han havde lavet.
"Men.. Jeg har ikke bedt om det hvide hår, for mange år siden var det rødt og glansfuldt. Men jeg har dog lært at leve med det"
sagde hun med et ganske roligt smil på læben og kørte hånden igennem det lange hår, som nu endte med at ligge ned langs med hendes skulder, det ramte dog stadig jorden, selvom hendes ben ikke rigtig kunne nå jorden fra den stol hun sad på. Hun lagde dog hovedet en anelse på skrå, som det gik op for hende, at han havde lagt et underligt tryk på ordet mennesker. Hvad mente han mon med det? Hun valgte dog at lade det ligge, da hun ikke ønskede at blande sig, eftersom han havde valgt at lukke hende ind og hjælpe hende, så skulle hun ikke stille for mange spørgsmål.
Et blidt smil viste sig på hendes læber, da han valgte at gå igang igen med at fumlre rundt med trådene, der snart var begyndt at ligne noget utrolig smukt og fascinerende.
"Hvad er der galt med den alder jeg har nu?"
spurgte hun en anelse nysgerrig, men man kunne godt fornemme en svag rose farve i hendes kinder, som hun overvejede hans ord. Mon det overhovedet nogensinde ville ske for hende? Egentlig burde hun slet ikke tænke den form for tanker, da hendes far sikkert ikke ville bryde sig om, at hans eneste datter fik en kæreste eller noget lignende. Mon ikke hendes far ville bestemme det selv? Hun endte dog med at lytte opmærksomt til hans ord, som hun endte med at betrage smykket med nogle søde øjne. Så han var ved at lave en ring? Eller det var i hvert fald hvad den lignende, når man så bort fra at der manglede en sten. Dog var det fantastisk at han bare kunne lave det med hænderne uden nogle vildt indviklede redskaber. Hun smilte sødt til ham og kiggede ned i sit skød, da han begyndte at snakke om hendes dolk.
"Min far hjalp mig med at smede den, men jeg har selv udsmykke den"
sagde hun med et stort og stolt smil på læben. Hun var egentlig ret glad for at han havde lagt mærke til den. Ofte var det sådan at de fleste ikke kunne forestille sig, at dolken rent faktisk var hendes, men det var nok fordi hun ofte rendte rundt selv i hele Talian, men heldigvis var der mange som vidste hvem hun var, så længe hun blev i nord. Hun nikkede en smule til hans ord, da der var mange dygtige handlere i nord og hun var da også stødt på en helt del. I det at Victor valgte at nævne ordet forældre sank hun en mindre klump og så en smule nervøst ned i bordet.
"Min far er smed.. Min mor døde for 8 år siden"

[Victor Emile Laurent]

I Victors tanker for billeder rundt, han prøvede at skabe sig et billede af Abby med rødt hår. Det ville uden tvivl have været smukt, men den renhed det hvide hår gav hendes udseende var en mere end værdig byttehandel, i hans øjne.
"Vi får sjældent hvad vi beder om, Frøken Abby, og jeg tror det er endnu mere sjældent, at vi forstår hvorfor vi får noget andet istedet. Deres hår, som det er nu, gør dem anderledes, speciel. Det er måske ikke hvad de ønsker lige nu, hvor folk bliver skræmt af det, men en dag vil de forstå hvorfor det er så positivt, at skille sig ud fra mængden. En dag vil folk se dem med andre øjne, og på den dag vil de frydes over, at de, på deres egen måde er mere end blot endnu et menneske."
Denne gang holdt han sig fra, at lægge et tryk på ordet 'menneske'. Han havde taget notits af hendes opmærksomhed, og han vidste at han måtte træde varsomt. Abby var måske nok anderledes, men han havde ikke set noget tegn på, at hun havde en gave som den han selv besad. Om end hendes udseende var drastisk anderledes end det gængse menneskes, var hun formentlig blot en lille pige.
Han grinte, let og smilende, da hun stillede det spørgsmål. Hvad var der galt med hendes alder? Så absolut intet. Hvor andre måske ville holde sig fra sådan en samtale, med et barn de lige havde mødt, var Victor ikke bleg for, at tale en smule mere rent ud af posen.
"Åh, men der er skam intet i vejen med deres alder, Førken Abby. De er i deres sene barndomsår, hvor deres blomstring kun lige er begyndt. Jeg mente ikke mere end, at de, når de bliver en smule ældre, vil se de unge herrer i et andet lys, og ligeså vil drengene se dem med mere åbne, klare øjne. Når den tid kommer, vil deres blege hud og hvide hår, næppe føles som en forhindring for hvad de måtte ønske af deres liv, i lige så høj grad som de kan gøre nu."
Der var en vis fornøjelse i, at føre en samtale med så ung en sjæl. Victor følte sig næsten som en lærer, med mulighed for at præge dette barn efter eget ønske. Han følte til gengæld ingen trang til, at manipulere hende med løgne og halve sandheder, udover hvor han var nødt til det. Hun var tydeligvis en forholdsvis skarp ung dame, denn Abby. Hun tænkte før hun talte, var yderst følsom, og så havde hun et godt øje for udsmykning. Hendes dolk havde ganske rigtig været flot udsmykket, og han var meget imponeret af, at hun selv havde ordnet den del af jobbet.
"De har bestemt klaret det arbejde flot. De fleste dolke man ser, er enten stykker af metal sat fast i kedelige, fantasiløse stykker træ, eller med læderinbundet skæfte der kun tænkes, at skulle sørge for greb. Alt bør dekoreres til skønhed, ligesom enhver person bør gøre sit yderste for, at se præsentabel ud." Han nikkede, høfligt bestemt, og lagde så hovedet på skrå, tænkte et øjeblik inden han talte videre.
"Er det deres tanke, at dekorere videre på den? Dolken er ualmindeligt flot, de har gjort det rigtig godt, men jeg tænkte de måske kunne tænke dem, at den fik lidt mere... Glitter, måske? Noget der kan fange solens stråler. Eller foretrækker de et mere, skal vi sige diskret udseende?" Han blinkede med det ene øje ved ordet 'diskret'. Han vidste kun alt for godt, at der fandtes grunde til, at gøre et våben diskret, og hvis det var tilfældet ville han ikke ødelægge hendes snedige metode. Især når dolken allerede var så fin.
Det var et fornøjeligt emne de dér havde været inde over, så Victor smilede stort. Smilet forsvandt da hun nævnte hendes mor. I hans sind talte han tilbage. Han vidste selvfølgelig, at Abby ikke kunne være Lucia, men en lille del af ham, følte sig usikker alligevel, om end kun for en kort stund. Derpå sukkede han, gav Abby et sorgfuldt blik.
"Det gør mig ondt at høre, Frøken Abby. Tabet af éns moder er en forfærdelig smerte. Selv mistede jeg min for mange år siden, og det gør mig stadig ondt når jeg tænker på hende. Det må have været uendeligt hårdt for dem, forestiller jeg mig. Og for deres fader, selvfølgelig. Det er godt i to har hinanden. Tænk om de, med deres fine hud, hår og øjne, skulle leve fra dag til dag i Vestbyen. Ak, jeg havde såmænd nok selv taget dem til mig, under én af mine vandreture dertil."
Han tvang et smil frem. På trods af, at hans egen mors død intet betød for ham, brød han sig ikke om at høre, endsige tænke tanken, at Abby kunne være endt som et af de børn han bragte gamle klæder til. Han kendte til kun at have en enkelt forælder, men han havde været så meget ældre end hun, da hans mor døde. Der var ingen egentlig sammenligning, andet end det tabte i sig selv, men alligevel begyndte han, at føle en større sammenhørighed mellem de to.

[Abby Kashima Entolasia]

Abby lagde hovedet en anelse på skrå, dog lod hun sit blik glide ned på hendes hænder og betragtede blot de beskidte negle, efter at hun havde løbet hele dagen. Det havde jo heller ikke været muligt for hende, at blive stående på benene hele tiden, eftersom at hendes krop også havde haft behov for hvil, hvilket altid var kommet meget pludselig, eftersom at hun endte med at falde for at holde sig et hvil. Dette resulterede blot i de beskidte negle, som irriterede hende en anelse.
"Det er da ikke godt at skille sig ud fra mængden.. Kongen kan jo ikke lide mutanterne, fordi de skiller sig ud fra mennesker?"
spurgte hun med et roligt og nysgerrigt smil på læben, som hun valgte at tage fat i sin dolk endnu en gang, selvom det var svært at få den op fra hendes inderlår, så lykkedes det alligevel. Abby betragtede dolken med et let smil på læben, hvorefter hun valgte at bruge den til at rense sine negle, eftersom at hun ikke kunne holde ud, at de var fyldt med jord.. Så var hun jo beskidt, hvilket ikke var pænt.
Hun rettede sit blik op imod ham, da han begyndte at grine, hvorefter hun valgte at smile varmt til ham, imens at hun lagde dolken på bordet. Hun lod den ene hånd hvile mod skaftet og lyttede roligt til hans ord, hvorefter hun kiggede en smule forvirret på ham. Man kunne vel godt sige, at hun ikke anede hvad han snakkede om. Men hun vidste sikkert godt hvad dette handlede om, selvom det endnu ikke interesserede hende.
"Men det skal vente nogle år ikke? Jeg skal altså finde min søster først. Ellers farer hun bare forvirret rundt i Talian. Så må drengene vente"
sagde hun med en anelse form for beslutsomhed i stemmen, da hun ikke havde tid til at beskæftige sig med drenge, eftersom at der skulle være masser af tid og overskud til at lede efter Alita, så hun kunne tage hende med hjem. Hendes far ville muligvis blive overrasket, men så ville han vide, at Abby havde haft ret i de 7 år, hvor hun havde været væk.
Man kunne vel godt sige, at Abby havde meget at lære, men det var ikke fordi hun havde tid til at lære noget, eftersom at hun brugte meget tid på at lede efter sin søster, ellers flygtede hun fra vagter og soldater, og når hun endelig var hjemme, så hjalp hun hendes far, hvilket var et ganske interessant arbejde, fordi hun følte en form for magt ved at kunne lave våben eller bare kigge på, imens hendes far gjorde.
"Jeg synes ikke min dolk skulle ligne alle andre. Den må godt være speciel. Men hvad mener De med glitter?"
Man kunne godt fornemme på Abby, at hun var interesseret i det han foreslog, men hun var ikke helt sikker på, hvad han mente. Dog var det muligvis en anelse dobbeltmoralsk at hun gerne ville have at hendes dolk var speciel, når hun endnu ikke selv var van til at være anderledes. Hans ord var faktisk noget hun lyttede til, også selvom hun kunne finde på at koncentrere sig om noget andet, som at rense neglene, men det var nok nemmere fordi han talte så høfligt overfor hende.
Hendes blik forandrede sig lige pludselig, som hun forsøgte at holde minderne tilbage. Den dag, hvor hendes mor havde mistet livet, havde hendes søster været skyld i det. Hun havde dræbt deres mor, men det var nok nærmere fordi Alita ikke vidste hvad hun var i stand til, fordi hun ikke kendte hendes evne. Det gik derfor lige pludselig op for Abby, at hun blev nød til at acceptere sin evne, ellers kunne hun komme til at gøre noget helt forkert. Hun knurrede hånden rundt om dolken og lagde ikke lige mærke til at hun havde fat i bladet. På ganske kort tid trak hun hånden til sig og stirrede på blodet.. Abby forsøgte at trække vejret dybt og lod blikket glide over på ham.
"Jeg.. Har De noget forbinding? Det gør mig ondt, at De også har mistet deres mor, men for mig er det fortid, derfor kan jeg ikke længere tage fat i sorgen efter så mange år."
sagde hun med et blidt smil på læben, hvorefter hun lagde den ene hånd hen over den anden, så blodet måske kunne blive inde i hendes hånd. Dolken havde lavet et snit fra den ene ende af håndfladen til den anden, men det var nu ikke fordi det var særlig dybt, eftersom at så snart hun havde mærket varmen fra hendes hånd, havde hun sluppet grebet.