Playing with the devil

[Zearia Kiélion]

Tidligere i vest..

Zearia gik roligt rundt i vest og tænkte over ingenting. Hun havde ikke sin hættetrøje eller sine støvler på til trods for at de var begyndt at blive ret koldt. Hun trak den grå kappe hun havde om sig tættere om hendes hals, hvor kulden indtil nu havde tiltvunget sig adgang. Vinden rev i hendes tøj og hvis det ikke havde været for det sorte bælte hun havde om livet der holdt kappen ind til hendes krop, så ville kappen blafre voldsomt bag hende. Vinden strøg ubarmhjertigt ned gennem gaderne i vest og hun måtte holde på hætten for at den ikke blæste tilbage og afslørede hendes hvide hår. Vagterne var blevet opmærksomme på hendes hårfarve og nu var det mere nødvendigt for hende end nogensinde at holde den skjult. Hvis hun altså ikke ville fanges igen. På grund af hende blev indbyggerne med hvidt hår undersøgt af vagterne, og havde de grønne øjne blev de taget til fange, mennesker eller ej. Hun havde ikke forventet at hendes eksistens ville blive sådan en byrde for Talians beboere. Men hun havde ikke tid til at føle skyld, for til trods for hendes forklædning så var der nogen efter hende. Hun havde ikke opdaget det før en vagt pludselig trådte helt op bag hende og tog fat i hætten på hendes kappe og trak den tilbage. Zearia var uforberedt og fordi hun allerede holdt fat i hætten så fulgte hun bare med og blev trukket flere skridt tilbage indtil vagten slap igen. Chokeret løftede hun blikket og stirrede på vagten med sine grønne øjne. Hans smil fik hende til at gå i baglås længe nok til at vinden rev hætten ud af hendes hånd og trak hendes hvide hår frem før Zearia kunne nå at trække hætten på plads igen. Vagten veg skræmt tilbage da han ikke havde genkendt hende som mutant 003 0666 men bare havde haft uædle tanker. Hun spildte ikke til på at forklare eller gøre ham tavs men i stedet vendte hun om på hælen og spurtede tilbage ned gennem de små snørklede gader i vest. Hun kunne høre råbene fra flere vagter der havde set hende, og faktisk genkendte hende som en eftersøgt mutant. Jagten var i gang. Zearia havde håbet hendes hjemmebanefordel ville give hende mulighed for at gemme sig eller slippe væk, men der var simpelthen for mange vagter. De var spredt ud over det meste af den afdeling af vest som hun befandt sig i. Hun søgte ly i en faldefærdig ruin da hun ikke havde mere luft, og stod der og hev efter vejret indtil vagternes råb tog til og hun måtte fortsætte til trods for at hun stadig var stakåndet. Vagterne havde alle andre fordele end hjemmebanen, og hendes ene fordel var ikke nok til at hun kunne slippe væk fra dem denne gang. De fik fat i hende. Hun vred sig rasende i vagternes greb og kunne mærke panikken sprede sig til hendes inderste kerne. Så gik hendes evne amok. Med et dyrisk skrig af smerte muterede hendes fingre til lange kløer og to spidse horn skød op fra hendes hvide hår. Hun stønnede af smerte da smerten bredte sig ned over hendes øjne. Hun slog hovedet tilbage og stødte et af sine horn voldsomt imod en vagt og gennemborede både hans hud, hans muskler og hans luftvej ved halsen. Han slap hende og trak sig rallende og hostende væk for at falde om lidt længere væk. Zearia snerrede mens hendes tænder langsomt mere og mere lignede noget der burde sidde i hovedet på en hund. En af vagterne der holdt hendes arme slap forfærdet og hun slyngede sine lange kløer mod der holdt hendes anden arm og maltrakterede hans ansigt med dem. Manden trak sig skrigende væk og hun havde derpå begge arme fri. Hun snerrede og kastede sig over den nærmeste vagt og gennemborede hans lunger med et koldblodigt slag mod brystet. Derpå sprang hun over sit døende offer og styrtede væk mens vagterne prøvede at komme sig over det blodige syn de lige havde bevidnet. Zearia stønnede af smerte som hendes krop tilpassede sig flugten på alle fire. Det skulle gå stærkt det her for hun kunne mærke smerten og udmattelsen overmande hende lidt efter lidt. Hun lagde nemt afstand mellem hende og vagterne til fods. Men de havde forstærkning, til hest. Hun snerrede frustreret og gjorde sit bedste fra at løbe fra dem, men indså hurtigt at det ikke var muligt. Hestene var hurtige, men de var også utrygge ved hende og det udnyttede hun. Hun satte farten ned for at kort øjeblik så hun var på siden af en af hestene. Så sprang hun over til den og stødte hornene mod det bløde område i dens mave. Som hun trak hornene til sig igen da hun fortsatte under hesten og flåede hestens mave op kunne hun mærke det varme blod flyde ned over hendes horn og videre ned i hendes hår og ned over hendes ansigt. Hesten faldt om og blokerede hendes flugtrute ind i gyden og angrebet på et artsfælle fik flere andre heste til at nægte at genoptage jagten. Nogle smed tilmed deres rytter af. Hun vidste af gyden endte blindt, og det var også meningen. Hun sprang op mod væggen med sine forstærkede muskler og satte af med det samme igen og fortsatte på tagene. Herfra kunne hun se dem alle og planlægge sine træk derefter. Hun holdt sig fra de skrøbelige steder på husene tage og fortsatte på alle fire gennem vest. Hun kunne høre vagternes fortvivlede råb og begyndte at slappe mere af, hvilket nok også var grunden til at hun ikke opdagede stenen før det var for sent. En murstensstor sten ramte hende på siden af hovedet og tvang hende ud på ustabilt tag. Hendes hoved rungede som hun vaklede videre fuldt optaget af såret på siden af hendes hoved. De ødelagte celler skreg til hende og hun ænsede ikke andet før hun fik det healet. Imidlertid gav taget under hende efter for hendes vægt og hun gik igennem og slog hovedet både mod taget og hårdt mod gulvet da hun landede. Med et suk mistede hun bevidstheden mens flere celler skreg på at blive healet og blokerede alt andet ude.

- - - - - - - - - - - - - - - - -

I fangekælderen..

Zearia åbnede øjnene og satte hånden mod jorden for at presse sig op at sidde. Så snart hun spændte sine muskler jog en ubarmhjertig og altoverskyggende smerte igennem hendes krop og som smerten fik hende til at spænde i kroppen for at kompensere for trykket på hendes arm, så spredte smerten sig ud gennem hendes krop og fik hende til at falde tilbage i liggende stilling. Hun bed tænderne sammen og kom til at bide sig i læben med sine unormale og spidse tænder. De passede ikke helt til hendes stadig menneskelige mund, men de havde været til nytte kunne hun smage. Eftersmagen af blod lå tykt på hendes tunge. Hun kunne ikke se ret meget i det mørke værelse, heller ikke selvom hun blinkede og prøvede at vænne sine øjne til mørket. Hun lukkede ligegyldigt øjnene igen og undersøgte sin krop, ingen sår eller skader, og alle hendes smerter var forårsaget af hendes evne. Hun havde ikke forvandlet sig tilbage til at ligne et almindeligt menneske endnu. Hendes arme var grotesk lange og endte i 5 sylespidse kløer i stedet for fingre. Blodet på hendes hænder fortalte hende hvordan hun havde brugt dem inden hun besvimede. Smerterne var ikke voldsomme nok til at have slået hende bevidstløs, så hun måtte have slået hovedet, men hun mærkede ingen skader. Hun skød tanken fra sig, måske havde hun bare nået at heale det. Udover armene kunne hun mærke sine fødder heller ikke var menneskelige, de var længere og tilpasset til flugt, de var designet til fart. Hendes lårmuskler var også forøgede, alt tydede på flugt og kamp. Hun fornemmede en anormalitet ved hendes ansigt også, ned over hendes øjne strakte sig to trekantede områder med grå og mørk hud, lidt ligesom et panser der skulle beskytte hendes øjne hvis hun lukkede dem. Hendes hår var skilt ad af to lange horn der fuldførte rudeformen som trekanterne over hendes øjne havde startet. Hornene havde også samme grålige farv og pegede lige op i luften, så hun var nødt til at bøje hovedet for at bruge dem som våben. Hun havde blod i ansigtet og håret, så hun regnede med at det havde været tilfældet. Glimt af jagten forud for hendes tilfangetagelse skød igennem hendes bevidsthed. Døende heste og flygtende vagter. Hun rystede mindet af sig og fokuserede på det hun hørte bevæge sig bag hende. Hun lå rejst op på sine albuer og drejede hovedet for at se om hun kunne skille bevægelsen fra mørket. Det var noget tyndt der snoede sig over gulvet. Slange. Ordet rungede inde i hovedet på hende som hun sprang væk og endte stående på alle fire, lige så naturligt for hende som at stå på benene for almindelige mennesker. Hun havde tilpasset sine hofter og sine arme til at fungere så hun for øjeblikket gik som et dyr. Det var hurtigere når man skulle flygte. Slangen fulgte hendes bevægelser alt for naturligt og hun reviderede sine tanker og indså at hun havde groet en hale for bedre at kunne holde balancen. Konklusionen bragte hende ro og hun så igen rundt i cellen nu da hendes matte grønne øjne havde vænnet sig lidt til mørket. Hun mindede sig selv om at undersøge anatomien i katteøjne. Rummet var solidt og koldt, uden vinduer og med en tung dør. Hun sukkede, de vagter blev altså klogere, almindelige celler var intet problem for hende at flygte fra, men denne ville være en udfordring. Hun sukkede og gik forsigtigt rundt og undersøgte væggene. Der hang kæder fra den ene og på en anden hang noget der mindede om et kors med lænker til at holde arme ben og bryst fast. Hun gik hen til det og lugten af blod slog imod hende. Dette var ikke en almindelig celle, men hvad var det så? Hun rynkede brynene og lyttede. Ingenting. Hun var alene. Ingen fanger, ingen vagter, ingen overhovedet. Det var ikke unormalt at folk holdt sig langt fra hende fordi de frygtede at hende evne ville smitte, men fuldstændig isolation var sjælden. Hun beklagede sig imidlertid ikke, det gav arbejdsro. Hun gik hen til døren og skubbede lidt til den og kradsede lidt i overfladen. Det ville være spild af tid og kræfter at give sig i kast med at bryde den ned. Hun tvivlede også på at hun kunne med hendes nuværende smerter. Hun vurdere hvordan døren ville åbne og lagde sig på den side hvor hun ville være skjult længst tid muligt og faldt i søvn. Åbnede døren indad gemte hun sig bag den og åbnede den udad så gemte hun sig tæt ved væggen hvor åbningen ville komme. Hun skulle af med de smerter, som hun havde og genvinde sine kræfter, det bedste hun kunne gøre var at sove. Stilheden gjorde at hun hurtigt sov en dyb healende søvn der først blev brudt da hun hørte skridt på gangen. Lang tid nok efter til at hun næsten var smertefri. Hun blev liggende og trykkede sig mod væggen i cellen og ventede på at de kom ind til hende, som en tiger på lur. Hun kunne måske smutte lige mellem benene på dem hvis hun var heldig, det var lykkedes hende før. Hun satte fødderne mod gulvet og spændte let i musklerne, klar til flugten fra dette mærkelige sted. Hun sad fuldstændig stille og trak vejret fuldstændig lydløst. Hun var glad for at hun kunne sætte sit iltforbrug ned, for så behøvede hun heller ikke trække vejret så meget. Hun lukkede øjnene og lyttede til skridtene på gangen, hastige beslutsomme skridt. Denne person hun kunne høre var ikke en vagt, men hvem andre havde interesse i hende? Hun begyndte at blive lidt urolig for hvordan dette endte. Styrken der havde været sat ind for at fange hende havde også været ud over det sædvanlige, men hvem havde midlerne til enten at leje så mange vagter eller havde kommandoen over så mange? Hun kunne mærke uroen stige, almindelige vagter var nemmere at håndtere. Hun rystede tankerne af sig og trak sine instinkter frem fra den dybeste del af sit indre og holdt øje med døren og hørte opmærksomt efter lydene. Skridtene stoppede ved døren og hun holdt et sner af usikkerhed inde.

[Ciel Dé Ricéy]

Dagen inden...
Efter mødet med kongen var der egentlig ikke meget andet der fyldte hovedet på Ciel, men han havde dog stadig tid og overskud til at tage sig af de mere daglige problemer, også selvom nogle var værre end andre. Han havde brugt den sidste uges tid på at finde en måde hvorpå han kunne drage til MeRosal uden at det ville vække alt for meget opsigt, ikke fordi mange ville komme til at savne ham, det var han i hvert fald helt sikker på. Kongen var jo ligeglad med om han var der eller ej, han så jo helst at Ciel drog afsted hurtigst muligt, så snart at han altså havde ledt hele Talian igennem, eftersom at der var en mindre chance for at pigebarnet stadig befandt sig i Talian. Men taktisk set ville det være mere sikkert at tage hende ud af byen, eftersom at hverken Ciel eller kongen havde nogen magt udenfor disse mure.. Et suk var det eneste man kunne høre fra hans arbejdsværelse, som han vendte sig rundt på stolen og rejste sig op for at kigge ud i gården. Som han havde kiggede for noget tid siden, da Yaya og Caleb drog afsted med MeRosal. I det mindste var de ude af fare, hvis der lige pludselig skulle ske noget voldsomt i Talian. Der var jo mutanter nok at tage sig af, så han havde ikke tid til at sove eller noget. Også selvom hans tjenestefolk ofte tvang noget mad ind på hans arbejdsværelse, så blev det sjældent rørt, derfor kunne man også se en bakke stå for enden af bordet. Den var ikke blevet rørt også selvom duften trak igennem de fleste af hans tanker, så mente han at det var bedst at holde sig fokuseret på målet. At finde Talija og bringe hende tilbage i sikkerhed på sit værelse også selvom hun helt sikker var imod dette. Pigebarnet ville jo bestemt ikke lytte, til ham, som hendes forældre gjorde.

Lige pludselig bankede det på døren og ind farede en vagt, der var mere eller mindre forpustet. Han lod ikke til at bide mærke i, at han faktisk bare var brast ind uden at vente på svar fra Ciel. Derfor så Ciel også mere eller mindre irriteret på vagten, der forsøgte at få vejret.
"003 0666 er set i vest"
var mandens eneste ord. Ciel rettede straks hovedet mod vagten, som endelig kunne trække vejret almindeligt. Ciel havde godt hørt om denne mutant, men aldrig set hende i auktion, så det eneste han vidste om hende, var at hun ofte var stukket af fra vagterne og at hun var farlig.. Og nu hvor de endelig havde spottet hende, så var det bare med at gribe chancen og forsøge at bringe hende bag tremmer resten af hendes liv, hvis de da ikke fik muligheden for at henrette hende. Han knurrede hænderne sammen og lukkede de forskellige dokumenter sammen for at pakke dem ned i en skuffe i hans skrivebord. Han vendte blikket mod vagten og nikkede en anelse.
"Kald dine mænd sammen"
beordrede han hårdt, som han rodede rundt ned ved skufferne og låste den nederst skuffe op, som han trak en sort bog op og stak den ind i jakkens foer. Han rejste sig op og så til imens at vagten farede ud af palæet og straks begav sig mod slottet. Nu skulle det ske, det pigebarn var farligere end normale mutanter, i hvert fald efter hvad han havde fået at vide og set igennem tiden, når hun var blevet konfronteret af vagter. Han gik hen til døren og bevægede sig nedenunder efter at have låst døren godt efter sig. Nok havde han sin bog på sig, men han ønskede stadig ikke at få besøg på sit arbejdsværelse. Da han kom ned i gården, kunne han høre hove mod brostenene i stalden. Ciel smilte en anelse, som han gik ind i stalden og så Cáel stå og vrinske til ham, som han bankede lidt på lågen til sin fold. Ciel nikkede roligt og åbnede op for hans fold, som den stolte hest sprang ud af folden og gik lidt rundt om ham, før den prikkede til hans side, hvor bogen var.
"Du kender mig, Cáel"
sagde han kort, som han fik gjort hingsten klar og hurtigt red ud af stalden mod vest, hvor flere vagter havde samlet sig foran indgangen til det fattige område, hvor han dog hadede dette sted. Han gik hen til en vagt og forklarede ham alvoren og hvordan de skulle gribe denne situation an. Og selvfølgelig sende bud efter ham, når jagten var overstået. Han havde ikke tænkt sig at blande sig i jagten, eftersom at det bestemt ikke var noget han tog del i, det havde han jo folk til. Vagten nikkede, alle vagterne spredte sig ud over området. Ciel selv begav sig mod slottet for at tage en sidste snak med kongen omkring Talija.

■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■

Oppe på slottet var der ikke særlig meget at se til, eftersom at det jo ikke var alle der vidste, hvad der i det hele foregik, hvilken i vest eller omkring eftersøgningen i hele Talian. Alle var dog under opsyn, hvilket var yderst tilfredsstillende for Ciel, for på den måde blev alle hjem undersøgt og ingen ville kunne skjule sig længere. En undersøgelse han havde ledt længe efter, eller bare en grund til dette. Han red ind i gården, hvor Cáel blev ledt mod den kongelige stald, som han selv bevægede sig mod slottets hovedindgang og så lettere tilfreds til, som en mutant blev bragt til porten, halv forrevet af toturen.. Man havde jo blot haft en mindre mistanke til at denne person havde en forbindelse til prinsessens kidnapning, men da dette ikke var tilfældet, var personen blevet løsladt. Ikke dermed sagt at personen var fri, for der var spioner nok i Talian til at holde opsyn med sådanne typer. Mutanten blev dog kun ledt hen til den anden side af porten før at han måtte bukke sig i støvet, bogstavligtalt, som han blev smidt hen af jorden og porten lukkede.

Nu..

"Hr. Dé Ricéy"
lød det på den anden side af døren indtil hans arbejdsværelse på slottet, som han rettede blikket op fra nogle få dokumentet, hvor han havde skrevet et referat af mødet med kongen ned. En mand der var villig til at gøre hvad som helst for at få hans datter tilbage.
"Kom ind, men kun hvis det er vigtigt"
kom det lettere koldt fra ham, som han sad midt i arbejdet og faktisk ikke ville forstyrres, derfor gik der også noget tid før at døren rent faktisk blev åbnet. Man skulle tro at Ciel var træt, som han faktisk havde været vågen natten over for at sikre sig at der ikke var noget han havde overset.. Men han virkede ikke det mindste træt, da skikkelsen af vagten endnu en gang trådte ind i døren. Han bukkede roligt, som han så lettere forpustet ud..
"003 0666 er fanget, men er først nu kommet til bevidsthed"
sagde han med en tør stemme, som han jo egentlig havde haft en hård jagt og ikke var klar over hvad de alt havde mistet igennem den lange jagt. Men han var dog klar over, at hun var blevet fanget også selvom udsigterne ikke havde været til det. Ciel rejse sig hurtigt op og stillede pennen fra sig, som han gik forbi vagten og nærmest gav tegn til, at han skulle føre ham til hende.

■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■

Det var ikke fordi Ciel var bange for at møde hende, hvilket også kom til udtryk i hans bevægelser og i det hele taget den måde han gik på. Han var beslutsom og bestemt, som han ikke ville vende Talian ryggen og helst så denne pige henrettet for øjnene af hele byen, dog var han bange for at det var alt for risikabelt, hvis hendes evne virkelig ikke var mulig at sætte en stopper for. Derfor skulle han også lige se pigebarnet an først. Han kunne sagtens se hendes celle, som han nærmede sig den, men det der overraskede ham, var der ingen vagter var i nærheden.
"Lader I hende bare være ubevogtet, fjolser?!"
snerrede han en smule, som han endte med at stoppe op foran døren til cellen. Han var ikke særlig tilfreds med, at der ikke var nogen vagter til at holde øje med hende.. Det var yderst frustrerende, men det var også for sent nu, at gøre noget ved det. Han foldede hænderne på ryggen, som han forsøgte at lytte til om der overhovedet var nogen bevægelse inde i rummet. Han ville ikke gøre noget dumt og lade hende smutte lige med det samme. Den ene vagt valgte lige pludselig at banke hårdt på døren, da der var helt stille og begyndte at råbe op om der var liv i hende. Ciel greb straks fat i hans arm og trak den væk fra døren.
"Lad dog pigebarnet få noget søvn"
sagde han lettere irriteret på vagten, der kiggede yderst uforstående, for var det ikke meningen at Ciel ville undersøge hende eller måske få hende til at snakke, så hvorfor lade hende sove? Men han havde nu sine egne planer, for han havde hørt en del om hendes evne og ville helst ikke træde ved siden af fra start af.

[Zearia Kiélion]

Zearia havde stadig ondt i kroppen, søvnen havde ikke fjernet det helt og hun prøvede stilsiddende at varme sine muskler op så de ikke gjorde så ondt. Det var akavet, men hun ville helst ikke bevæge sig så de kunne høre hvor hun var. Derimod lyttede hun opmærksomt til alt ude på gangen, og lukkede tilmed sine øjne for at forstærkte denne sans. Hun havde mest ondt i armene, og det var ikke godt hvis hun skulle angribe nogen. Desuden var musklerne i hendes ben stadig godt trætte. Hun kunne ikke holde til nogen længere jagt efter hun slap fri fra dette sted. Stedet lugtede også anderledes end det sted hun normalt blev holdt fanget. Ikke fordi hendes lugtesans var muteret, men de lugte der sprang i øjnene var ikke de samme. Desuden lignede cellen her ikke noget hun havde set på hendes talrige flugte fra det andet sted. Men de havde måske indset at det andet sted ikke var nok til at holde hende. Det irriterede hende, og hun mindede sig selv om ikke at lade sig fange igen efter dette, siden det nu også blev svært at slippe væk igen.

Zearia lå på lur ved døren og lyttede efter sine besøgende, en mand, en hun ikke kendte bare ud fra stemmen, skældte den anden ud for at have ladet hende være alene. I enhver anden celle ville hun også allerede havde flygtet. Og havde hun fået lov til at komme til kræfter havde hun nok også kunne bryde ud af denne. Hun kunne mærke at hun spændte i kroppen pga. denne fremmede og hun prøvede at slappe af, uden held. Skridtene nærmede sig men stoppede så. Zearia rettede sig undrende lidt op og lyttede opmærksomt. Hun fik derfor et chok som det blev banket på og lyden rungede rundt i cellen og hun for tilbage og stødte mod væggen og satte flere kæder i bevægelse. Pis. Hun lyttede lidt efter deres reaktion, men vagten blev blot stoppet og fik besked på at lade hende sove. Sove? Havde de bragt hende her for at lade hende komme til kræfter? Højst usandsynligt. Nå ja, når hun nu havde gjort opmærksom på at hun var derinde kunne hun lige så godt gøre det ordentligt. Hun muterede noget i sin hals og udstødte et rædselsvækkende og rasende brøl mod døren. Et brøl der fik hende til at lyde meget større end hun var. Kunne hun skræmme dem væk til hun var helt smertefri ville mutationen være det hele værd. Endnu et brøl efterfulgt af en truende knurren fuglte det første og traskede frem og tilbage foran døren som en løve i et bur og lod kløerne ridse over gulvet. Hun ventede på at de skulle åbne døren, så hun kunne vise hvor farlig hun egentlig var. Egentlig ønskede hun ikke at de åbnede døren, men i stedet at de gik deres vej. Dog virkede den ene af de to mænd anderledes end vagterne, og han lød ikke som om han var bange. Hans skridt og hans stemme flød næsten over med selvsikkerhed og ro. Det behagede hende ikke. Hun brølede af dem en sidste gang og lod så cellen henfalde i stilhed. Fuldstændig stilhed, herefter bevægede hun sig lydløst hen på en angrebsposition hvor de ikke ville kunne se hende hvis de åbnede døren og så ind. Hun ville ikke angribe dem direkte, specielt ikke denne mærkeligt rolige mand. Noget sagde hende at hun skulle holde sig langt væk fra ham, et instink, hun vidste blot ikke at det var hendes overlevelsesinstinkt. Ikke endnu.

[Ciel Dé Ricéy]

Det var ikke ligefrem alle vagter, der var født til jobbet som mutantjægere, men det var jo nok heller ikke det de havde meldt sig til denne gang, dog vidste de fleste godt, at når det kom til Ciel, så handlede de for det meste om mutanter eller prinsessen og det var slet ikke noget at spøge med. Han tog det hele meget seriøs, lige som denne situationen, så det passede ham egentlig ikke at vagterne blandede sig på denne måde, men på den anden side, så ville han helst være på den sikre side og ikke være alene med hende. Selvom det måske ville være smartest at tage en snak med hende selv. Noget han lige skulle overveje først, men egentlig ville han gerne vide mere om hendes evne, før at han overhovedet bevægede sig derind.. Han skulle jo være sikker på, at han ikke gik ind i en fælde..
Ciel bakkede en smule tilbage fra døren, som han hurtigt rørte den modstående mur, fordelen ved denne fangekælder var jo netop at vægge ikke var særlig brede, så det var faktisk nok at lade en mand stå på gangen for at spare den, medmindre det var et mindre barn, der kunne flygte imellem benene på en, så krævede det nok 2. Han lod blikket hvile mod døren, som han blot overvejede hvordan de skulle gribe dette an.
Det at lyden indefra cellen spredte sig efter at der var blevet banket på, bekræftede blot for ham at hun stadig var derinde og ikke flygtet i mellemtiden, hvilket er blot var glad for ellers var det nok gået ud over vagten, som havde dummet sig. Vagten skulle lige til at bevæge sig hen til døren for at lytte til hendes placering, da han ellers blev overrasket af et voldsomt brøl. Det var så slemt at han faldt bagover og endte på røven ved siden af døren. Han rystede en anelse, som han kom til sig selv og Ciel blot stod og rystede på hovedet.
"Ynkeligt.."
mumlede han en smule for sig selv, som han gik hen til døren og lagde hånden mod håndtaget.. Nøglen havde han fået på vej derned.. Af vagten, som nu var tæt på at pisse i bukserne, og det gjorde det bestemt ikke bedre at der kom endnu et brøl fra cellen efterfulgt af en faretruende knurren. Et smil gled over Ciel læber, dette skulle nok blive underholdende.. Det at lyden fra gulvet nærmest skar igennem trommehinderne i øret på dem alle, fik vagten til at bukke sig en anelse og holde sig for ørerne, imens at Ciel endte ud med at knibe det ene øje sammen. Det sidste brøl var nok til at vagten afgav et mindre skrig af frygt for hvad der mon gemte sig i cellen, for de havde da kun sat et mindre pigebarn ind i denne celle eller havde de fejlbedømt 003 0666? Ciel lænede sig op af døren, som han trak den sorte bog frem.
"Okay, lad mig så høre, hvad vi ved"
sagde han beordrende, som vagten ikke kunne tage sig sammen, men blev nød til dette, da Ciel så lettere utålmodig på ham. Derfor kom vagten også endelig på benene igen og sank en klump, som han forsøgte at koncentrere sig.
"Eftersigne skulle 003 0666 blot være et pigebarn med hvidt hår og grønne øjne. Andet ved vi ikke, udover at hendes evne tydeligvis ikke er set før"
fik han nærmest frem stammet, som han lige skulle komme sig over chokket, men det hjalp muligvis ikke at cellen lige pludselig var blevet så stille igen. Ciel nikkede dog til vagtens ord, som man svagt kunne høre en fyldepen glide hen over det tørre papir i bogen.
"Så lad os komme igang"
ordene var beslutsomme, som Ciel fjernede sig fra døren og satte nøglen i låsen uden at dreje den rundt.

[Zearia Kiélion]

Selv uddannede mutantjægere havde deres hyr med Zearia, under jagten var hun tit mere dyrisk end menneskelig, og selvom hun ikke ønskede det havde hun allerede taget mange liv. Dette havde dog bidraget til rygterne om hende der ofte fik folk til at løbe skrigende væk når de så hende. Denne organiserede tilfangetagelse undrede hende, for det var sjældent at vagterne lagde sig i kast med hende og da slet ikke så mange af gangen. Men så igen, de færreste gik i kødet på hende alene, specielt fordi de færreste bare nærmeste sig hende alene. Alt dette takket være rygterne og hendes handlinger. Det passede hende fint at være så meget alene som hun var, men ikke mange af rygterne om hendes personlighed passede, men rygterne startede jo også ofte med folk der havde konfronteret hende i kamp, eller bevidnet en lignende konfrontation.
Hendes evne var specielt ikke noget at spøge med, men den hang uhjælpeligt sammen med hendes personlighed og fulgte hendes tankegang, så forstod man den havde man altid en bedre chance mod hendes evner.
Zearia var godt nok ikke et barn mere, men hun bevægede sig omkring på alle fire, så måske kunne hun være heldig at løbe mellem benene på en sådan vagt der spærrede hendes vej. Men de fleste vagter flyttede sig som regel, specielt hvis hun rettede sine kløer eller horn i deres retning. Ellers flyttede hun dem.
Med hensyn til at hun stadig opholdt sig i cellen så behagede det hende skam heller ikke, men der var hverken vinduer eller huller i cellen, så hendes eneste vej ud var den tykke dør, og den havde hun ikke haft kræfter til at smadre. Men måske behøvede hun det ikke, hvis manden var dum nok til at åbne døren for hende så var hun den der var smuttet.
Hendes brøl lod til at have den ønskede effekt, i hvert fald på en af dem, for hun hørte kun et bumb. Zearia irriterede sig over den rolige fremmedes nedladende ord, hun forventede ikke de var rettet mod hende da hun havde hørt vagtens skræmte reaktion, men det betød også at det ikke virkede på ham. Hun genovervejede, men fortsætte sin skræmmetaktik. Der virkede upåklageligt på vagten, men den fremmede tog sig ikke af hende. Hun sukkkede indeni og tænkte i sin stilhed på hvordan hun kunne få ham til at ombestemme sig mht. at komme derned. Vagten lod i den grad til at ønske sig et andet sted hen, og han fulgte hendes plan til punkt og prikke, bortset fra slutningen hvor hun egentlig havde forventet de ville lade hende alene. Det havde virket før, men ingen havde tydligvis ville nedlade sig til at fortælle at en mutantpige havde skræmt livet af dem fra sin celle. Måske var det også derfor de havde så få oplysninger om hende. Hun lyttede opmærksomt da vagten remsede oplysningerne de havde op. Ikke mange men fuldstændig korrekte. Hun skar en grimasse af ærgelse, hellere mange forkerte oplysninger end få korrekte. Hun rynkede brynene lidt da kommentaren omkring hendes evne lød. Hun så overrasket på døren. Var hendes evne speciel? Hun kiggede ned på sine muterede hænder. Det var måske derfor de jagtede hende så meget, fordi hun var en speciel mutant. Irriterende, det var bestemt ikke noget hun havde lyst til skulle fortsætte. Hun måtte lære at bruge sin evne i større omfang hurtigt, for at slippe for tilfangetagelserne. Hun grublede over det, men havde ingen ide om hvordan hun udviklede sin evne.
En lyd rev hende ud af sine tanker, hvad var det for en kradsende lyd? Hun lagde øret mod døren og lyttede intenst. Hun genkendte lyden fra sin barndom, men det var snart mange år siden, så hun kunne ikke på stående god finde forbindelsen. En af mændende bevægede sig da lyden stoppede og Zerra trak hovedet til sig igen.
Zearia havde hørt noget stof glide mod døren tidligere og kunne stadig mærke en vægt blive tilført da hun havde hånden på den anden side af døren. Hun trak sig lidt væk og lagde al sin vægt i da hun sprang frem og hamrede hænderne så voldsomt mod døren at hele væggen næsten rystede. Hvorfor gik han ikke? Hun kunne høre på vagten at han helst ville være smuttet hvis ikke for denne rolige og mildt belastende fremmede. Hun knurrede irriteret og gjorde sit bedste for at holde sin begyndende frustration ude af lyden. Hun rev klørerne ned af døren som han stadig stod lænet og ad og brølede igen, denne gang helt tæt på døren og lige bag Ciel. Så flyttede han sig og hun troede et sekund han ville gå men så kunne hun høre ham arbejde med låsen. Hun sukkede indeni og sneg sig på lur, hvis han havde tænkt sig at konfrontere hende nu, ville hun gøre sit bedste for at smutte fra ham. Hun ønskede jo faktik ikke at slås med dem, ethvert drab hun havde begået var som følger af et angreb på hende. Denne mand ville få samme nådesløse behandling hvis han bragte kampen ind på hendes bane. Hun ventede.

[Ciel Dé Ricéy]

Det morede egentlig Ciel lidt, at se hvordan vagten opførte sig, hvilket blot fik ham til at tage sig endnu mere sammen om at koncentrere sig om hvad der egentlig skulle ske og ikke hvad mutanten prøvede på at gøre. Han var jo klar over at hun var farlig, men det skulle ikke stå i vejen for hans undersøgelser. Ciel var trods alt meget interesseret i mutanter, ikke at det var godt for de mutanter, han fik mulighed for at undersøge, men det var godt nok for deres viden omkring hvad de var oppe imod, skulle der ske et oprør. Der gik ikke lang tid før at vagten begyndte at gå baglæns, han havde virkelig ikke lyst til at være der. Hvilket blot fik Ciel til at virke endnu mere irriteret, som han bevægede sig hen til vagten og lagde en hånd mod hans skulder.
"Hent nogle afløsere før du smelter helt af skræk og luk porten ned, efter de er gået ind."
beordrede han uden at blinke, som vagten næsten kiggede taknemmeligt på ham og straks løb væk fra cellen, som Ciel sukkede opgivende og vendte ryggen fra gangen. Han så en smule undersøgende på døren, som han blot var glad for at den overhovedet kunne holde hende inde. For nu. Det var ikke fordi han var bange, men han havde måske været mere tilfreds, hvis han havde haft mulighed for at se ind i cellen uden at åbne døren. Det måtte han ellers lige overveje.
Der gik ikke lang tid før at Ciel kunne høre vagterne nærme sig, samtidig med at et højt bump lød længere væk fra cellen, faktisk var der to, som fangekælderen blev lukket af.. Han ville virkelig være sikker på at denne mutant ikke stak af, så ville han i det mindste ikke kunne tilgive sig selv. Derfor nikkede han også for sig selv, da han så vagterne komme om hjørnet. De var tydeligvis forberedte, mere end den anden vagt. De bar en tung rustning og havde deres skjolde med, hvilket fik Ciel til at smile tilfreds.
"Udemærket, I sørger for at hun ikke stikker af"
sagde han hårdt, som han vendte sig mod døren og hurtigt drejede nøglen om før at den blev gemt væk i hans jakke. Hvor han også havde gemt bogen. Døren blev dog endnu ikke åbnet før at vagterne havde stillet sig klar rundt omkring ham eller blot blokerede for døren, så hun ikke kunne flygte imellem benene på dem. For det var jo sket før? Desuden så var skjoldene med til at spærre den smalle gang.

Håndtaget blev roligt dreje rundt, som låsen sagde klik og døren gik op.. Døren åbnede ud af, men det var Ciel godt klar over, som han straks spærrede udgangen. Bag ved ham havde vagterne næsten lavet en mur med deres skjolde, så hun virkelig ikke kunne få noget ud af det. Medmindre at hun brassede igennem dem alle sammen.. En fakkel blev rakt til Ciel, som han gik ind i rummet og forsøgte at finde hendes skikkelse. Men det syn der mødte ham kom virkelig bag på ham. Han stod til at starte med helt mundlam og blot stirrede på hende, som det monster han ikke ønskede at se. Han vendte irriteret blikket mod vagterne.
"Hvad fanden er det?!"
sagde han lettere skuffet, som han dog vendte blikket mod pigen eller monsteret. Han valgte at sætte faklen op i en holder ved døren, som han tog sig god tid til at betragte hendes skikkelse også selvom den var afskyelig. Vagterne lod døren stå åben bag ham, i tilfælde af at hun endte med at angribe ham, så skulle de jo kunne hjælpe, også selvom det i sig selv virkede umuligt, selvom med den form for udrustning. Ciel blev egentlig stående henne ved døren også selvom han ikke var helt sikker på, hvor det var sikkerest for ham at stå hvis hun nu valgte at angribe, det var vel bedst at blive smadret mod vagterne og deres skjolde, som den hårde mur, cellen var bygget af. Han trak en smule på læberne, som han forsøgte at bekræfte de oplysninger der var blevet givet ham for ganske få minutter siden. Da det var sandt, så gav han sig til at undersøge hendes krop.. Kun med øjnene, som han ikke ville nærme sig denne forfærdelige skabning.
"Der er intet menneskeligt over den"
kom det frastødende fra en af vagterne, som tydeligvis gemte sig bag ved skjoldene eller det gjorde de faktisk alle sammen. Som var de virkelig bange for at kigge på hende. Ciel var dog nød til dette, da han skulle være sikker på, at de kunne fastslå hendes evne og måske finde en måde at bekæmpe hendes evne på. Men han havde virkelig ikke set noget lignende, så han skulle lige vænne sig til det.

[Zearia Kiélion]

Stod Talian overfor et oprør ville Zearia ikke deltage som kæmper for nogen af parterne. Det mest sandsynlige var at hun ville forlade byen til det var overstået. Hun kæmpede ikke for andre end sig selv, det var nemmere på den måde. Desuden kunne mutanerne, eller i hvert fald de fleste af dem, lide hende lige så lidt som menneskerne. Hvis ikke mindre. Hun havde ikke lyst til at kæmpe hverken for eller med dem. Derfor irriterede det hende også at mutantvagterne jagtede hende. Hun var kun farlig fordi de bød hende at være det.

Der lød skridt på gangen som vagten og den fremmede bevægede sig rundt derude, intet forbigik hendes opmærksomhed, men hun blev skuffet da skridtene stoppe og ikke fortonede sig ned af gangen. Zearia lyttede som vagten hastigt forlod stedet, han gik altså ikke før den rolige af dem havde givet ham lov. Hun stod altså snart overfor en der havde komando over vagterne, havde hun provokeret en kaptajn eller general på nogen måde. Hun tænkte sig om men kunne ikke komme på noget. Hun kendte ikke meget til soldaterrangeringen, men tvivlede på at det var noget højere end en general der var kommet for at 'undersøge' hende. Hun medtog i sin plan at denne herre nok forstod sig på taktik, men det var også det der havde fanget hende tidligere. Hun tænkte sig om. Hvor lang tid var der gået? Hun havde ingen tidsfornemmelse inde i cellen, og hendes lange bevidstløse perioder hjalp ikke. Snakken om en port blev tydelig for hende da hun hørte de dæmpede bumb ude på gangen. Pis altså! Sådan en port var yderst umulig at smadre, for slet ikke at tale om at komme forbi den. Hun kunne høre raslende skridt som flere personer nærmede sig. Fedt, hvis de bar rustning skulle hun enten mutere sin kløer igen eller slå hårdere. Hun sukkede lavt for sig selv. Zearia spidsede ører som der var tale ude på gangen igen. Stikker af? Han havde høje forventninger omkring hende kunne man høre, men hun var jo også god til at stikke af. Hun smilede kort for sig selv.

Hun kunne godt have skubbet døren op indefra så snart han låste den op, men at kaste sig lige i armene på dem virkede som en utroligt dårlig ide. Hun ventede tålmodigt som døren åbnede og skabte en mulighed for hende indtil Ciel stak en fakkel ind i rummet. Zearia lukkede øjnene mod det pludselige lys. Hun havde ikke medregnet risikoen for at blive blændet, og denne faktor bræmsede hendes overraskelsesangreb fra siden. Hun lukkede ansigtet og vendte hovedet væk fra lyset som hun tydeligt blev blændet inden hun prøvende åbnede et øje og så på Ciel. Dette var altså den selvsikre rolige mand hun havde hørt på gangen. Han virkede lidt fra koncepterne ved synet af hende. Selv betragtede hun ham roligt fra sin plads ved væggen. Hun lyttede til ham og løftede hovedet lidt og så op på ham. Hendes hvide hår var praktisk talt ikke hvidt mere pga. alt det blod og hendes ansigt var også plettet af det. Hendes hænder var også smurt ind i en blanding af menneske og hesteblod. Hun virkede upåvirket af det som hun betragtede ham. Hun sukkede ved hans ord, "hvis han har fat i den forkerte bliver jeg irriteret" kommenterede hun tørt med den dyriske tone over sin stemme der havde gjort hendes brøl mulige. Hun talte med sig selv og rystede på hovedet mens hun talte lavt. Hun tog ikke hans frastødte tone eller blik som en fornærmelse, hun var efterhånden vant til dårlig behandling. Havde han rost hende havde det nok givet mere udslag hvis han havde forventet en reaktion. Hans reaktion var også forståelig som hendes lemmer var muteret til et sted mellem normal og ukendelig. Hun lignede en hornet varulv uden spidse ører eller spids snude. Og så med langt hår. Som hun lå halvt på siden ved væggen så hun måske mindre abnormal ud end da hun rejste sig. Zearia fnøs over deres kommentar omkring hendes umenneskelighed. Allermest havde hun lyst til at snerre, men et fnys virkede som en bedre ide på baggrund af deres kommentar. Selvfølgelig var hun ikke menneskelig, hun var en mutant. Hvad pokker havde de forventet. Hvis de ville se på mennesker måtte de altså fange mennesker. Hun rejste sig fra sin liggende stilling og nærmede sig roligt, ikke tale om at hun ville blive derinde med disse fremmede mænd. Hun knurrede dybt i halsen som hun nærmede sig med et tydelig flyt-jer-inden-jeg-gør-det kropssprog og langsomme velovervejede skridt. Lidt efter kunne hun se vagterne på gangen, flere der var bange for hendes evner konkluderede hun. Konfrontation var uundgåelig hvis hun ville ud på sine egne premisser, så hun kunne lige så godt få det overstået og for en gangs skyld tage initiativet. Hun bøjede sig lidt tilbage og lagde an til et spring. Hun havde ikke muteret sin krop til at springe som en drøm, men den skulle nok kunne flytte hende de par meter der var mellem dem. Hun vurderede hurtigt situationen som hun sad der, der var ingen tvivl om hvem der var vagt og hvem der ikke var, men mærkeligt nok så manden uden rustning mindst sårbar ud. Alligevel havde vagterne en tydelig fordel fra deres position ude på gangen og hun vendte sine grønne øjne mod Ciel, herinde var hans muligheder begrænsede, og hun spottede ingen våben på ham. Var manden et fjols eller var dette en mærkelig form for henrettelse? Hvis så ville han nok ikke være så rolig, medmindre det var hans eget ønske. Nå hvis det var tilfællet ville vagterne nok ikke blande sig og så måtte hun tænke i nye baner. Hun tog alligevel chancen og satte i et spring imod Ciel med kløerne først, for at se om vagterne kom ind i cellen til dem eller smækkede døren mellem dem selv og cellen. Kom de ind kunne hun være heldig selv at smække døren bag dem og så finde en vej ud. Til trods for de tunge bumb hun havde hørt mens vagterne havde nærmet sig, som hun gættede på var forhindringer.
Hendes angreb gav Ciel to muligheder hvis han ville undvige, ind i cellen eller ud på gangen igen. Og så var han lige vidt. Hendes spring havde givet bedre højde end hun havde forventet og hendes kløer var ud for hans bryst da hun hastigt nærmede sig.

[Ciel Dé Ricéy]

Man kunne aldrig være sikker, specielt ikke når det kom til mutanter, de var jo langt fra til at stole på. Ciel vidste ganske udmærket, at de ikke var til at stole på og specielt ikke efter at hans søn næsten var blevet udsat for mutanternes beskytter, uanset om der var sket noget eller ej, så var de farligt at nærme sig disse væsner. Og nu hvor han havde set 003 0666, så var han ikke i tvivl om at man skulle træde varsomt i byen, nu hvor det ikke var muligt at udrydde dem alle på en gang, det var en længere process. Desværre..

Det var ikke fordi Ciel var særlig tilfreds med situationen, han havde måske haft det bedre, hvis vagterne havde fået lænket hende fast til væggen og han kunne komme tættere på for at undersøge hende. Men det havde de jo tydeligvis ikke haft modet til, også selvom hun havde været bevidstløs, så han måtte se sig til takke med det han havde lige nu. Rummet var jo ikke særlig stort, så der var ikke særlig mange steder at gemme sig og heldigvis var faklen med til at lyse det meste op, så hun ikke kunne overraske ham fra et helt mørkt hjørne. Så egentlig burde hendes bevægelser ikke komme bag på ham, men han kendte hende jo heller ikke, så han vidste ikke hvor hendes tankegang ville lede hende hen. Dog var han tilfreds, da hun så ud til at være blevet blindet en anelse af faklen, for han havde næsten været klar på, at hun ville angribe, så snart at døren blev åbnet.. Så lidt lettet var han måske? Ikke fordi han havde forventet lige netop dette, eftersom at udseendet bestemt kom helt bag på ham. Han var slet ikke klar over, at hendes evne var så fysisk som den var. Det var utroligt og også fascinerende hvad hendes krop kunne blive udsat for. Hvilken smerte, der forhåbentlig fulgte med. En fryd for øjet.
Hendes ord bragte blot et koldt smil frem på hans læber, som vagten rystede en smule på hovedet og egentlig ikke vidste hvor han skulle gøre af sig selv, for han var sikker på, at han havde fanget 003 0666, det var der heller ingen tvivl om, når man så hendes evne an og hvad hun kunne stille op med flere vagter på en gang. Det var blodigt og farligt, uanset hvordan man nærmede sig hende.
"Jeg er slet ikke i tvivl om at du er den rette, 003 0666"
sagde Ciel med et tilfreds smil på læben, som hendes ord ikke rørte ham synderligt, andet end at han ville sørge for at hun ikke følte sig malplaceret, selvom hun nok ikke følte sig særlig godt tilpas i denne fangekælder. Men det havde nu været det bedste sted at placere hende, for han ville bestemt ikke løbe den risiko at tage hende med til palæet og hans kælder. Den var langt fra sikker nok og den havde stadig en mindre duns af indtørret blod. Hvilket ikke kunne være særlig rar at arbejde i for ham. Idet at hun faktisk valgte at rejse sig op og bevæge sig mod dem, bevægede Ciel sig ikke det mindste, som hun bestemt ikke skulle tro at hun bare kunne gå derud fra. For han var langt fra færdig med hende. Han så dog en anelse undrende på hende, da hun bøjede sig tilbage og lagde an til en spring? Hvad havde hun egentlig gang i? Ville hun springe sig derud fra, hvordan skulle det ikke gå? Han vendte sig mod vagterne, der var klar til at spærre døren, så hun i det mindste ikke kom den vej. Han nikkede tilfreds og vendte blikket mod hende igen.
Hendes angreb kom muligvis ikke bag på hende, da han umiddelbart lignede den der var mindst forberedt på dette møde. Dog var det jo ofte sådan et udseende kunne bedrage, lige med bortset fra hendes udseende, da det jo tydeligvis afslørede hendes intentioner om at angribe ham først i et forsøg på at skabe kaos. Ciel stak hænderne ned i lommerne, som han lignede en der var klar til at tage imod hendes angreb og egentlig ikke havde i sinde at flytte sig. Dog endte det ud med at han trak noget op af lommerne. De velkendte pile.. Han ville ikke bare sådan undvige og skulle helt klart gøre et modangreb, før at han ville flytte sig bare en anelse for at undvige hendes kløer. Pilene var svære at få øje på, da de ikke var tykkere end nogle få millimeter, hvilket gjorde dem svære at se, når de først blev kastet, hvilket Ciel også gjorde. Hun var jo ikke ligefrem den eneste som havde studeret anatomi.. Han vidste godt hvordan han kunne gøre mest skade med selv den mindste genstand. Som han sigtede efter hendes sårbare og blottede steder, eftersom at han ikke kunne gøre noget ved hendes ansigt, som det så mere eller mindre beskyttet ud fra hans vinkel af. Nålene strøg mod hendes skuldre omkring kravebenet og forsøgte at snitte hendes hals.. Han var ikke sikker på om det overhovedet var nok, derfor endte han også med at råbe til den ene vagt, som denne kastede sit skjold imellem dem. Ciel selv nåede kun lige at gribe fat i skjoldet og holde det på afstand af sin krop, så hendes kløer ikke ville kunne nå ham, hvis de gik igennem metallet. Men han var dog ikke sikker på, hvilket kræft hun kom med, dog havde han rettede fødderne ud til en mere stabil stilling. Blot i håb om at han ikke ville vælte, for flytte sig og gøre hvad hun var ude efter, havde han ikke tænkt sig. Så hellere stå i vejen.

[Zearia Kiélion]

Selvom Zearia havde kunnet læse hans tanker så havde et ikke betydet meget for hende at han nu ville være mere varsom. Hun var faktisk kun interesseret i at han lod hende gå og så lod hende være igen. Hun var ikke udpræget egoist, men hun kunne ikke være mere ligeglad hvilken skæbne denne mand betød for andre mutanter. Hun kæmpede kun for sig selv og sin egen frihed.

Hvorfor vagterne ikke havde lænket hende kunne Zearia heller ikke svare på, man skulle tro det ville være mest logisk med en farlig mutant. Men de færreste turde være i rum med hende ret længe af gangen, og endnu færre rørte frivilligt ved hende. I sidste ende kunne en berøring også vække hende og starte en panisk modreaktion. Hun var imidlertid glad for den lille fordel det gav hende ikke at være bundet og at være uden sår der kunne distrahere hendes opmærksomhed. Det var nok både den største fordel og ulempe ved hendes evne, det med at kunne heale sår, men samtidig ikke tænke på andet før det var gjort.
Hendes fysiske mutation lod til at påvirke ham mere end hvad han ville være ved og hun betragtede ham roligt da hun genvandte synet efter at være blevet blændet. Men efter at være kommet sig over chokket lod hendes evne til at falde ud til hans interesse, ikke noget hun var sikker på at hun brød sig om. Hvad var det for en forskruet mand hun havde gjort sig uvenner med. For det var da derfor hun nu sad fanget var det ikke? Eller havde han andre intentioner ved at fange hende? Hun så vurderende på ham med de matte grønne øjne gennem beskidte lokker af hvidt hår. Hun åbnede munden for at rette hans brug af nummeret til hendes rigtige navn men stoppede sig selv, jo mindre han vidste jo bedre, så hellere blive kaldt 003 0666 for en stund. Hendes intention var tydelig, specielt grundet timingen for hun lod ham dårligt nok tale færdig før hun gjorde mine til at rette ham, resten af sætningen havde hun ingen kommentarer til. Men en tanke ramte hende alligevel, den rette? Til hvad?
Fangekælderen gik hende ikke så meget på, men det med at være lukket inde var ikke noget hun var fan af. Livet i vest havde gjort hende midre kræsem med hvad hun kunne opholde sig i og hvordan forholdene var, hendes hule var et særsyn, men den var også svær at holde hemmelig.

Springet havde ikke den forventede effekt på den fremmede, han forblev rolig og flyttede sig dårligt nok da hun pludselig kom farende imod ham. Det gjorde så bare at hun besluttede at fortsætte bevægelsen som et angreb. Hun registerede at han stak hænderne i lommerne, men ikke at han trak noget med op igen før ham kastede dem. Zearia skar en grimasse som de tynde nåle skar igennem hendes hud ved halsen og skuldrene, enkelte blev siddende men heldigvis ikke i halsen. Vagterne havde frarøvet hende sin kappe og derfor gik nålene nemt igennem hendes tyndere trøje, da hun ikke bar sin karakteristiske hættetrøje Hun udstødte en dyrisk lyd af smerte langt voldsommere end den nogen af nålene overhovedet kunne forvolde. Blændet af visheden om alle sårene healede hendes evne omgående de overfladiske skræmmer, og springet tvang hende til at ignorere de andre og handle, ellers ville hun bare ramle imod ham. Hun registrerede at han nu havde fået et skjold og lagde sin plan om. Det var tydeligt at hun nu var hun gal og hun blottede sine tænder af ham som hun vendte sig i luften og landede mod skjoldet med alle 4 'poter'. Hun satte et tydeligt aftryk, specielt med hænderne hvor kløerne næsten gik igennem metallet. Sammenstødet blev korrigeret til at dreje ham let sidelænds, i hvert fald i overkroppen. I det korte sekund hvor de var uhyggeligt tæt på hinanden slap hun ikke hans blik et sekund før hun vendte fødderne på skjoldet og brutalt satte fra igen og både slyngede ham længere ind i cellen, men også sende sig selv på retur ud i gangen. Hendes agression over sårene gik ud over den vagt der havde kastet sit skjold til Ciel. Hendes horn brød let igennem hans hjelm som hun praktisk talt nikkede ham en skalle og dræbte ham på stedet. Han faldt omkuld med hende ovenpå og de ramlede mod modsatte væg inden de faldt om på gulvet pga. farten hun havde fået fra det andet spring. Hun rejste sig op på ham og stående på alle fire rystede hun på hovedet uden hensyn indtil hans lig faldt slapt mod gulvet. Hun vendte hovedet mod den anden vagt og hendes øjne lyste af et dyrisk had. Hun brugte et par sekunder på at trække nålene ud af skuldrene og var ikke besværet af klørerne. Hun healede sin sår og muteringen gjorde tydeligvis ondt men hun jamrede ikke mere end et behersket støn. Med et rasende brøl gav hun sig i kast med den næste vagt og jog ham ind i cellen til Ciel. Om det var vagtens frygt der bød ham at flygte ind i cellen eller det var for at beskytte Ciel at han løb derind var hun ikke sikker på. Da vagten var inde hamrede hun celledøren i mellem dem. Hun kunne ikke låse den uden nøglen, men døren åbnede udad, så hun kunne blokere den. Eller det ville hun kunne hvis der altså havde været andet end hende og den døde i gangen. Hun snerrede irriteret mens hun vurderede sine mulighede, hurtigt inden Ciel kom på benene igen og beordrede til modangreb. Hun trak den døde vagts sværd fri med halen mens hun holdt døren lukket med armene. Hun løftede sværdet og overtog manøvreringen med venstre arm, så hamrede hun sværdet langt ind i væggen lidt over dørens lås, så det blokerede for at døren kunne åbne udad, væggen revnede let ved den voldsomme behandling men hun tænkte ikke over det. I stedet snerrede hun kort og brølede advarende til dem inde i cellen for at få dem til at blive der, et tydeligt bestemt brøl. Så vendte hun sig og gik ned af gangen, porten kom ikke bag på hende, men at de var massive var en overraskelse. Hun stødte lidt til den med hænderne men der skete ikke meget. Hvordan pokker kom hun videre derfra? Hun prøvede at kradse i metallet men lyden skar i ørerne og hun holdt op igen. Hun brølede i frustration og rejste sig på bagbenene.. Hendes muterede ben fik hende til at stå som en satyr fra eventyrene og hun støttede sig med en hånd på porten. Hun var højere end normalt selv om hun stod let foroverbøjet og hendes anden arm hang ned langs hendes side og nåede hende næsten til knæene. Hun så fuldkommen surealistisk ud som hun stod der.
Hun tænkte så det knagede og kom så til at tænke på væggen da hun havde blokeret celledøren. Væggen var revnet. Hun slap porten og gik på alle fire hen til væggen hvor porten stoppede. Hun lagde kløerne mod og kradsede hårdt ned i væggen. Den gav efter og fint støv blandet med større stykker faldt mod jorden. En mulig flugtrute, men det ville tage lang tid. Hun gav sig til at kradse i væggen med begge hænder for at skabe et mellemrum der var stort nok til at hun kunne klemme sig igennem.

[Ciel Dé Ricéy]

Inderst inde var Ciel træt af, at mutanterne overhovedet havde mulighed for at gøre noget overnaturligt, fordi det blot ville være en fordel mod menneskerne. Han var jo bange for at de på et tidspunkt ville vælte kongeriget og tage over.. Tanken var grusom, og ikke til at bære, som han altid brugte timer på at forberede sig på at modstå de forskellige evner, som han allerede kendte til. Prinsessen var endnu ikke noget problem, så længe han havde hendes forældre under kontrol og snart ville hun tilhøre MeRosal og så kunne han arbejde frit uden at bekymre sig om at hun ville afsløre ham. Men først skulle de værste mutanter uskadeliggøres eller på en eller anden måde tvinges over til den anden side. Hvilket ikke var let, for hvem ville holde med menneskerne, når de jo tydeligvis hadede mutanter, som pesten.

Angreb eller ej, han kunne ikke bare flygte, sådan var han jo overhovedet ikke. Han var ikke typen der bare sådan lige gav op og det skulle hun bestemt nok finde ud af.. Ciel var dog lettere tilfreds, som pilene forlod hans hænder og farede mod hende, heldigvis for ham ramte nogle, men han havde måske håbet på at hendes fart ville blive sænket. Men noget kunne tyde på at det blot blev værre. Han havde måske håbet på at kunne lamme hende eller bare den ene arm, men dette var ikke tilfældet, som om hendes hud var beskyttet af et skjold, noget der blot gjorde Ciel mere irriteret.
Den pludselige forandring i hendes udtryk, gjorde ham ikke rigtig nervøs, men han valgte dog at forsøge at stå forholdsvis sikkert, selvom den pludselig ændret taktik fra hendes side af, som en smule bag på ham, men i det sekund hvor hun nærmest stillede sig på skjoldet, bandede han over vagtens handlinger, som han helst så at han havde fået et sværd i hånden.. Hvis han ikke kunne kontrollere mutanterne, så skulle de dø. Hvilket han virkelig også ønskede for hende lige nu. De røde øjne stirrede lige ind i hendes, som de forsøgte at bore sig igennem hende. Han var ikke bange for hende, hendes angreb var blot kommet en anelse bag på ham, som han forsøgte at støde til igen, for at vælte hende af. Men idet at hun sprang fra og brugte skjoldet som grund kunne han ikke længere holde igen, som han blev slynget tilbage mod væggen i cellen. Han slog ryggen mod den hårde sten mur, som han ømmede sig en anelse og faktisk valgte at smide skjoldet ud mod døren blot for at forsøge at stoppe hendes færden ud af fangekælderen. Det sidste han egentlig så var at blodet flød ned af hovedet på den ene vagt, som ikke længere kunne beskytte sig selv, netop fordi Ciel havde skjoldet.. Han lukkede kort det ene øje, som han forsøgte at rejse sig op, men hans ryg var egentlig mindre forrevet, og skar igennem rygraden, som han endte ud med at hamre hånden ind i væggen af ren og skær vrede for at have ladet hende komme forbi sig.
Næste gang hvor han åbnede øjnene helt, så han vagten fare ind i cellen, hvad fanden havde han nu gang i? Ciel pressede sig op imod væggen og fik rejst sig halvt op, inden at han så vredt mod vagten.
"Ud på gangen med dig, hun lukker os inde!"
beordrede han irriteret, som døren lige pludselig blev hamret ind og holdt. Ciel bed sig i læben i det sekund hvor han af ren og skær instinkt farede op og hen til døren, som han pressede på. Men det var ikke rigtig fordi han kunne stille noget op imod hendes muterede krop, hvilket blot fik ham til at vende sig irriteret mod vagten, der var ude af sig selv og indsmurt i blod fra den anden vagt. Et suk forlod hans læber, som han lige pludselig kunne høre metallet mod stenmuren. Han vendte sig om, som han forsøgte at gætte sig til, hvad hun mon havde gang i.
Da han kunne høre hendes skridt forsvinde, vendte han sig for alvor mod vagten, som han bevægede sig hen til ham og satte sig på hug foran hans ynkelig skikkelse, som vagten forsøgte at samle sig selv, men Ciel endte blot ud med at trække hans sværd og bevægede sig direkte mod døren. Han havde bestemt ikke tænkt sig at blive inde i denne celle meget længere og bestemt ikke tænkt sig at lade hendes flygte.. Han var allerede nu godt irriteret på hende og der skulle ikke meget mere til før at han var færdig med at være sød. Hvis man da kunne kalde hans nuværende behandling for sød. Han gik hen til døren og lod hånden glide langs med kanten på den tykke dør, i det sekund hvor han kunne mærke en stærkere luftstrøm end ved de andre steder ved døren satte han sværdet mod væggen og gav det et stød.. Han tænkte ikke rigtig over, at han havde placeret sig ved låsen. Han stoppede, som sværdet ramte noget metal, han gav det dog et sidste stød, hvorefter noget metal ramte jorden på den anden side. I det sekund hvor metallet ramte jorden, gav Ciel døren et mindre spark, som den gled langsomt op. Vagten bag ved ham var pludselig kommet på benene og gik hen til Ciel for at gå forrest, som om han faktisk havde noget at bevise, hvilket blot fik Ciel til at ryste på hovedet.. Ciel samlede det andet sværd op og rakte vagten sit sværd tilbage, som de bevægede sig mod larmen.

Der gik ikke lang tid før at de fandt frem til larmen, som de drejede om det sidste hjørne og hurtigt fik øje på hendes høje skikkelse. Vagten begyndte straks at ryste igen, som han tilsyneladende havde fortrudt, at han faktisk havde forladt cellen. Det var tydeligvis umuligt at finde nogle ordentlige vagter på slottet, måske han virkelig skulle til at stramme deres træning en smule mere an, hvis han overhovedet skulle kunne bruge dem til noget. Et suk forlod hans læber, som Ciel lagde armene en anelse over kors.
"Jeg må ærligt indrømme, at jeg aldrig har mødt en så koldblodig mutant, som dig"
sagde han ganske roligt, som han henviste til at hun uden at blinke kunne dræbe en vagt. Det var jo heller ikke fordi hun havde dårlig samvittighed over de drab hun havde forårsaget Talian tidligere i årenes løb. Han stod også roligt med sværdet i hånden, selvom han virkede afslappet og valgte at holde fronten mod hende, som han ikke havde i sinde at vende ryggen til hende, ej lade hende se blodet på hans ryg. Ciel blev stående de meter der var imellem dem, som han betragtede hendes arbejde mod muren.. Et opgivende suk forlod hans læber før at en kold latter forlod hans læber.
"Hvis du virkelig tror, at du kan grave dig igennem muren, så må du virkelig være blændet af dumhed"
sagde han halvt grinende, som han kort tid efter fik styr på sig selv og endte med at kigge mere alvorligt på hende. Ciel bed tænderne en smule sammen, før at han lod blikket glide mod vagten, der var lettere uforstående over de ord han havde valgt. Det med porten var det rigtigt nok, den var ikke bare sådan at bryde igennem, samtidig med at dette langt fra var udgangen.. Det var et skridt på vej mod hendes frihed, men Ciel ville ikke lade hende komme så langt. Om han så skulle droppe sine principper og tage det hele i egen hånd, for at stoppe hende, så gjorde han det. Vagten kunne dog ikke forstå, hvad Ciel forsøgte at opnå ved at kommentere hendes personlighed. For hun var helt klart koldblodig.

[Zearia Kiélion]

Det mærkeligste ved denne snak om at mutanterne skulle overtage, var at de ikke havde gjort det endnu. Mutanterne var langt mere overlegne hvad angik evner, og mange af dem havde langt mere at kæmpe for end menneskene. Og desuden var der også mange mutanter som ikke længere frygtede menneskerne, mutanter som Zearia. Hun havde hørt om andre, en modstandsbevægelse der også blev ledt af en sådan mutant, uden frygt for mennesker. Det dummeste menneskerne kunne gøre var da at påråbe sig mutanternes had i denne anspændte tid, men ak, nogle ønskede bare ikke fred.

Ciel tog angrebet ualmindeligt pænt, men det havde så bare fået ham spærret inde, et modangreb havde nok kostet ham livet hvis hun havde fået muligheden for at tage det. Han skræmte hende ikke, heller ikke da han forsøgte at spidde hende med sit blik. Zearia havde set rigeligt af hadefulde og morderiske blikke til ikke længere at frygte dem. Men hun vidste også at hendes behandling af den fremmede ville øge hans vrede, for han virkede ikke som typen der normalt blev skubbet rundt med, eller tillod fiasko for den sags skyld.
Hun registerede ikke hvad der skete med den fremmede i cellen mens hun angreb vagterne på gangen, men hun registrerede skjoldet. Som Ciel smed skjoldet havde Zearia lige trukket hovedet væk som det smadrede mod væggen med et ordentligt spetakkel. Hun lukkede det ene øje for larmen inden hun jog vagten ind i cellen. Den fremmede lod til at gennemskue hendes plan, for han afslørede den højtråbende for vagten. Nå, det var ligemeget. Så var han måske klog nok til at blive derinde? Hun forlod cellen og lod dem vælge selv, cellen eller monstret for enden af gangen.

Hun hørte dem nærme sig, men hun havde ikke forventet andet siden hun hørte larmen det indikerede at de havde fået døren op, hun skulle have hugget nøglen fra ham alligevel. Men det havde krævet at hun havde angrebet den fremmede mere for at finde nøgle. Det nemmeste var at slå dem ihjel og gennemsøge deres tøj, men så ville det være overflødigt. Hun ønskede ikke at dræbe dem, men gav de hende intet valg ville hun gøre kort process med dem. Hun forberedte muren på næste skridt af hendes plan ved at lave dybe riller og hulle med sine kløer. Hun måtte lidt efter lidt forstærke og genopbygge sine kløer som hun sled dem ned. Hun lyttede til deres skridt som hun fortsatte arbejdet med muren. Men hun sænkede farten da hun hørte dem dreje om hjørnet. Hun så sig kort over skulderen og vagten indikerede tydeligt for hende at han flygtede hvis han fik chancen, han var ikke viljestærk eller modig som hendes anden modstander. Så én reel trussel stod i gangen hos hende. Manden med de røde øjne, der nu var bevæbnet. Hun smilede som hendes blik faldt mod sværdet i hans hånd. Han var måske blevet klogere af røvturen i cellen? Hendes øjne lyste af morskab og hån som hun løftede blikket til at møde hans øjne igen. Zearia vendte hovedet helt mod ham som han talte hende, og hendes kløer faldt langsomt helt til ro. Hun vendte tilbage på alle 4 og vendte sig med front mod ham, han var heller ikke typen man skulle vende ryggen til, medmindre man var lavet af metal. Og det var hun trods alt ikke. En lugt af blod spredte sig i gangen, men hun opfangede ikke at Ciel bidrog til det, men hendes ansigt var også smurt ind i vagtens blod, så hun sansede ikke andre lugte.
Hun hørte hans latter men reagerede ikke på den. Hun holdt bare roligt blikket rettet mod hans røde øjne. "Deres øjne viste den samme koldblodighed som livet har lært mig, men De ligner ikke en der har måtte kæmpe for overlevelsen" svarede hun med sin umenneskelige stemme og vendte sig mod ham og muterede spidsen på halen til en morgenstjernelignende kugle, efter samme anatomi som enkelte dinosauere havde. Hun skjulte halen bag som krop mens hun muterede den, og holdt sin smerte for sig selv. Hun kunne snart ikke mutere sig mere uden at hver celle ville føles som ild i hendes sjæl. Alting gjorde efterhånden ondt. Hun hamrede halens forstærkede og kugleformede spids mod væggen hvor hun havde svækket den og de gentagende stød fik materiale til at smuldre og falde til jorden i store klumper. Selv holdt hun sin opmærksomhed på Ciel og vagten som de uden tvivl ville stoppe hende så snart de forstod hvad hun prøvede på, men på den smalle gang havde fysisk styrke en fordel og hun afventede tydeligt et modangreb som hullet voksede for hvert slag, ikke ind gennem væggen, men som en passage forbi porten. "Det er Deres fortolkning" sagde hun og et fornøjet glimt viste sig i hendes øjne "det gør vist Dem til den dumme". Hun mødte hans alvorlige blik uden at vige et sekund, med mindre hun kort så sig tilbage for at vurdere sit arbejde med muren. En fordel ved at kunne ændre på sin anatomi, var den smidighed der fulgte med at kunne trække sine sine knogler og led fra hinanden og sætte dem sammen igen. Et mindre hul var nok til hende, derfor havde hun også irriteret sig over manglen på vinduer i cellen, de gjorde de altid meget nemmere at flygte. Hun betragtede dem fattet og afventende mens hun slog halen mod muren igen og igen, hun bulede tilmed kanten af porten.

[Ciel Dé Ricéy]

Mutanterne ville umulig kunne styre sig, hvis de først valgte at forsøge sig på at tage magten. Det var Ciel i hvert fald overbevidst om, for hvem skulle styre det hele? De ville umuligt kunne undgå flere kampe, eller det var i hvert fald sådan som Ciel forestillede sig det, ikke fordi han ville være der til at beskue det. Netop også fordi han godt vidste, at ingen mutanter ville lade ham leve, hvis de først stod overfor en sådan mulighed for at slå ham ihjel eller låse ham bag tremmer. Dertil kom den evige flugt. For han ville ikke lade sig undertrykke af nogle simpel mutanter fra byens lumske kvarterer.

Havde Ciel valgte at reagere anderledes, så havde vagten måske frygtet ham også.. Og så ville han da helt klart stå alene med denne mutant. Hvilket næppe ville gå særlig godt. Dog ærgede han sig en smule over, at han ikke vidste mere omkring hende, så han i det mindste havde en mulighed for at påvirke hende bare lidt. Han var faktisk godt og grundig irriteret over, at han ikke havde informationer nok, for så vidt han vidste, så var hun ikke tilknyttet til nogen, så han kunne ikke angribe hende på den måde, for lige nu var der intet som virkede. Noget der hurtigt kunne gøre ham frustreret, hvis det ikke var for hans tvunget ro.
Han blev næsten nød til at finde en anden måde at påvirke hende på, også selvom han jo havde det bedst med ord, så vidste han ikke lige hvordan han skulle ramme hende. Hendes fortid var der jo ingen som kendte til, samtidig med at han faktisk også kunne være ligeglad med, hvordan hun var vokset op. Det var ikke det vigtige lige nu.

Skabningen der mødte dem, var helt klart anderledes, end da de havde set på hende sidst. Det var egentlig ufatteligt hvordan hun kunne ændre hendes krop fra det ene til den anden, så han var da lidt imponeret uden at sige det. Egentlig havde han ikke regnet med at hun ville komme så langt igennem porten, eller at hun overhovedet kunne forvolde den form for skade på stenene. Men dette betød blot at han ikke bare kunne se til, imens at hun ødelagde porten og låsen, uden at blive forstyrret. Han knurrede roligt hånden rundt om sværdet, som han for en kort stund lukkede øjnene og samlede sig sammen. En rolig indånding var nok til at han kunne slappe af og få styr på sine tanker, som han stillede sværdet op af sit ben og rodede rundt i sin jakke.. Den sorte bog var stadig i hans jakke, så kunne han godt være rolig. Han vendte blikket mod bæstet, det var i hvert fald hvad han ville beskrive hende som, for man kunne ikke engang få øje på et eneste menneskeligt træk på hendes krop udover øjnene. Hendes ord ramte ham roligt, som han blot smilte til hende og nikkede en anelse.
"Men jeg har langt fra så meget blod på mine hænder, som du har. Blodet må da næsten være svært at vaske af efterhånden? Stinker dit hår ikke altid er blod? Hvad med din hud? Eller du nyder måske smagen af blod mod dine læber? Sikke en fryd."
sagde han ganske roligt, som han tog fat i sværdet igen og holdt den stille og roligt i hånden. Vagten kiggede mod hende, som han gik roligt baglæns og faktisk gjorde afstanden imellem ham og Ciel større og større. Ciel tog sig ikke rigtig af det, som var han sikker på, at hun ikke ville komme ud, medmindre at der var en som viste hende vejen. Derfor tog han sig heller ikke særlig meget af, at hun faktisk så småt var kommet igennem porten eller væggen ved siden af. Det eneste han gjorde var at ryste på hovedet af hendes ord.
"Det kan godt være du kan komme igennem den port, men hvad med den næste, og næste og næste? Samtidig med at du befinder dig i midten af en stor labyrint og siden du ikke er kendt her, så går der nok timer før du finder ud. Og har din evne ikke en begrænsning?"
spurgte han ganske rolig, som han faktisk valgte at bevæge sig imod hende med et roligt smil på læben. Han kunne jo umuligt forblive så langt fra hende. Vagten var dog ikke særlig glad for dette, som forsøgte han at holde sig oprejst, imens at han hævede sit sværd og gik sammen med Ciel mod hende. Ciel hævede uden videre sit sværd op i den rette vinkel, selvom det var en ubehagelige vinkel, men denne var nødvendig fordi hun jo netop var blevet højere.. Så der måtte jo bare tænkes ekstra over det. Han ville dog ikke lave samme fejl igen. Den ene hånd holdt sværdet, som den anden gik ned i lommen og tog flere nåle op igen. Disse var dog anderledes, som var de en anelse tykkere, men spidsen var også lavet med en modhage, så de ikke var helt så lette at rive ud igen. Uden at antyde noget kastede Ciel nålene direkte mod hende. Hænder, arme, skuldre, overkrop, lår, ben, fødder, hals og ansigt var hans mål lige nu. Han skulle bare sikre sig, at han ikke var den eneste, som endte ud med sår. Og kunne han lamme hende oveni, så ville det blot være en bonus. I spidsen af nogle af nålene var der et mindre kammer, for småt til at man kunne se det, hvilket blot indeholdt en enkel dråbe med gift. Nok til at lade et mindre barn besvimme, noget han havde regnet med var nok til at håndtere hende, men lige nu var hun jo blevet meget større, så han var ikke helt sikker på, om det overhovedet ville virke, dog ville han give det et forsøg.

[Zearia Kiélion]

Zearia var et mysterium for de fleste. Ingen venner, ingen familie, intet som helst. I hvert fald ikke som folk kendte til. Zearia lignede ikke engang sig selv fra gang til gang at vagterne så hende, derfor også de manglende oplysninger, ingen var sikre på noget som helst omkring hende. Specielt ikke omkring hvordan hun så ud. Øjnene var tit det der afslørede hende, sammen med håret. Hun kunne ikke ændre deres farve endnu, det ville være næste skridt på hendes forklædning.

Zearia havde ikke forventet at han bare lod hende gøre som det passede hende, men hans handlinger undrede hende. Først satte han sværdet og så registrede hun at han tjekkede sin jakke og kneb øjnene lidt sammen i undren, hvad tjekkede han? Flere pile? Hans hænder var tomme da han virkede tilfreds med sin søgning og hendes nysgerighed var vakt. Hvad havde han i jakken som var så vigtigt?
Hun betragtede ham roligt ved hans ord. "Lige nu har De ikke så meget blod på hænderne som jeg har" rettede hun ham "men de fortrak ikke en mine da jeg slog deres underordnede ihjel" hun pegede på vagten med en klo "Dette er en normal menneskelig reaktion, så synet af død og blod er tydeligvis ikke uvant for dem" fastslog hun og mente vagtens frygt og chok. Resten af hans ord ignorede hun blot, han kunne tale alt det han ville, men det lod til at gøre noget når hun sammenlignede dem, så hun blev ved. Han snakkede mere og mere for hver gang hun angreb ham med ord, var det et tegn på usikkerhed eller frustration? Hun var egentlig ligeglad, men skulle hun vinde dette her, så var det nødvendigt at hun analyserede sin modstander. Hun holdt øje med vagten der lagde afstand til Ciel, to mod en var dårlige ods, altså skulle en af dem væk hvis hun ville vinde. En efter en faldt de for hendes evnes styrke. Som alle andre fjender. "De er en dårlig taber" sagde hun med et smil og betragtede ham mens han kom tættere på. Det passede hende fint. Hun vidste nu at han enten var for langsom eller for stolt til at undvige hendes angreb. Lige brugbart. "Jeg har al den tid jeg skal bruge" svarede hun med et smil "Har De?" spurgte hun med en drillende tone, de færreste rigmænd havde meget fritid, og hun regnede ikke med at han kunne bruge evigheder hernede. Og hun troede bestemt heller ikke at han havde lyst til det. Hun betragtede hans fremfærd, at løbe direkte imod to sværd var dumt. Hun lagde sin plan om.
Zearia forventede nålene det sekund han stak hænderne i lommerne, troede han hun var dum? Hun placerede sit balancepunkt ved skuldrene og satte let fra med benene så hun kunne bruge armene til at tildele sig højde. Hun ville ikke løbe mod hans angreb. Og siden han angreb med våben der ikke ville ændre retning var alt hun skulle gøre at flytte sig. Hun stødte fra med hænderne og kastede sig selv baglænds op mod porten hvorfra hun satte af med benene. Hun sprang ubesværet over Ciel og trak vagten bag ham med sig ned da hun landede bag ham. På vejen tog hun sig den frihed at slå efter Ciels hoved og skulderpati med halen. Vagtens skrig tonene langsomt ud og blev til en våd rallen da Zerra trykkede kløerne dybt ind i hans hals uden at tage øjnene fra Ciel. "En mod en?" foreslog hun og trak kløerne op ad vagtens hals så blodet fik frit løb og hurtigt farvede gulvet rødt under dem, og gjorde det glat og klistret. Zearia drejede en gang rundt om sig selv og hamrede til liget med halen så det fløj gennem rummet. Da hendes knudede hale ramte liget lød der en dyb knækken af knogler der gav op. Liget spredte blodet ud over gulvet som det passerede ned af gangen. Hun havde løftet vagten fra gulvhøjde da hun slog til liget med halen og havde egentlig sigtet efter Ciel, bare for at se hvordan han reagerede mod den slags skyts. Hun havde hørt nålene da de ramte både gulvet og porten og fra hendes nye position kunne hun også se det hul hun havde lavet i væggen. Stort nok til at hun kunne komme igennem, men det ville tage lidt tid at ødelægge og genopbygge sin krop igen, skulle hun igennem der skulle Ciel slås ud eller lukkes inde igen. Og hvis det med de andre porte passede så var det måske spild af tid at mutere sin krop for det. Hun havde været for optaget af sine handlinger til at høre efter sin krop. Enkelte celler i hendes hale skreg på hende opmærksomhed og hun undersøgte dem. Et snit? Hun havde ikke bemærket det. Hendes hale faldt tundt til jorden som hun pludseligt følte sig for afkræftet til at løfte den. Hvad skete der? Hun måtte flytte et ben lidt for at holde ballancen da hun pludselig følte sig træt og tung bagtil. Hvad skete der dog? Hun healede såret, men kunne ikke fjerne sin koncentration fra Ciel og derfor var hendes koncentration ikke fuldendt nok til at bemærke giften der spredte sig fra hendes hale. Hun blinkede et par gange og rystede på hovedet. Så knurrede hun vredt i afmagt mod denne pludselige træthed. Hendes ben truede med at give op som det næste og hun svajede svagt selvom hun prøvede at lade vær. Hvordan kunne sådan et lille snit betyde så meget. Hendes hale havde været det sidste til at forlade hendes position og en nål havde nået den og afgivet sin gift før hun trak halen med sig. Som det blot blev værre og værre snerrede hun frusteret men hun veg ikke tilbage, for at undgå ham gik ikke så godt. Hendes næste træk ville være direkte og dødbringende nu hun følte sig presset.

[Ciel Dé Ricéy]

Egentlig ønskede Ciel ikke at kende til mutanterne, men af en eller anden årsag fandt han nu deres evner interessant, ikke fordi han selv ønskede at have noget lignende.. Og blive set ned på, som de umuligt ville kunne undgå. Han var alt for stolt til at bøje sig i støvet for disse skabninger, måske også derfor at han holdt ud så længe, som det overhovedet var muligt for ham, om han så skulle ende med at besvime midt i det hele eller få alvorlige skader, så var han godt og grundig ligeglad! Ingen skulle trænge ham op i en krog, udover Yaya.. Den kvinde kunne han umulig styre, hvilket han jo elskede hende for. Hun lod sig ikke styre. Men med mutanter var det noget andet, de skulle styres ellers gik de amok som nu.

Det var måske en risiko at have taget bogen med, men det var ikke fordi han havde regnet med, at hun ville gøre så meget modstand, i teorien ville han blot have stillet nogle spørgsmål, men på grund af hendes udseende var det ikke nok for ham. Desværre. Men på den anden side, så havde han næppe sluppet hende fri efterfølgende, nu hvor han vidste hvad hun var i stand til, samtidig med at han jo godt havde hørt, hvad hun havde gjort ved vagterne i vest.
Et smil gled hen over hans læber, som hun forsøgte at rette på ham, men han valgte blot at trække en anelse på skulderne, som han faktisk ikke kunne være andet end ligeglad med hvad hun mente, var det rigtige lige nu. Desuden så vidste han godt hvad han selv hentydede til. Han havde ikke slået flere vagter ihjel i et forsøg på at flygte. Han havde faktisk endnu ikke dræbt nogen.. Hvilket kun skyldes kongens egen politik, selvom han virkelig ønskede dette. Tortur og lignende ting for var det eneste han rigtig kunne tillade sig, men han havde ikke taget nogens liv.
"Blod og død er ligeså naturligt, som vand og liv.. Jeg ser intet problem med disse ting og han burde kunne håndtere det bedre end han gør"
forklarede han roligt, som han virkede ligeglad og ikke havde noget imod, at hun mente at han var lige så koldblodig som hende, selvom det langt fra var det samme. Men sådan var hans ry jo blot, så det var altid noget at han ikke havde forandret sig på det punkt.
"Hvem siger jeg taber? Du ved ikke, hvad jeg er kommet for at gøre"
sagde han med et roligt smil på læben, som de røde øjnene gled hen over hendes skikkelse og studere hende nærmere og nærmere, som han virkelig gik ned til mindste detalje. Fulgte hendes evne til punkt og prikke med et lusket smil på læben. Som hendes spørgsmål nåede ham trak han en anelse på skulderne og vendet efter noget tid sin opmærksomhed mod hende.
"Jeg lever af mine gerninger, så der er rigelig tid til dig også"
sagde han uden at afsløre for meget, hvad han egentlig fordrev sin tid med. Han var ret så sikker på at kongen var interesseret i at vide hvilke fare der lurede i vest, samtidig med at han ikke kunne bruge en evighed på at lede efter en forsvundet prinsesse, i det mindste ikke før han fik tilladelse til at drage videre, udenfor Talians mure, så snart de havde søgt hele byen igennem. Det sidste hun skulle tro var at han havde travlt, for han havde aldrig travlt, når det først kom til hans hobby eller de såkaldte undersøgelser.
Selvfølgelig ville samme trick ikke virke to gange på hende også derfor at han havde valgt at tilføje noget ekstra og selvfølgelig benytte nogle andre nåle en sidst, men han var lettere forbavset, da hun endte ud med at springe over hovedet på ham, som han bare så til, imens at hun tumlede ned i vagten bag ham. Men hvilken mutant ville hun ikke være, hvis hun ikke gik efter ham? Så det kom egentlig ikke bag på ham, at han så hendes hale komme farende imod ham. Han trak sværdet op foran sig og stoppede halen fra at nå hans hoved og skuldre. Han havde dog ikke tid til at blive distraheret af vagtens skrig, som hurtigt tonede ud.. Så nu var han altså selv? Et roligt smil gled over hans læber, som han hørte hende ord og nikkede blot roligt, som han ikke så ud til at være skræmt af dette.
"Du kunne da bare have sagt, at du ønskede alene tid med mig? Kunne være du havde fået det hurtigere, hvis du havde spurgt pænt?"
snerrede han en smule, som han lod blikket glide ned på vagten.. Blodet der roligt forlod hans krop og et smil der luskede hen over Ciels læber. Idet at vagtens nærmest blev kastet mod ham trådte han en smule tilbage og stod fast mod det blodige underlag, som han svang sværdet igennem liget, så det ikke ramte ham, men at liget delte sig i to og landede på hver side af ham. Han kunne jo altid give mutanten skylden for at lemlæste hans krop på den måde.. Han rettede roligt på sig selvom, som han fjernede noget blod fra hans ansigt og kiggede mod hende.
Ciel tog en anelse til hovedet, ikke fordi han havde ondt, men blot for at fjerne noget blod, der var ved at glide ned i øjnene på ham. Han brød sig egentlig ikke om at være fyldt med blod, men lige nu havde han ikke kunne se nogen anden udvej, for heldigvis for ham havde han da valgt at træne sammen med nogle ridder, blot for at undersøge et våbens muligheder, men han havde dog aldrig regnet med at bruge det på denne måde. Han rynkede en smule på brynene, som hun så ud til at miste kontrollen, var hun afkræftet? Nej der foregik noget andet, hun så mere ud til at være i problemer. Det var der hvor han kom i tanke om at det muligvis havde lykkedes ham at ramme hende med en af pilene. Smilet på hans læber blev bredere, som han forsøgte at skjule sandheden, for hun vidste tydeligvis ikke hvad der foregik. Dog skulle han ikke være for sikker allerede, han kunne umuligt fortsætte med at følge til hendes tempo, så måske han virkelig bare skulle lade hende gå og så fange hende igen, når han havde undersøgt det han havde set indtil videre? Ciel gik en smule tilbage mod porten, dog med kroppen mod hende, så hun ikke lige pludselig kom med et modangreb, når han vendte ryggen til hende. Derfor holdt han skarpt øje med hende.

[Zearia Kiélion]

Zearia delte ikke hans overbevisninger, men det var heller ikke det der havde bragt dem i samme rum. Hun fandt hans vovemod en anelse dumdristist, hvorfor ville han risiskere sit liv for at fjerne én mutant fra gaderne. Det var dumt, hvis denne mand var den eneste der kunne planlægge udslettelsen af dem alle var det alt for risikabelt at sætte ham i felten.

Det virkede som om der var et eller andet forkert ved manden foran hende, hun rystede let på hovedet ved hans ord. "Hvis blod er naturligt for Dem hvorfor er det så et problem at jeg er dækket af det?" spurgte hun roligt. Disse ting gjorde altså ikke noget når de blev vendt mod ham, altså var hans ord bare tomme fornærmelse. Hun sukkede indeni og betragtede hans ansigt, et eller andet ved situationen passede ham, måske endda morede ham. Hun kneb øjnene mistroisk sammen da han talte videre med undlod at kommentere det. Hvad end han havde sat sig for var det spild af tid, angreb han hende igen slap han ikke levende ud derfra, så godt kendte hun alligevel sin evnes indflydelse på sig. Hun fnøs let af hans kommentar om at have tid til hende også. Også? Hvem andre havde han udsat for dette? Og havde de overlevet? For hvert ord ændredes hendes syn på manden foran hende, hvem var han. Hendes spekulationer var tydelige. Men det kunne let tolkes at hun blot planlagde et angreb til.

Hendes hop kom måske bag på ham, men det gjorde hendes angreb ikke. Til trods for at han blokerede slaget så tildelte Zearias hale sværet et voldsomt slag og ville have bøjet metallet helt sammen hvis ikke det havde givet efter for trykket og flyttet sig. Hun kunne ikke helt undgå at blive imponeret over at han ikke tabte det. Men hun ville hellere dø end rose sin modstander for at være svær at slå ihjel, eller indrømme at han imponerede hende.

Hun vendte hovedet mod ham. "Nu skal De ikke smigre dem selv for hurtigt" svarede hun og overvejede kort hans ord "De lukker mig måske også ud hvis jeg spørg pænt?" spurgte hun med en undertone af hån og mistillid, hun troede ikke et sekund på ham. Der var noget udspekuleret og lusket, og hans ro var næsten ikke menneskelig. Han var vant til sådanne situationer, de var begge klar over hvilken fare den anden betød og alligevel veg ingen tilbage. Som en hund og en kat der ligesom Zearia og Ciel var lukket inde i et rum uden udgang. Det endte galt for i hvert fald en af dem, og det blev ikke med hendes gode vilje at Ciel blev vinderen af dette opgør.

Hun betragtede ham vurderende som han splittede liget, altså ligeså respektløs overfor de døde som hende. Og lige så brutalt ligeglad med blod. Hun kunne mærke sin krop blive sløv og tung. Med visheden om at manden foran hende var farlig, så hun ingen anden udvej end at handle før det var forsent. Hun kunne ikke håbe på at overleve at overlade sin bevidstløse krop i hans væretægt. Altså var det ikke en mulighed, men hun kunne ikke stoppe trætheden fra at sprede sig, ikke medmindre hun skulle blotte sig selv fuldstændig og koncentere sig om at finde kilden. Det ville også give ham rigeligt med muligheder for at gøre det af med hende. Altså var den eneste mulighed at fjerne truslen. Hendes blik blev beslutsomt og hun snerrede faretruende som hun kastede sig fremad fremad og hurtigt gjorde afstanden mellem dem mindre. Som hun nærmede sig rækkevidden på hans sværd rejste hun sig op på benene og fortsatte ufortrødent fremad. Hendes kløer glinsede af blod som hun gang på gang slog ud efter ham med dem. Hver gang sværdet kom til hans forsvar modtog enten det eller hånden der holdt det et slag med ufattelig kraft, hun havde hærdet sine kløer efter angrebet på væggen så sværdet havde ingen effekt på dem mere. Hun knurrede fortsat af ham som hendes agressive angreb på ham fortsatte, hvert slag rettet mod sværdet, hans hoved eller hans overkrop. Et hvert forsøg på at komme forbi hende blev stoppet af et slag med enten en hånd eller halen. Hun samlede al den energi hun kunne mønstre men hendes præcision blev mindre og mindre og hendes kløer lavede lange ridser i murene da de nærmede sig dem. Hun forfulgte ham uanset hvor han gik hen og fulgte hans mindste bevægelse op med et hurtigt slag. Hun gav ham ikke rigtig mulighed for at finde tid til at trække flere pile op af lommerne, for hendes angreb var konstante og hver enkelt slag kunne være dødeligt. Hendes intentioner var tydelige og det at de lyste ud af hendes øjne slukkede den sidste rest af menneskelighed som hun lidt efter lidt mistede bevidstheden da giften gik i hendes hjerne og lukkede det hele ned lidt af gangen. Da hun begyndte at svaje faretruende fandt hun støtte mod hans sværd som hendes kløer hvilede på. Hun lukkede øjnene og stønnede af smerte inden hun kollapsede ind mod ham og faldt sammen foran ham på gulvet. I en sidste aktion muterede hendes evne klørerne på hånden mod sværdet og som hun faldt rev hun metallet i stykker. Hun knurrede fortsat indtil hun mistede bevidstheden fuldstændig og stilheden gled over rummet, kun afbrudt af blodet det dryppede fra omgivelserne og blandede sig med det på gulvet.