Keane Loki Ere Teiko.

Fulde Navn: Keane Loki Ere Teiko
Kalde/kælenavn: Kei, Lok, Ere.
Alder: 22. ligner en der omkring.
Seksualitet: Bi-seksuel.
Bydel: MeRosal.
Job: Bonde. På en familie gård.
Rang: Middelklasse.

Evner: vis man tænker på en lampe ånd tænker man på en ånd der kommer ud af en flaske. Denne evne har samme magiske kræfter som en lampe ånd men ånden er et menneske som har en genstand, for det meste et smykke, som gør dem til slaver. Keane’s genstand er en medaljon med en rubin rose på. Rubin stykkerne er små og sådande er lagt bliver lagt til en rose. Medaljonen er i guld og lyser mere og mere op jo nærmere man nærmer sig om. Når den bliver lagt om hans hals eller i hans hånd vil den gi et kaftigt lys fra sig og lige meget hvad ende om halsen på ham. Han vil være tvunget til at opfylde en persons ønske om han vil eller ej men der er dog begrænsninger som hans indre stemme vil fortælle ham hver gang et ikke opfyldende ønske bliver sagt. Han vil dog blive tvunget til at opfylde et ønske om det er magisk eller ej. Men et ønske er et ønske og når alle 3 ønsker er opfyldt vil han forsvinde i et glimt der ligner en lille stjerne. Han vil ikke ane hvor han forsvinder han eller hvor hans medaljon forsvinder hen.
Den som har ønskerne kan ha dem i så lang tid som personen ønsker. Men når et ønske er sagt man det ikke fortrydes og den kan fortolkes på mange måder og det er den måde Keane ønsker at fortolke den på den bliver opfyldt på. Keane har ingen magt i ønskerne. Han kan ikke lave et ønske til sig selv lige meget hvor meget han ønsker det. Dog er det noget som ånder kan trænes til vis de øver deres magi nok.
Genstandene som knytter en ånd til en herre har en beskyttende kraft som man ikke ved hvor kommer fra. Kraften virker kun når genstanden er givet til ånden. Den sørger for at ånden ikke dør. Det er kun når noget er livstruende den dukker frem hvilket kan være farligt. En ånd har forskellige måder at blive befriet på men ingen af dem er lette. Keanes måde at blive befriet på er at en person skal elske ham inderligt af hele hjertet og aldrig vil forlade ham og aldrig bruge hans evne. MEN! Han skal føle det samme for personen for at komme befries men han tror ikke på kærligheden i det tilfælde.
Udvikling af evnen:
Ånder som har viet hele deres liv til at træne deres magi i sig vil kunne udføre ønsker for sig selv og vil kunne bestemme hvor de vil lande når de 3 ønsker er blevet brugt. Dette er dog noget Keane ikke har lært. Han har ikke brugt tid på at finde ud af magien til at lære at gi sig selv ønsker. Noget han dog ønsker at lærer men han giver altid op for hurtigt. At kunne bestemme hvor han lander når de 3 ønsker er brugt er dog meget svært at lærer selv for den mest trænede ånd det kan svipse. Og da Keane ikke engang ved hvad han skal gøre når ønskerne er brugt for at bestemme det sted han vil lande, så kommer han bare et eller andet underligt sted hen.
Styrke:
Ønsker kan både var gode og dårlige men det kommer nok af på hvem der ønsker. Keanes styrker i sin evne er at når han har sin medaljon på kan han ikke dræbes da den beskytter ham for at personen der ejer ham vil få de ønsker personen ønsker. Der vil komme et magisk hvidt slør ud fra medaljonen og skubbe folk på afstand af ham.
Keane vil kunne ønske ting til sig selv når/vis han lærer at bruge sin magi rigtigt. Dog er det Keanes held at hans magi ikke kan dræbe. Han vil aldrig kunne få et menneskeliv på samvitigheden. Keane er dog heldig at han bliver telepoteret væk når de 3 ønsker er brugt så ingen kan bruge ham mere end en gang lige med det samme.
Svaghed:
Som mange andre ser Keane ikke sin evne som en velsindelse men en forbandelse. Han ser det så kun som det fordi at han bliver misbrugt. Han har dog nogle begrænsninger på sin evne som hans evnestemme siger til ham at han ikke kan gøre. Ting som at dræbe et andet menneske er umuligt for ham da han ikke er døden men en ånd. At vække døde til live kan han heller ikke da han så skal til at handle med døden noget som inden ånd med fornuft gør. Osv.
Keane ved intet om hvordan han træner sin ånde magi så hvordan han skal få ting til sig selv er svært for ham da han aldrig har kunne få det og aldrig haft tålmodighed nok til at blive ved at prøve.
At vælge hvor han vil lande er sværere end de fleste tror. Han har aldrig fundet ud af hvordan han skal kunne vælge et sted at lande.
Medaljonen er nok en beskyttelse men det er også den der fører folk direkte til ham. Når man nærmere sig ham lyser den mere og mere op. Ingen ved endnu hvorfor men det har altid været sådan. Når først man har givet ham den om halsen eller i hånden vil han tilhøre en for til de 3 ønsker er brugt. Uden sin medaljon ligner han et almindeligt menneske og er lige så sårbar som almindelige mennesker.
Kærlighed tror Keane ikke på pga sin evne. Han hørte for lang tid siden da hans medaljon blev forbundet til ham at hans eneste udvej var kærlighed til ham. Men efter at være blevet midbrugt og folk kun har ønsket til sig selv, har han mistet troen. Man skal elske ham inderligt og aldrig vil bruge ønsker fra ham og når han elsker en på samme måde og ved personen aldrig vil gøre det vil han blive befriet fra at være ønske slave.
Vis den person som sætter ham fri og siger hun/han vil være sammen med ham altid uden at gå fra ham og så forlader ham vil han blive fanget i medaljonens magi igen og blive en slave af sin evne som før.
Udseende: Keane er meget høj, noget han har arvet efter sin far som også er høj. Han har smukke blå-grå øjne og blondt gyldnet hår som er lettere langt. Det er ikke langt nok til at nå bag ørene. Keanes hud, er meget lys, som står pænt til hans flotte blonde hår. Samtidig er hans hud helt ren, og fin derudover følelse den fantastisk blød. Keanes kropholdninger er lettere drilsk og ikke så ret som de fine men heller ikke helt slasket. Når Keane endelig smiler, er hans smil kærligt og rart at se på, men også lidt på en fræk måde. På ryggen har han mange ar efter sin tid i Talian. Han går med mest med lange jakker og nole gange længe handsker der passer til hans stil. Han er mest til hvidt og sort. Dog kan man aldrig vide hvad han har på da han er helt sig selv.
Inde i hans medaljon er et billed af hans familie på den ene side og et billed af hans kusine og hendes mor i den anden side som er tegnet af en af by kunsterne.

Faceclaim: Fai fra tsubasa chronicle

Personlighed:
Keane er når man møder han meget sød og imødekommende. Hans smil er venligt og virker helt ægte. Men bag smilet ligger der mangen sorg og meget smerte. Keane er meget venlig mod andre. Han bliver set som en være drillepind. Han er meget elskværdig og selv om mange kan sige ihh jeg hader dig mener de det ikke fordi at han bare driller. Keane elsker at hjælpe til på gården og tage på market for at sælge sine ting. Han elsker og passer på sin søster som var det den dyreste skat nogle sinde. Keane har dog også en skygge side af sig selv. I mørket og om aften kan han pludselig virke som en helt andet. Han bliver kold og ond at se på. Hans inderligste kærlige jeg er der stadig men ikke så tydeligt da hans fortid altid kommer frem i mørket. Han hadede mørket dengang da de onde typer kom og det samme sker for ham. Keane elsker sin familie og tænker stadig på hans ”storebror” som var hos ham i hans tid i Talian. Keane er tit mistroiske over for folk og derfor sjældent fortæller at han er mutant. Han holder det ikke rigtigt hemmeligt men han benægter det heller ikke. Keane er mistroisk hvad angår ægte kærlighed. Han har oplevet for længe at folk bare misbruger ham og hans evne til ejne formål. Keanes tro til kærlighed som være evigt tror han ikke findes for en med hans evne. Derfor griner han også tit af mange ting som var det for sjov og ikke alvor. Dog kan han være alvorlig.
Interesser:
*Afgrøder: Efter han kom tilbage til sit hjem har han elsket og hjælpe til med høsten og så igen. Han kan også lig at sælge afgrøder og se folks smil når de køber det.
*Historiske personer: Han elsker at læse. Og han elsker at vide noget om personer som er historiske. Om konge familierne og deres forfædre.
*Søster: Han elsker sin søster som var han en skat han beskyttede. Han ønsker inderligt at ha hende med sig og passe hende hver dag. Han elsker hende og ønsker at hun vokser op ordenligt og det er også en grund til at han holder så meget øje med hende.
Likes:
Drille: Keane har altid haft det sjovt med at drille folk jeg kender. Det er ikke ondt drilleri men vis han f.eks er i gang med at hjælpe og han så pludselig bare stopper og laver noget andet og giver en dum undskyldning for det.
Hjælpe: Da han som barn ikke fik hjælp da han havde brug for det, ønsker han at kunne hjælpe folk der har brug for hjælp. Det er alt fra at hjælpe på familie gården til vis nogle er kommet til skade, alt han kan se hjælp i.
Musik: Som barn fandt Keane og hans ”storebror” ud af glæden ved gademusik. Det er blevet en stor del af Keane. Når han arbejder nynner han eller synger for at gøre det hele meget mere behageligt.
Smil: Selv om Keane har oplevet et liv i helved smiler han stadig og gør at alt ligner det er godt og intet er i vejen. Han smiler for at gøre tilværelses mere rar og gøre at folk ikke kun tænker på hvor hårdt tingene er.
Søster: Som der står i interrasser. Han elsker sin søster mere end noget andet og derfor meget vagtsom for hvordan hun bliver behandlet.
Specielle piger: Keane har altid fundet piger der har noget specielt over sig som meget intrassante. Han forelsker sig tit i den slags piger. Det er kun få drenge med noget specielt over sig som han falder for. Piger der er specielle bliver også altid meget set af Keane.
Hates:
*Mørke: Efter at ha været fanget i mørk kældre og folk som har udnyttet mærket til at fange ham.
*Misbrug: Hans evne gør det ideelt at misbruge den til sit eget formål. Han hader at se mutanter blive udnyttet pga deres evne eller piger blive udnyttet pga deres krop. Han hader folk der udnytter andre til deres fordel.
*folk der gør hans familie fortrad: Han hader at hans familie skal udsættes for folks had og mistro. At se folk gøre dem ondt er det samme som at gøre han er i mørke.
Lumske personer: At personer ikke er sande og sniger sig ind på folk eller vis folk spioner på en for at bruge det mod dem.
Frygter:
Lille søster: At der sker hans elskede lille søster noget. Hun er noget af det bedste han har.
”Storebror”: At den dreng han kendte som barn kommer til skade eller har ændret sig så meget at han ikke kan huske Keane ellers deres oplevelser sammen.
Familie: Vs der sker dem noget vil han aldrig kunne leve med dem.
Hemmeligheder:
Far: At hans far er en mutant holder han hemmeligt for talians folk.
Evne: Han fortæller ikke nogle hvad hans evne er da han ved det kan bruges. Han holder ikke det hemmeligt at han er mutant men siger ikke sin evne.

Familie:
Mor: Depra Tiltani Teiko. Død. Menneske.
Far: Gilron Matrune Teiko. Lever. Mutant.
Storebror: Kalder ham: Takashi. 27
Lillesøster: Kalder hende: Chi. 15
Moster: Tanja Wagner. Lever.
Onkel: Elias Wagner. Død.
Kusine: Alicia Rose Wanger. 24. Lever
Andre vigtige personer:
”Storebror” Devin Jared. Lynwood.
Carmen 16 (fandt som 13 årig)
Kvinden med den gylden-brune hest.

Fortid:
”familie middag! Familie middag!” råbte en lille sød dreng. Han havde ikke set sin kusine siden hun blev født så han var spændt. Hans lille bror som kun var 1 år sad ude i gården med deres hunde og kastede pinden så langt han kunne og grinte når hunden løb efter den. Drengen løb frem om tilbage i gården af glæde og da en vogn kom ind i gårdens indgang. Ud af den kom hans kusine og hans moster. Drengen løb over og hev pigen med ud i gården og lege. Den mindste dreng var kun lige blevet det ene år og mosteren havde taget en medaljon med for hans mor. Hun havde bedt mosteren om det over due post. Hun ville gi ham det i fødselsdags gave. Medaljonen var i guld og med en skindene rubin rose som var lavet af stykker af rubin. Dog var der ingen der vidste at denne lille medaljon ville blive en stor del af drengen.
Den lille dreng på 1 år blev ikke rigtigt leget med af de store, men sådan var det når man ikke rigtigt kunne det store. Drengen var dog meget stolt og glad for sin lille bror. Der gik år og han voksede op på denne fredsfyldte gård. Hans navn blev til Keane selv om de havde startet med Kei. Hans mor var et menneske som elskede dyr natur og at leve på gården. Hendes man var en rigtig gårdsøn og derfor havde han nemt ved at klare opgaverne. Han var dog mutant og havde altid været god til at få afgrøder til at overleve om vinteren.
Gården var fyldt med alverdens dyr og de fik altid flere og solgte dem og købte nye. En efterårs dag skulle moren til talian og sælge deres afgrøder og nogle lam. Keane tiggede og bad om at komme med. Medaljonen var forsvundet uden at Keane vidste hvor den forsvandt hen og havde intet sagt til sin mor og far. Han ar 3 år og gik lov at tage med til riget Talian.
Talian var stort for den lille dreng. Hans små øjne så rundt på de mange mennesker og sad i vognen som blev trukket af hestene. De kom til nogle gyder hvor han så en lille kat side fast i en fælde. Tænkte ikke rigtigt lige der. Han hoppede ud af vognen og moren kørte bare videre. Han løb over til katten og fik den fri fra fælden og vendte sig om for at vise den til sin mor men hun var væk. Keane stod bare længe og så lige frem for sig før det gik op for ham at han var efterladt. Keane slap katten som løb væk og Keane begyndte at løbe rundt helt forvildet. Aften begyndte at snige sig ind på ham. Keane løb ind i en blindgyde og satte sig i et hjørne og sad og rystede. Han var bange.
Moren var helt ude af den da hun opdagede at Keane var væk. Hun løb rundt på market da hun troede han var gået rundt der. Hun tog hjem og var helt grådfærdig. Hendes mand skyndte sig over til hende da han så hun kom hjem og tog om hende. Hun fortalte ham at Keane var væk og hun havde ledt over alt. Begge forældre var ude af den og dybt ulykkelige. Dog måtte de jo passe deres arbejde og den ældste søn.
Keane begyndte at se op til drengen og så ham som en storebror og glemte alt om sin familie. Denne dreng blev hans familie. Keane var ikke stolt af at stjæle sammen med hans nye storebror men de skulle overleve. De havde været inde i hos en bager og kom ud med nogle brød og stak af. De gemte sig i en gyde da de begge hørte noget vidunderligt. Lyden af musik. Denne musik var bare så smil. De så på hinanden og vidste at dette kunne være et tegn for de havde talent for noget der ikke var at stjåle. De ledte over alt efter noget der kunne bruges som indstrumenter. De fandt hver for sig noget og fandt der efter deres talent i musiken. En dag kom en kvinde gående rundt med en medaljon i hånden som lyste. Keane var blevet 5. han så på medaljonen og følte den virkede bekendt. Den lyste mere og mere op jo nærmere kvinden kom på Keane. Hun så på drengen og på medaljonen.
”Er dette din min dreng?”
Keane så på medaljonen og nikkede lidt. Hun så at han var bange da hun kom nærmere ham og lagde roligt medaljonen ned på jorden. Hun smilte til dem og rykkede sig langsomt væk.
”Jeg ved ikke hvorfor den lyser. Men den lyser til dig””
Keane gik over og tog medaljonen op i sin hånd. Han så længe på den. Hvor var det den var fra. Hvorfor lyste den når kvinden holdte den og kom med ham men ikke nu hvor han holdte den. Han så på sin storeror og pludseligt begyndte medaljonen i Keanes hånd at lyse lettere op, og med et gav den et kraftigt lysglimt fra sig og forsvandt. Keane blev bange. Dog var det ikke medaljonen han skulle ha været bange for. Det var at to mutant vagter så det. De angreb ikke med det samme. Nej de ventede til dagen efter hvor drengene var udmattede og ikke havde fået mad. De kastede sig ind foran dem da de var på vej ud af gyden og tog fat i Keane. Han vejede ingen ting så en vagt var nok til at holde ham med en arm. Den anden tog fat i broren og beskyldte ham som medskyldig i mutant evner. De to vagter tog dem med ned til fængslet og lukkede dem inde i to forskellige rum. Lugten var ubehagelig. Den skær i næsen og mørket omringede Keane meget hurtigt. Hans øjne farede rundt og han krøb sammen i et hjørne. Det eneste Keane kunne nu var at forestille sig at være med sin storebror. Han begyndte at nynne.
En barn i fængslet var ikke noget der skulle ske. Men de havde set hvad de havde set. De gik ind til ham og tog ham med ind i et andet rum hvor han blev holdt op mod muren. De blev ved at sige han skulle sige han var mutant. Men Keane anede ikke hvad mutant var. Hver gang han benægtede slå de ham og gjorde at han ikke kunne holde ud at gøre noget når han kom ind i cellen. Hver dag var det samme rutine men slagene skiftede til at han blev holdt oppe at stå lidt fra jorden også så han ikke kunne flygte og så stod der en mand bag ham som piskede ham hver gang han benægtede. Han grad og hele hans ryg var fyldt med sår. En spion kom ind med medaljonen. Vagterne så på den og så det var den samme drengen havde holdt den dag. Lederen tog medaljonen og gik over til Keane og spurgte hvordan han havde gjort den forsvandt. De slap hans ene ham og sagde han skulle igen gøre at medaljonen forsvandt og lagde den hårdt ned i drengens hånd. Han så ned på medaljonen og et skarpt lys blev udsendt for den og den hang pludselig om hans hals. Vagterne begyndte at tale og lederen så på knægten og så koldt på ham. Han bandede over det og sagde at han ønskede at drengen bare ville sige han var mutant. Keane så på lederen og begyndte at ryste.
”Jeg er… jeg er mutant”[/color]
Lederen så på ham drengen havde sagt det efter han sagde han ønskede så lavt at drengen ikke ville ha kunne høre det. Han smilede skummelt og nikkede til vagten med pisken. Han skiftede den lille pisk ud med den ni halede pisk. Han piskede Keane så hårdt at man kunne høre det flød sammen med et skrig der kom længere nede af gangen. Lederen så på drengen og smed ham ind i cellen igen. Dagene gik. Der var gået et år næsten siden de kom ind og han var blevet udsat for pisk op til flere gange og havde dybe år. Han kom igen ind i piske rummet. Vagten var så træt af det og tog en dolk frem. ”Han er mutant lad os få det overstået!” vagten farede på Keane som lukkede øjnene sammen og forventede døden. Medaljonen begyndte at lyse op og et tyndt lysene slør kom ud af den og skubbede vagten hårdt væk og beskyttede Keane. Han åbnede øjnene og så sløret lige så langsomt trak sig tilbage til medaljonen. Lederen var træt af alt dette og skreg i vrede.
”JEG VILLE ØNSKE DEN DRENG BARE VILLE FORSVINDE!”[/I]
Keane åbnede øjnene meget og pludselig følte han noget i sig begynde at røre på sig meget og med et kom et hurtigt lysglimt kom og Keane og medaljonen forsvandt.
Keane vidste ikke hvad der var sket. Han så op på himlen og følte sig pludselig meget svag. Han havde fået mindre vand og mad end andre for at afsløre hurtigere. Han faldt om. Han log nu på solmarken. Han var så dehydreret at han var ved at dø. Medaljonen var væk. Der gik okey lang tid efter han var besvimet. En smuk gylden brun hest stoppede ved ham og brustede. En person hoppede af hesten og prøvede at tjekke om han levede. Da personen fandt ud af at han havde svag puls og knap nok trak vejret. Personen skyndte sig at få Keane op på hesten og hoppede selv op og begyndte at galopere afsted. Hesten kunne mærke på sin rytter at dette skulle gå hurtigt. Dens tordne hove igennem sandet, den vindblæste manke og den fremstrakte hals kun for det skulle gå stærkt.
Mørke. Alt var mørkt. Langsomt men usikkert åbnede Keane sine øjne og så op på et hvidt lagn. Det var over ham sådan at han ville kunne rejse sig. Fire lange kamp kæppe var i sandet rundt om og holdte lagnet. Keane så om bag sig og så den smukke gylden brune helst. Han undrede sig lidt men lod blikket glide rundt. Pludselig faldt hans blik på noget der kom mod ham ude fra sandet af. For ham var personen mørk i det øjeblik og han blev så bange at han skubbede sig over mod hesten, der bare så underne på ham. En hånd kom over mod Keane. Han så det som en der ville tage mod hans hals der. Han lukkede øjnene i frygt og pludselig mærkede han en blød hud mod hans pande. Han åbnede øjnene og så op på hånden. Slank, fin og blød. Han fulgte armen og fik øje på en kvinde der var foran ham. Kvinden så på ham og smilte. Hun havde redet ham fra ørken solen. Han så på hende med lidt forvirrede øjne. Keane fik sat sig helt op og så på hende. Hun satte sig ned ved siden af og tog fat i sin læder dunk i siden af sit bælte og rakte ham den.
”Her, drik. Ellers vil du bare besvimme igen.”[/color]
Keane tog imod vandet og drik stille og roligt af det. Han rakte det tilbage og så på hende. Hun smilte til ham og satte vandet på plads, klappede hesten og begyndte at pakke sammen. Keane rejste sig langsomt og der så han pludselig bandagerne om hans bryst og ryg. Havde hun lagt det på ham. Han så mod hende og forstod intet. Hun fik det hele i heste taskerne og sadlede hesten op. Hun gik over til Keane og løftede ham roligt op på hesten for selv at springe op på hesten og begyndte at ride videre. Alt var ret forvirrende for Keane men det var fordi at han ikke forstod hvad det var hun havde gjort for ham eller hvordan han var end der hvor han var nu. De kom til en lang smuk rosen hæk hvor hesten bare hoppede over som en leg. Keane klamrede sig til hesten i frygt for at falde af. Byen de var i nu var MeRosal. Han havde aldrig set så mange fredelige mennesker og mutanter sammen Talian var jo det stik modsatte. Roser her, roser der. Hvor var der mange smukke roser i denne by. Keane kunne slet ikke fatte hvor mange venlige smil der var. Et stille og lille smil dukkede op på Keane. Det var helt hjertevarmere at smile. Han kom med kvinden her hjem for at blive plejet. Hans sår var ret røde og det gjorde at kvinden var bekymret for ham. Hun boede ret langt fra hvor de kom ind. Men der hun boede var fyldt med dyr. Keane havde ikke set så mange forskellige dyr på en gang. Da hun red ind i forgården kom en hund dem i møde. Den var fuld af liv men havde dog kun tre ben. Keane så undrene på den og så på kvinden. Hun hoppede af hesten og løftede Keane af. Hun klappede hunden og fortalte at hunden havde været fanget i en bjørne fæld. Hun havde redet den og måtte dog fjerne benet da det var så godt som død og det havde været meget svært da hunden ikke ville ligge stille. Men den var frisk og livlig nu hvor den var helet helt. Keane blev ført ind i huset og blev sad op på bordet. Han var ikke så gammel så han havde det nemt ved at blive løftet. Kvinden var så forsigtig pga hans skader. Hun tog roligt forbindningen af og begyndte at rense og pleje hans sår. Sårene var blevet noget pænere men de var stadig meget røde og noget blodige. Keane spurgte selvfølgelig hvor hun kendte til alt det med pleje at gøre og roligt fortalte kvinden ham at hun var dyrelæge. At hun plejede dyr der var såret og det ikke var meget anderledes end mennesker.
Keane blev hos kvinden i lang tid. Han følte sig sikker. Dog anede han ikke hvad der skete hjemme hos hans forældre. De havde fået et barn som nu var et år. En lille pige. Moren og faren havde dog aldrig glemt Keane. Men nu hvor de troede at han var død da de aldrig havde fundet ham selv om de havde været i Talian flere gange. Der var nu næsten gået et år, han var blevet 7 år og sårene var helet meget godt. Der var dog tydelige ar på hele hans ryg. Men det stoppede ham ikke fra at lege med de dyr som kvinden havde. Det vidste sig dog en dag at kvinden slet ikke var så voksen som Keane troede. Hun var kun 15 år. 8 år ældre end ham selv. Men hun var flyttet for sig selv da hendes forældre var døde. Men hun stoppede aldrig med at smile hvilket fik Keane til at smile. Han lærte meget om dyr. Om hvad de forskellige dyr havde behov for og det gjorde ham aldrig mindre glad. En dag da han legede med den tre benet hund begyndte han pludelig at hoste voldsomt, kvinden hørte det og så hvordan Keane faldt sammen. Hun løb ud til ham og tog fat om ham for at støtte ham. Han hostede blod op hvilket bekymrede hende og han kunne ikke få vejret. Hun tog ham ind til sig og fatte sig ned så hans ryg var mod hendes mave. Hun tyssede på ham og beroligede ham med sin stemme. Hun snakkede roligt til ham og fortalte hvordan han skulle trække vejret. Det var svært for ham men langsomt begyndte det at lykkes at få ham beroliget og hans vejrtrækning under kontrol, men han var helt udmattet. Samme tid hjemme hos hans mor og far. Moren log voldsom syg. Ingen vidste hvad der var galt men hun var svag. Hun trak vejret i små trak og meget hurtigt. Hun havde dog samme symtomer på samme tid som Keane men ingen kunne berolige hende. Hun hostede blod op. Dog vidste ingen at hun faktisk skulle dø der. I det at Keane blev beroliget sov hans mor. Hendes krops sagde stop og lod hende undgå flere smerter. Hun led af asma som Keane desværre havde arvet, men moren var blevet forgiftet også. Noget der forværrede det og gjorde hun ville hoste blod op og overbelaste hendes krop. Ingen fandt ud af hvordan eller hvorfor det skete for hende. Faren og de to børn var synderknust. Deres elskede mor var død og farens søn var død. Eller det troede de. Han var bange for at miste de sidste han havde. Sin to årige datter og sin 14 årige søn.
Et år mere gik hos kvinden. Keane fik et nært forhold til dyrene og elskede at være sammen med dem. Han synes det var hyggeligt og at det var afslappende på en udmattende måde. Men det var også fordi at han var ung og legede meget med dyrene så han løb rundt og brugte sin energi helt op meget hurtigt. Han fik flere asma anfald og kvinden var der altid når det skete og beroligede ham selv om han var bange. Kvinden havde passet en fårehund som havde haft et brækket ben og skulle afleveres til ejeren. Hun tog denne dag Keane med pga vis han fik sine anfald og for at han kom lidt ud. Byen var stor for en dreng som Keane. Folk grinte smilte. Nogle var oppe at skændes men det kunne ikke undgås. Inde i byens marked var en mand som ventede på kvinden og da hunden så sin ejer gøede den glad og hoppede op og ned. Halen logrede voldsomt og man kunne se på manden at han også var glad for at se sin hund. Keane fik log at tage snoren af hunden og da han gjorde det ventede hunden til han var bakket væk og farede mod sin ejer, den hoppede op i hans arme og slikkede ham glad og manden nussede selvfølgelig hunden. Han tog en lille pose penge op og gav den til kvinden. Der var ekstra end hun havde aftalt med ham pga hendes gode pleje over for hunden. Kvinden nikkede tak og de to gik nu ud på market for at finde mad.
Ude på market var dog også en ældre herre og hans to børn. En teenager dreng og en lille pige som ikke var særlig gammel. Den lille pige holdte sin bror i hånden for ikke at fare vild. Keane gik lov at gå rundt alene bare de mødtes ved frugt boden. Han gik roligt rundt og så på de mange boder. Nogle havde flotte kapper. Andre havde værktøj til alt muligt. Keane studerede det nøje og uden at se sig for støtte han ind i den ældre mand og gik lidt tilbage. Selvfølgelig sagde Keane undskyld og gik videre. Manden så længe på ham med store øjne. Det kunne da ikke passe. Var det virkelig. Men han var død. Keane kom til frugtboden og satte sig og ventede roligt. Manden så på længe på ham og teenage drengen gik over til sin far og hev i hans arm for at vække ham. Manden gik over til Keane og rystede voldsomt på sine arme og hænder.
”Kei… Keane?”[/color]
Keane så op på manden og sank en klump. Hvor kendte manden hans navn fra. Kvinden kom over til dem og så på manden. Keane rejste sig op og løb over til hende og så mistroisk på manden. Kvinden spurgte selvfølgelig hvad han havde gjort ved Keane siden han var så bange. Manden fortalte at for mange år siden havde han og hans kone mistet deres søn Keane. De plejede at kalde han kei. Han forsvandt i talian og de havde troet at han var død i alle de år. Kvinden så mistroisk på manden og spurgte hvordan han var så sikker på at hendes Keane var den samme dreng som manden talte om. Han kaldte på sin datter som kiggede frem bag sin storebror. Hun lignede Keane næsten på en prik bare som en pige i stedet for. Keane og kvinden så begge forbavset på den lille pige. Det samme lyse hår. De samme ansigts træk. Deres øjne fason var ens men ikke deres øjenfarve. Kvinden så på den lille pige og så på Keane. Hun ville helst ikke miste Keane. Han var en god dreng og godt selvskab. Men hun kunne jo ikke tage ham fra hans sande familie. Hun vendte manden og hans børn ryggen. Hun satte sig ned på hug til Keane og så ham dybt i øjnene. Han kunne fornemme hvad hun ville og så trist ned i jorden. Ville hun af med ham eller var det fordi det var sandt at hun gjorde dette. Keane, som selvfølgelig var trist over at skulle forlade den eneste han havde boet hos og haft det godt med, skyndte han sig at kramme og trykkede sig ind til hende. Han ville komme og besøge hende. Det var hans fast besluttet på. Han ville ikke, kunne ikke ha at de ikke sås mere.
”husk mig. Og husk din vejr trækning. Du kan altid komme hjem til mig det ved du.”
Keane slap mod sin gode vilje kvinden og gik over til manden. Hun var ikke glad for dette men han vidste det måtte ske. Han kunne trods alt ikke benægte at pigen lignede ham ret så meget. Han fulgte med manden og hans børn. Han var så bange for at han ville miste dyre livet og den store frihed som var på hendes dyre gård. De gik sammen igennem gaden og over til en vogn hvor en stor stærk hest stod bundet for. Det gjorde ham da glad for at der ihvert fald var et dyr i familien. Han blev hjulpet op i vognen af sin nye og rigtige storebror. Lillesøsteren fik hjælp ved at blive løftet af deres far. De begyndte at køre der ud af i den store vogn. Der var plads til mange poser afgrøder og nogle dyr sammen i vognen. Keane var ret trist. Alt han kendte forlod han nu. Hans pleje. Dyrene. Friheden. Alt. De kørte i lang tid følte Keane det som. Han så sig ikke rundt men kun tilbage hvor de kom fra. De kom ind af en forgård og stoppede hesten. Lillesøsteren tog uden videre bare Keanes hånd og smilte til ham. Han så på hende og kunne ikke lave værd med at smile. Det var som om han ikke kunne lade vær med at smile tilbage til hende. Hun hev han forsigtigt op at stå og over til kanten af vognen. Keane satte sig ned på kanten og hoppede af. Han strakte sine arme ud til sin lille søster og hjælp hende ned. Han følte faktisk at han måtte beskytte denne pige som hende han havde boet hos havde passet på ham. Hans lille søster snakkede ikke meget men lavede tit en lyd som lød som om hun sagde chi. Han fandt det så kært at han begyndte at kalde hende chi og hun reagerede da også på det. Hun tog hans hånd og begyndte at følge ham rundt. Hun ville vise ham hele gården og vis hun ikke havde gjort det ville han nok ikke ha følt sig rigtigt hjemme eller rigtigt set alle de dyr der var. Aftensmaden blev spist i fred og ro hvilket var uvant for Keane som var van til dyrelarmen. Efter aftensmaden hjalp han med at ryde op og hjælpe med at gi dyrene aftensmad. Chi valgte at tage med ham ud og hjælpe selv om hun ikke var så gammel. Keane og chi valgte at fodre hønsene da de var nemme.

Keane var 17 år da han gik ved stilkfloden. Han havde det godt. Han var glad. Han besøgte kvinden fra hans barndom. Han havde fået en meget speciel gave. Hendes hund havde fået hvalpe og han måtte vælge end som han ville ha når den var gammel nok. Han havde set på alle de små skønheder men en skilte sig ud. Den der lignede en ulv. Den var rigtig smuk. Han gik sig en tur da hans søster, bror og far ordnede arbejdet den dag. Han gik op af broen over stilkfloden og da han kom op på toppen stoppede han op med store forskrækkede øjne. Han farede over på den anden side af broen hvor en pige log bevidstløs halvt over broen. Hun havde hvidligt hår og det gjorde at han kunne se den røde plamage i baghovedet. Han skyndte sig at tage en hånd på hendes hoved for at mærke om det var nyt. Han tog hånden af og så det røde blod. Han blev helt bekymret. Hvad var der sket. Han havde ikke set nogle her i nærheden. Han skyndte sig at rive ærmet af sin trøje og lagde den i floden. Han kom op til hende igen og lagde den mod hendes hoved. Han anede ikke hvad han skulle gøre. Han fik det våde stof på plads og tog fat om hende så godt ham kunne. Han anede ikke hvor hun hørte til så han skyndte sig hjem til sig selv og lagde hende i hans seng. Han fandt bandager og noget rensene vand og begyndte at rense og pleje såret. Han håbede inderligt at han kunne rede hende. Hun var for ung til at dø. Han vidste dog ikke hvad der var sket hende eller hvad der skulle ske med hende. Keane tog sig af hende og fortalte selvfølgelig sin familie om hende. De tog glædeligt imod hende og lod hende bo der. Keane fik et kært forhold til hende også. Hun blev som en søster. Men ingen slå hans lille søster Chi.

Minder:
5 år da han begyndte at udvise sine evner.
Al tiden i fængslet. Og alle piskeslagene
Kvinden på den gylden brune hest.
Hans første asma hoste anfald.
Da han måtte sige farvel il kvinden fra ørknen og tage hjem til sin rigtige familie.

Da han fandt Carmen.

Andet: hans ulv Moonlight Shine.
Hans sne tiger unge[/url] Felika.
Mange flere dyr på gården.