Post by Zearia Kiélion on Mar 17, 2013 13:52:20 GMT 1
//Zearias side af tråden "Playing with the devil" fortsættes her, efter et flere timers spring fremad//
Zearia vågnede af sig selv efter sin søvn, hun var ikke uden smerter men hun var fuldt i stand til at bevæge sig igen. Hun kunne også bruge sin evne igen, dog stadig ikke i fuldt omgang. Hun vurdere hvor lang tid hun mon havde sovet og forsøgte at sætte sig op. Det lykkedes ikke og hun blev opmærksom på at hun var bundet og desuden lænket til gulvet. Hun sukkede og vred sine arme lidt, rebene skar i hendes hud og hun stoppede igen og lukkede det ene øje pga. smerte. Hun gjorde kort proces med rebene ved at bide dem over og fik sig skubbet op at sidde selvom hendes håndled stadig var lænket til gulvet. Kæden gav hende ca. en rækkevide på en meter til alle sider. Ikke helt nok til at hun kunne stå oprejst på to ben med hendes nuværende mutationer. Hendes arme var stadig lange nok til at hun ubesværet kunne gå rundt på alle fire og hendes hænder og fødder var muteret længere og var udstyret med kløer. Dem for fødderne var ikke så lange men gav hende bedre mulighed for at stå fast. Kløerne på hendes hænder havde erstattet hendes fingre og var ca. lige så lange, men dødbringende skarpe og hårde nok til at flække metal. Fra det øverste af hendes pande voksede to slanke horn lige op i vejret og delte hendes pandehår. Hun besluttede ikke at fjerne nogen af mutationerne, da de kunne vise sig nyttige ved hendes flugt.
Hun så sig kort om og konkluderede at cellen ikke havde ændret sig meget, altså havde der nok ikke været nogen inde ved hende. Dette var dog ikke noget hun kunne vide med sikkerhed. Hun skar rebene på benene over med kløerne og viklede sig besværet ud af kæderne der var bundet om hendes ben utallige gange. Det var et stort projekt og hun nåede da heller ikke at blive helt færdig før hun hørte skridt på gangen. Hun stoppede enhver bevægelse og lyttede, skridtene stoppede ved hendes dør. Derefter fulgte lyden der fortalte hende at sikkerhedsforanstaltningerne ved celledøren blev fjernet. Hun blev uden tvivl overrasket. Var han allerede tilbage? Og havde han ikke lært noget som helst af sidste gang han var gået ind i hendes celle? Hun vidste ikke hvordan hun skulle reagere men hun følte sig som en kluntet havfrue og gav sig igen i kast med kæderne om sine ben. Dem ville hun have fjernet inden hendes gæst gjorde sin entre.
Zearia vågnede af sig selv efter sin søvn, hun var ikke uden smerter men hun var fuldt i stand til at bevæge sig igen. Hun kunne også bruge sin evne igen, dog stadig ikke i fuldt omgang. Hun vurdere hvor lang tid hun mon havde sovet og forsøgte at sætte sig op. Det lykkedes ikke og hun blev opmærksom på at hun var bundet og desuden lænket til gulvet. Hun sukkede og vred sine arme lidt, rebene skar i hendes hud og hun stoppede igen og lukkede det ene øje pga. smerte. Hun gjorde kort proces med rebene ved at bide dem over og fik sig skubbet op at sidde selvom hendes håndled stadig var lænket til gulvet. Kæden gav hende ca. en rækkevide på en meter til alle sider. Ikke helt nok til at hun kunne stå oprejst på to ben med hendes nuværende mutationer. Hendes arme var stadig lange nok til at hun ubesværet kunne gå rundt på alle fire og hendes hænder og fødder var muteret længere og var udstyret med kløer. Dem for fødderne var ikke så lange men gav hende bedre mulighed for at stå fast. Kløerne på hendes hænder havde erstattet hendes fingre og var ca. lige så lange, men dødbringende skarpe og hårde nok til at flække metal. Fra det øverste af hendes pande voksede to slanke horn lige op i vejret og delte hendes pandehår. Hun besluttede ikke at fjerne nogen af mutationerne, da de kunne vise sig nyttige ved hendes flugt.
Hun så sig kort om og konkluderede at cellen ikke havde ændret sig meget, altså havde der nok ikke været nogen inde ved hende. Dette var dog ikke noget hun kunne vide med sikkerhed. Hun skar rebene på benene over med kløerne og viklede sig besværet ud af kæderne der var bundet om hendes ben utallige gange. Det var et stort projekt og hun nåede da heller ikke at blive helt færdig før hun hørte skridt på gangen. Hun stoppede enhver bevægelse og lyttede, skridtene stoppede ved hendes dør. Derefter fulgte lyden der fortalte hende at sikkerhedsforanstaltningerne ved celledøren blev fjernet. Hun blev uden tvivl overrasket. Var han allerede tilbage? Og havde han ikke lært noget som helst af sidste gang han var gået ind i hendes celle? Hun vidste ikke hvordan hun skulle reagere men hun følte sig som en kluntet havfrue og gav sig igen i kast med kæderne om sine ben. Dem ville hun have fjernet inden hendes gæst gjorde sin entre.