Missing pieces (Pandora)

[Akari Misero]

//Tråden er en fortsættelse af "Den lille pige med svovl stikkerne" tråden fortsættes efter et mindre spring i tiden//

Akari sukkede dybt og strøg sig over nakken da han forlod palæet igen. Det havde været bemærkelsesværdigt vanskelige at forklare situationen uden at afsløre sig selv og Pandora som mutanter. Selvfølgelig kunne han bare have løjet, men han hadede at lyve, det havde en dårlig vane med at vende tilbage og hjemsøge ham. Men han syntes selv at han havde fået formuleret sig ud af situationen meget godt. Ikke specielt elegant. Men hans evner lå ikke i hans talegaver, så at han kludrede rundt i en forklaring var ikke noget nyt. Specielt når han skulle aflægge rapport om en opgave der inkluderede en hunkønsvæsen. Pandora var ganske vidst ikke gammel nok til automatisk at blive inkluderet i den gruppe af kvinder han foragtede instinktivt, men alligevel. Han havde været forbi sit værelse og udrustet sig med tøj der stod imod vinden der strøg igennem gaderne. Pandora havde godt nok hans kappe, men han tvivlede på at det var varmt nok, så han havde medbragt en jakke til hende også, ud over papir, pen og blæk. Så Pandora kunne forklare ham hvordan tingene hang sammen. Efter at have set sig om gik han over i stalden hvor han havde bedt hende vente til han fik styr på tingene med folkene indenfor. Efter at have rakt hende tingene gik han igang med at sadle en hest op. Det var mest til hende, men han havde også sine egne grunde til at anskaffe hende en hest. For han havde ikke tænkt sig at traske rundt i hendes tempo i den tid det ville tage dem at finde vingerne. Det gik lidt nemmere til hest. Først ville han nok gennemgå vejene, og hvis det ikke førte til noget måtte de være grundigere. Men i første omgang var han forsigtig med ikke at presse hende til for meget. Han viftede en irriterende dæmon væk som han spændte gjorden om hestens mave en ekstra gang og mumlede irriteret for sig selv mens han trak hesten ud af stalden. Så vendte han sig mod hende med et både afventende og utålmodigt ansigtsudtryk. Forventede halvt om halvt at hun selv kunne klatre op på hesten. Men den var måske en smule høj for hende. Han havde ikke valgt staldens hurtigste hest, da det der blev mest brug for nok var tålmodighed og udholdenhed. Tålmodigheden var dog ikke noget Akari besad. Bestemt ikke når dæmonerne fløj ham om ørerne og forværrede hans humør endnu mere. De havde ikke gjort det let for ham at ignorere dem på vej til palæet og de udbrud han ikke kunne holde tilbage havde han rettet mod Pandora, unfair men dog ikke afslørende. Han havde dog undskyldt for det hver gang. Selvom han stadig mente at hele redeligheden var hendes skyld, så samarbejdede hun trods alt frivilligt så længe han ikke skræmte hende væk. "Lad os komme af sted" halvt beordrede han og vinkede af hende at hun skulle komme derhen. Han fandt jo aldrig vingerne uden hende.

[Pandora Alice Kiélion]

Udenfor var vejret lettere blæsende og Pandora var ikke lige den som kunne skjulde sin evne så nemt som andre. Hun holdte kappen tæt og stod blot udenfor og ventede til Akari kom ud igen. Hun havde svært ved at blive skældt ud så meget som dæmonerne gjorde imens han var væk. De sagde hele tiden hun selv var skyld i sin ulykke og at hendes tavshed ville slå hende ihjel en dag men det var mest for at skræmme hende til at stikke af og de sagde det på dæmonernes sprog. Dog holdte Pandora meget øje med den kat som Akira så ud til at kende. Hun sagde intet til den men så bare på den med undrene øjne. Han var en voksen mand og hun kunne umuligt ha mødt ham da han var barn. Så hvordan var katten endt i hende. Hun hørte han kom ud med en hest og så op på den meget høje hest. Hun tog fat i stigbøjlen og satte foden ind i, derefter prøvede hun at hoppe op på den høje hest men hendes 5 forsøg mislykkede alle sammen. Hun så mod Akari med bedene øjne for at be om hjælp.
En dæmon fløj ned og hev hætten af hovedet på Pandora og grinte. De sorte dæmon øjne så mod dæmonen og tog så hætten på igen. Hun kunne se at hesten kunne fornemme det mærke som dæmonerne udsendte. Den virkede ikke glad når man så på ørene. Pandora gik over til akari da han kaldte og hun så op på ham og glemte deres aftale med at se ned.

[Akari Misero]

Akari havde ikke just forventet sådan en opgave ville følge i farvandet på at hjælpe en borger, han måtte genoverveje det næste gang han tænkte på det. Han havde ikke vidst at hesten ville kunne fornemme dæmonerne, men den information ændrede ikke på hans valg af hest, hesten reagerede måske nok, men den stak ikke af. Det var gode tegn. Akari betragtede hendes forsøg på at komme op på hesten, han sukkede og var nødt til at minde sig selv om både hendes alder og størrelse. Det havde måske været et urimeligt krav. Nå ja, så måtte han jo hjælpe hende. Før han kom hende til hjælp rev en af dæmonerne hætten af ham og han bandede af den, han forsøgte at skåne Pandora fra hans ord ved at tale et sprog kun han selv og hans katte forstod. Men meningen med hans spydige tone var klar selvom man ikke forstod det. Akari slog ud efter dæmonen med sit sværd, han havde trukket det så snart dæmonerne kom for tæt på ham, der var ingen fare for at han ville ramme Pandora da han havde styr på sit sværd, men han tænkte ikke rigtig over at han måske ikke burde svinge det tæt over hovedet på en pige på hendes alder. Han var vant til at omgås folk der ikke var bange for våben, men måske han skulle behandle hende mere som han behandlede Etienne? Selvom han herre ikke var specielt glad for at blive behandlet som et barn. Akari smilede ved tanken og sænkede svaret igen inden han trak hætten over hovedet på hende igen. "Du er nødt til at holde bedre fat i den hætte" sagde han strengt "hvis folk indser hvad du er bliver du slæbt til slottet" sagde han og holdt hånden på hendes hoved med en truende mine, den truende mine var blevet rettet mod dæmonerne, og advarede dem mod at prøve på det igen. Han havde skadet dem en gang, og det lod til at det kun var muligt så længe de rørte ved noget der faktisk tilhørte denne verden. Så hvis de tog fat i Pandoras eller hans eget tøj så var de sårbare. Han skulle blot vente på det rette tidspunkt. Han ville helst undgå det, men hvis det var den eneste måde at lære dem at holde fingrene for dem selv så hakkede han gerne hænderne af dem alle. Selvom det nok ikke var en metode Pandora billigede. "Kan du ikke få dem til at lade os være?" spurgte han opgivende og sukkede af hende "øjnene mod jorden" mindede han hende om og fulgte med hende over til hesten som han strøg let over halsen for at få den til at falde til ro før han tog fat i Pandora og satte hende op på hesten uden de mindste problemer. Han gav hende nogle sekunder til at vænne sig til hesten og sætte sig til rette inden han rakte hende blokken han havde hentet som han forventede hun skulle skrive på. Den var ikke stor, det ville have været for nemt for dæmonerne, men der kunne sagtens stå flere sætninger på en side. Pennen og blækket måtte hun så finde ud af hvordan hun fik styr på. Derefter jog han nogle dæmoner væk og trak hesten med sig. Da de forlod palæets grund stoppede han et øjeblik og tænkte sig om. Han havde set hvilken retning en af delene var fløjet i, så mon ikke de skulle starte der. Han havde hentet hesten til hende, men de kunne garanteret sagtens deles om den nu hun ikke fyldte så meget. Han svingede sig op bag hende og satte en hæl i siden på hesten mens han lænede sig til den side han ville. Hesten reagerede lydigt og hurtigt, i håb om at komme væk fra dæmonerne. "Giv tegn hvis du kan mærke delene" sagde han og koncentrerede sig om vejen mens de bevægede sig gennem byen i trav "også selvom det kun er en lille smule" tilføjede han og holdt en rolig trav i de befolkede områder, på de mere forladte gader lod han dog hesten trave igennem. Han havde lagt en arm om Pandora for at være sikker på hvor han havde hende, og for at være sikker på at dæmonerne ikke lige pludselig rev hende af hesten. Han satte kursen mod den bydel han forventede at finde en del i, medmindre hun signalerede noget om en del på vejen, så ville de hurtigt nå frem.

[Pandora Alice Kiélion]

Pandora så på dæmonerne da de hev Akaris hætte af også. hun mærkede hans hånd på hendes hoved. hun lyttede til hans truende tone og så at han kiggede på dæmonerne. så det var heldigvis ikke hende han talte sådan til. hun blinkede roligt og så en dæmon der farede mod hende. hun trak vejret dybt ind som vis man gik i panik. pludselig kom et sværd flyvene ned foran hende og mellem dæmonen. det var akaris sværd. Pandora så op på ham og åndede lettet ud. hun gik over til hesten sammen med akari og mærkede hans arme under hendes armhuler og hendes føder blev lettet fra jorden. hun landte på hesten og så ned på ham.
hun tog imod blokken og holdte den tæt ind til sig. hun ville ikke også miste den her blok. Hun så på dæmonerne og tænkte over hvordan hun skulle få dem til at lade dem være. dog havde hun ingen ideer til hvordan. hun så ned i jorden som han sagde og mærkede at han svang sig op bag hende. hun så at hestens ben begyndte at bevæge sig mod udgangen fra palæet. Pandora nikkede til at hun skulle gi tegn vis hun mærkede noget. de forladte huse gav hende en smule kuldegysninger. det så så forkert ud at de var forladte. Pandora så rundt imens hun holdte hovedet nede. Pandora kunne ikke mærke noget endnu, hun lukkede øjnene og prøvede at koncentrere sig alt hun kunne.